Green Power Denmark: Kritik af de hårdtarbejdende elnetselskaber klinger hult

Elnetselskaberne arbejder solen sort for, at Danmark bliver tilsluttet elnettet. Derfor klinger det hult, når Drivkraft Danmark og DTL Danske Vognmænd anklager dem for at sidde på hænderne, skriver Mette Rose Skaksen.

Danmarks mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030 kræver markant vækst i antallet af varmepumper, elbiler og anden elektrisk transport. Samtidig skal industrien producere varer på grøn strøm i stedet for fossile brændsler. 

For at transportere de store mængder el ud til forbrugerne skal de danske elnetselskaber investere mange milliarder i at forstærke og udbygge eldistributionsnettet. Frem mod 2030 og i årene efter bliver opgaven kun større. 

Derfor har vi i Green Power Denmark gennem flere år presset på, for at politikerne tilpasser den økonomiske regulering af selskaberne. Reguleringen har været bagudskuende og har taget udgangspunkt i, hvordan elforbruget tidligere så ud – uden at tage højde for, at det stiger markant de kommende år. 

Det sker nu med den aftale, som regeringen har indgået med et bredt flertal i Folketinget.

Ny aftale skaber sikkerhed

Aftalen indfører blandt andet et grønt tillæg til reguleringen af elnetselskabernes indtægtsramme fra 2025. Det skaber større forudsigelighed og sikkerhed for de store og langsigtede investeringer, som selskaberne foretager. 

Vi forventer, at elnetselskaberne kan foretage investeringerne, mens at prisen per transporteret kilowatt-time holdes nogenlunde i ro. Årsagen er, at danskerne vil bruge mere og mere strøm.

{{toplink}}

Selskaberne arbejder allerede med at etablere tykkere kabler og stærkere transformerstationer. Siden 2020 er der sket en fordobling i, hvor meget nyt elforbrug, selskaberne tilslutter til distributionsnettet om året.

Derudover har de i 2024 taget store skridt i retning af at nedbringe tiderne for tilslutning yderligere. Selskaberne tilfører flere ressourcer og bygger ud i højt tempo.

Elnetselskaberne har spillet ud med en buket af nye initiativer under overskriften 'Net til tiden'.

Klima-, energi- og forsyningsministeren har også nedsat en gruppe under den nationale energikrisestab, Nekst, som skal komme med anbefalinger til yderligere tiltag.

Så ikke bare er netselskaberne i gang. Der er også andre tiltag på vej.

Derfor klinger det hult, når for eksempel Drivkraft Danmark og DTL Danske Vognmænd her i Altinget langer ud efter elnetselskaberne og anklager dem for at sidde på hænderne.

De knokler med at gøre verdens bedste elnet, der leverer strøm 99,99 procent af tiden, endnu bedre og endnu mere effektivt. Lange ventetider er ikke det generelle billede og bestemt ikke den situation, som kunderne normalt vil opleve.

Det har altid været sådan, at en kunde i Danmark, der vil på elnettet, nok skal komme det. Hvis der ikke er plads i nettet i dag, så udbygger selskaberne med den nødvendige kapacitet.

Kunder kan mindske lange tilslutningstider 

I stedet for at pege fingre, så lad os samarbejde. For at nedbringe tiderne for nettilslutning er det vigtigt, at kunderne henvender sig i god tid med konkrete ønsker og planer. Dermed kan selskaberne begynde at overveje, hvordan de bedst kan gribe tilslutningen an. 

Først, når der er skrevet under på et projekt, kan netselskaberne levere på deres del af opgaven.

Så jo før, der bliver sat pen til papir, desto hurtigere kan en ny tilslutning leveres. Alle skal her behandles ens.

Hvis det besluttes, at nogle kundegrupper skal have fortrinsret, vil det alt andet lige påvirke ventetiden negativt for andre kunder.

Der er ikke noget, elnetselskaberne hellere vil, end at tilslutte mere forbrug til det elnet, der er hovedvejen til en grøn, sikker og konkurrencedygtig fremtid. Den nye politiske aftale giver mulighed for at forstærke hovedvejen yderligere, og med samarbejde kan vi accelerere elektrificeringen.   

{{toplink}}  

Forrige artikel ITD: Tak som byder til penge fra Grøn Fond, men skru ned for statsstøtten generelt ITD: Tak som byder til penge fra Grøn Fond, men skru ned for statsstøtten generelt Næste artikel Dansk Erhverv, TDC og RGO: Intelligente trafikløsninger kan tage toppen af trafikpropperne Dansk Erhverv, TDC og RGO: Intelligente trafikløsninger kan tage toppen af trafikpropperne