DTL: Det skal politikerne prioritere i 2015

DEBAT: Vejnettet og flere broer skal have et løft af hensyn til trængsel, almindelig fremkommelighed og ikke mindst trafiksikkerhed. Forhåbentligt vil politikerne tage det op under valgkampen i 2015, lyder det fra Erik Østergaard, adm. direktør i DTL.

Af Erik Østergaard
Adm. direktør i DTL-Danske Vognmænd

Så skriver vi snart 2015 – og det er valgår. Så ved man, at man skal lytte nøje efter. For hvilke signaler udstikkes der, og hvilke løfter gives der?

Valget bliver selvfølgelig også spændende for de danske vognmænd. For transportområdet er ét af de mest gennemregulerede erhverv overhovedet. Og branchen er dybt afhængig af store og ofte omkostningstunge investeringer. Noget der kræver politisk vilje og handlekraft. Et valgår giver derfor altid grund til ekstra skærpet opmærksomhed på partiernes løfter og fokus.

Løft af vejnet og broer
Lad det være sagt med det samme: Der er brug for et løft af dele af vejnettet og visse broer. Det er vigtigt af hensyn til såvel trængsel, almindelig fremkommelighed og ikke mindst trafiksikkerhed.

Men når det er sagt, så har jeg også en ret pragmatisk tilgang til spørgsmålet om investeringer i transportområdet: Det store politiske fokus på kollektiv trafik er, ud fra én betragtning, måske nok penge, der går fra vejforbedringer eller bedre rundkørsler.

Men hvis vi kan løfte flere over i kollektiv transport og væk fra vejene – så er trængslen mindre og vognmændenes arbejdsbetingelser i byerne og på motorvejene dermed bedre. Derfor er det også vigtigt for mig at signalere, at investeringer i kollektiv trafik ikke møder modstand hos DTL's medlemmer, hvis det i virkelighedens verden bidrager til at løse ovenstående.

Det ændrer dog ikke på, at der er steder i landet, som trænger til et gevaldigt løft, og hvor veje og broer bør prioriteres højt. Et stort infrastrukturprojekt som en Femern-forbindelse er selvfølgelig i en kategori for sig selv. Vi ser et enormt potentiale i Femern-forbindelsen, som næsten ikke kan undgå at give massiv beskæftigelse til danske vognmænd - efter en årrække med store udfordringer for branchen. Både leverancer af byggemateriale til broen samt affald derfra, men også transporter med henblik på brobyggeriets ansattes behov samt følgeerhverv giver grobund for optimisme.

Men også helt grundlæggende forbedringer af eksisterende vejnet, vedligeholdelse af mindre broer og dimensionering af rundkørsler bør finde vej til de politiske partiers prioriteringslister. For vores mobilitet og evne til at fragte både personer og gods til og fra er et helt afgørende parameter for konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse.

Transportens rolle i by og land
Nedbringelse af trængslen, særligt i og omkring de store byer, er særlig vigtigt. Jeg synes, at vi i DTL har en god debat med politikerne – både lokalt og på Christiansborg – om nødvendigheden af, at lastbilerne kan komme til og fra på en smidig måde.

Jeg oplever i dag langt sjældnere end tidligere, at lastbiler ses som uønskede. I dag anerkendes vores rolle og betydning for at få såvel storbyerne som ”Vandkantsdanmark” til at fungere. Storbyerne, både detailhandlen og beboerne, er dybt afhængige af at få leverancer til og affald ud af byerne. Og hvis man politisk ønsker, at provinsen ikke affolkes, så er vilkårene for at drive og udvikle virksomheder afgørende. Og heller ikke her kommer man uden om infrastrukturens og transportens afgørende rolle.

Fortsat fokus på trafiksikkerhed
I 2015 vil vi i DTL-Danske Vognmænd fortsat have stort fokus på trafiksikkerheden. I år fik vi den opløftende melding, at danskerne samlet vurderer, at lastbilerne kører forsvarligt. Og statistikken over de alvorlige ulykker er i skrivende stund langt bedre end året før, hvis vi for eksempel ser på højresvingsulykker. Vi er os meget bevidste om, at lastbiler qua størrelsen har et særligt ansvar for at færdes sikkert og forsvarligt, fordi ulykkernes karakter – når de sker – ofte bliver mere alvorlige. Derfor indgår vi gerne - og det konstruktivt - i ethvert seriøst forsøg på at minimere risiciene i trafikken.

Mens man i EU stadig taler om lastbiler med 40 og 44 tons lad, så kører der i dag lastbiler med tømmer i Nordsverige og Finland med op til 90 ton. I Danmark har vi i år opnået 56 ton. Når jeg nævner det, er det for at illustrere, at trods alle harmoniseringer og årtiers tilnærmelser og tillempelser i EU, så er der stadig store nationale forskelle, og eksemplet er kun ét af mange.

Så lige så stor tilhænger jeg er af, at vi kan opretholde national egenart sprogligt, kulturelt og på mange områder også lovgivningsmæssigt – så er der selvfølgelig også en pointe i, at vi bliver klogere af hinandens erfaringer inden for det europæiske fællesskab. Her tænker jeg særligt på de områder, der mest af alt handler om tekniske løsninger og 'best practice'. Hvis vi kan forbedre erhvervets produktivitet, reducere trængsel, CO2-udslip, vejslitage eller andet ved at justere på nogle vægtgrænser – så lad os da for pokker komme i gang.

Cabotage og fair konkurrence i EU
Som jeg før har udtrykt på denne plads, så optager spørgsmålet om fair konkurrence i Europa mig meget. Og jeg tror, at hele diskussionen om cabotage og udfordringerne ved ulige konkurrencevilkår kommer til at gennemsyre den transportpolitiske debat i 2015.

Det er ikke mange uger siden, at EU-Kommissionen fik lodret besked fra Europa-Parlamentets transportudvalg om, at man slet ikke havde taget udfordringerne alvorligt nok. Jeg har grund til at tro, at også den kommende danske valgkamp får spørgsmålet om social dumping, herunder den unfair konkurrence på transportområdet, som ét af nogle få vigtige omdrejningspunkter. DTL-Danske Vognmænd vil i alt fald gøre vores til, at det bliver sådan.

Det handler selvfølgelig om at sikre danske arbejdspladser - og dét på nogle ordentlige vilkår. Men det handler også om trafiksikkerhed. En underbetalt og overbelastet udenlandsk chauffør i et ældre og dårligere køretøj - og måske uden rette uddannelse og førerbevis – er alt andet lige en større risiko i trafikken efter alt for mange timer bag rattet.

Jeg vil ønske alle et godt nytår. Og god valgkamp – hvornår den nu end kommer. I DTL-Danske Vognmænd er vi klar til 2015.

Forrige artikel DI: Danmark skal tilbage på sporet DI: Danmark skal tilbage på sporet Næste artikel Femern A/S forholder sig ikke til kritikken Femern A/S forholder sig ikke til kritikken