DI: Ønskeseddel til en ny regering

DEBAT: Det overordnede mål for DI Transport er en konkurrencedygtig transportsektor og en infrastruktur, der understøtter den internationale tilgængelighed og en høj mobilitet, skriver direktør i DI Transport Michael Svane i en ønskeseddel til den nye regering. 

Af Michael Svane
Direktør i DI Transport

Nu da forhandlingerne om en ny regering er påbegyndt, har vi i DI Transport en ønskeseddel.

Ønsker til en ny regering
- En masterplan for investeringer i trafikinfrastruktur frem mod 2030, der styrker vores internationale forbindelser, reducerer trængsel og sikrer et robust og flerstrenget transportsystem.

- Inddragelse af de erhvervsmæssige effekter i beslutningsgrundlaget for investeringer i infrastruktur og en mere erhvervsvenlig lokal infrastruktur.

- Lettelse af de administrative og reguleringsmæssige byrder på transportbranchen, herunder en gennemgang af reguleringen af transportbranchen med henblik på at bringe den i overensstemmelse med EU-reglerne samt for at lette byrderne for godshåndtering på havne og terminaler.

- Nedsættelse af en logistikkommission, der skal komme med forslag til, hvordan vi styrker produktiviteten i transporterhvervet og skaber bedre sammenhæng mellem vej, bane og søfart samt understøtter bedre levering af varer, post og pakker i byerne, herunder leveringer uden for myldretiden.

- Udarbejdelse af en vækstplan for Danmark som luftfartsland, der styrker dansk luftfart og sikrer en høj international tilgængelighed.

- Modernisering af taxilovgivningen, så branchen er rustet til fremtidige udfordringer gennem en mere fleksibelt forretningsdrift for branchen og mere hensigtsmæssige offentlige indkøb.

- Styrke samarbejdet i den kollektive trafik mellem de statslige, kommunale, regionale og private aktører, herunder at sikre bedre offentlige indkøb af transport. Der skal skabes sammenhæng i den kollektive trafik.

- Styrke konkurrencen i den kollektive togtransport og gøre Danmark parat til en kommende EU-liberalisering af markedet.

- EU's transportpolitik skal styrke den fri bevægelighed i EU, herunder gennem ensartede regler i hele EU, der er lette for virksomhederne at håndtere og nemmere for myndighederne at håndhæve.

- En langsigtet plan for en grøn omstilling af transportbranchen frem mod 2050, der tager højde for den internationale konkurrence i branchen.

- En effektiv havneinfrastruktur med fokus på havnenes rolle som infrastrukturvirksomhed, der skal danne rammen for de private aktører, der betjener kunder i ind- og udland.

Ønsker til os selv
Vi har i DI Transport ikke kun ønsker til regering og Folketing, men også til os selv. Vi skal gøre en øget indsats i forhold til pressen og omgivelserne for at fortælle de gode historier om transportbranchen, så det fremstår som en attraktiv branche for unge mennesker at gå ind i.

Vi vil gøre status over, hvilke ønsker den nye regering tager med i regeringsgrundlaget, når vi mødes til Transportens Dag i DI 21. september 2015.

Vi ønsker alle en god sommer.

Forrige artikel DTL: Svulmende fremtidsvisioner løser ikke problemer nu og her DTL: Svulmende fremtidsvisioner løser ikke problemer nu og her Næste artikel Danske Havne: Vi venter stadig på en ny havnelov Danske Havne: Vi venter stadig på en ny havnelov