Danske Havne: Vi venter stadig på en ny havnelov

DEBAT: Det kræver en ny havnelov, hvis danske erhvervshavne fortsat skal skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark, skriver Gitte Lillelund Bech, direktør i Danske Havne.

Af Gitte Lillelund Bech
Direktør i Danske Havne

Folketingsvalget er overstået, og i øjeblikket venter vi bare... Men på hvad? Danske Havne er ikke i tvivl om, at uanset hvordan regeringen dannes, er vores største ønske, at vi får en revideret havnelov.

Som skrevet før, er havneloven sat til at blive evalueret i år. Første skridt er taget i januar med en workshop i Transportministeriet, men derefter har det ligget lidt stille. Vi forventer, at den kommende transportminister tager bolden op og får den til at rulle. For det er der behov for.

Danske Havne ønsker, at den kommende regering bør sikre, at danske erhvervshavne fortsat kan skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark. Hvis der skal skabes flere jobs i vandkanten, er havnene det rette sted at kigge hen.

Stop detaljeregulering
Den nuværende havnelov regulerer meget detaljeret de enkelte typer af havne. Det bør ændres.

Formålet med havneloven bør være at fremme erhvervshavnerådets funktion som en central del af Danmarks transportkæder og som transportcentre, der understøtter oplandets erhvervsliv. Vi ønsker derfor, at havneloven er en rammelov, hvor havnenes muligheder for at understøtte og sikre logistikkæden forbedres, så Danmark kan forstærke sin internationale konkurrenceevne.

Muligheder for specialisering og konsolidering bør forbedres, og der skal gives ensartede rammevilkår at drive havn under, uanset havnenes organisationsform eller ejerform.

Og nu venter vi bare.... Og håber, at den kommende regering lytter til vores ønske.

Forrige artikel DI: Ønskeseddel til en ny regering DI: Ønskeseddel til en ny regering Næste artikel ITD: Drop byrder på transportbranchen ITD: Drop byrder på transportbranchen