Holst: Ud at se på DSB's rivaler

Carl Holst (V)
Regionsrådsformand i Region Syddanmark og næstformand, Danske Regioner 

Jeg vælger ofte toget, når jeg skal til møder i København.

Ikke fordi det er hurtigere eller væsentligt billigere end bilen eller flyet, men fordi det som regel er afslappende og et godt sted at forberede sig til møder.

I Danmark kører kun DSB på hovedstrækningerne, mens Arriva opererer på de midt- og vestjyske baner.

Dertil kommer nogle få lokalbaner. I Tyskland er der til sammenligning 300 forskellige operatører.

Jeg er fløjtende ligeglad med, om der står DSB, Deutsche Bahn, Svenska Järnvägen eller noget helt fjerde på siden af togene, når jeg tager turen til og fra hovedstaden - bare togene kører til tiden, leverer en god service og gør det så billigt og effektivt som muligt.

Og gør DSB så det? Det korte svar er nej.

I hvert fald ifølge Produktivitetskommissionens rapport fra sommeren 2013. Heraf fremgår det, at der formentlig kan hentes 800-900 mio. kr. om året på at effektivisere driften.

I 2001 vandt Arriva det første togudbud i Danmark og overtog betjeningen af de midt- og vestjyske strækninger.

Dengang advarede DSB og mange andre imod, at det ville give ringere service og dårligere rettidighed, men her mere end 10 år senere er det et faktum, at kundetilfredsheden med Arriva er helt i top.

Og at samfundet sparer 15 pct. på at køre det samme antal afgange hvert eneste år.

Bedre sundhed af konkurrence
Transportministeren er netop gået i gang med at forhandle grundlaget for en ny langtidskontrakt på plads med DSB.

Hvis forhandlingerne ender med en ny aftale med det statslige selskab, har jeg svært ved at forestille mig, at der bliver høvlet 15 pct. af prisen.

Jeg vil i hvert fald se det, før jeg tror det.

Når jeg tillader mig at blande mig i debatten, er det, fordi situationen omkring jernbanen på mange måder afspejler det forløb, vi allerede har været igennem i sundhedssystemet.

Før privathospitalernes indtog havde vi mange steder et umoderne, tungt og bureaukratisk sundhedsvæsen med alenlange ventetider.

Så blev vi udfordret af privathospitalerne, som viste sig at være bedre til at tilrettelægge arbejdsgange og til at lave sammenhængende patientforløb.

Endnu vigtigere var dog indførelsen af det frie sygehusvalg fra 1992, som gav patienterne ret til at vælge sygehuse med særlig ekspertise eller med kortere ventetider.

Kunne vi i det offentlige sundhedssystem ikke levere på kvalitet og ventetid, tabte vi både patienter og penge til privathospitalerne.

I dag behandler de offentlige sygehuse stadigt flere patienter inden for den samme økonomiske ramme - og resultaterne bliver bedre år for år.

Jeg mener, at den konkurrence, vi blev udsat for, har gjort os bedre. Og ikke bare bedre - også bedre på kortere tid.

Bryd monopolet
Man kan også tage et kig på flybilletter, der i monopolets dage kostede op mod ti gange så meget som i dag.

Eller it, tv og telefoni, hvor udvalg og pris har gennemgået en større revolution. Hvorfor? Fordi konkurrencen om kundernes gunst er blevet ekstrem hård.

Konkurrence på den rigtige måde er altså sund for både udviklingen af nye og mere skræddersyede produkter til den enkelte, og den er god for os alle sammen, fordi samfundet sparer penge, som kan bruges til andre ting.

Jeg har intet imod, at DSB har togdriften på de danske hovedstrækninger de næste mange år, hvis de altså er bedst og billigst.

Men for at finde ud af det er vi nødt til at lade andre byde ind på driften.

For lige nu er DSB hverken billigst, når man spørger de økonomiske eksperter i Produktivitetskommissionen, eller bedst, når man spørger de rejsende.

debat@altinget.dk