Dansk Jernbaneforbund: Det vil være hovedløst at kaste DSB ud i en større udlicitering lige nu

Altinget har indbudt til debat om udlicitering af togdrift i almindelighed og DSB’s umiddelbare fremtid i særdeleshed. Tak for det initiativ.

Det er en vigtig diskussion for utrolig mange menneskers dagligdag, for vores fælles miljø og for sammenhængskraften i Danmark.

Lad mig starte med at slå én ting helt fast: Principielt har Dansk Jernbaneforbund ingen holdning til udlicitering. Vi er hverken for eller imod.

Dansk Jernbaneforbund er sat i verden for at sikre gode løn- og arbejdsvilkår for vores kollegaer – uanset hvem der ansætter dem, og hvordan deres virksomhed er organiseret eller ejet.

Vi har kollegaer på både private og offentlige overenskomster, og vi har kollegaer, der er tjenestemænd. Man kan endda finde alle ovennævnte kategorierne hos både de private og de offentlige driftsvirksomheder i Danmark.

Vi har intet belæg for at hævde, at den ene organisations- eller ansættelsesform er markant bedre end den anden.

DSB har brug for ro

Dansk Jernbaneforbund har dog en klar holdning til DSB’s umiddelbare fremtid: Det vil være en hovedløs gerning at kaste DSB ud i en større udlicitering her og nu. Prisen vil først og fremmest blive betalt af passagererne.

Det absolut sidste, banens brugere har brug for her og nu, er mere usikkerhed og flere eksperimenter.

DSB er udfordret i disse år. Det ved alle. Signalprogrammet rulles ud, alt imens banen elektrificeres, og nyt materiel skal indkøres.

Oveni skal årtiers vedligeholdelsesefterslæb hentes ind, og der skal også bygges en Femernforbindelse.

Det betyder reelt, at DSB ikke er en særlig spændende businesscase at kaste sig over for en anden aktør her og nu. Så tidspunktet for en eventuel privatisering er helt forkert – rent kommercielt set.

Derudover vil det være en virkelig dårlig idé: Samarbejdet mellem DSB og Banedanmark kører ikke altid optimalt. Én eller flere nye aktører vil kun gøre kompleksiteten større og dermed gøre det endnu sværere at holde den daglige drift på sporet.

Endelig er det ikke nogen lille øvelse at kaste togdrift i udbud, prækvalificere bydere, forhandle kontrakt med videre. Det kræver mange ressourcer. De ressourcer er langt bedre brugt på den genopretning, der p.t. er i gang på banen.

Hvor er gevinsten?

Men hvad så senere? Er det ikke en god idé at få togdriften lagt i hænderne på private aktører, der med markedskræfternes ånden i nakken netop kan sikre en optimeret og effektiv togdrift?

Der findes nok ikke noget entydigt svar på det spørgsmål. Men helt lavpraktisk må man stille konstatere, at de gode eksempler ikke står i kø.

England har været foregangsland. De opfandt jernbanen – oprindeligt som et rent privat foretagende. Men efter Anden Verdenskrig var det slut med privat togdrift i England.

Overalt i Europa voksede velfærdsstaterne frem fra krigens ruiner. Også i England, hvor staten nationaliserede jernbanen i 1947. Herefter havde det stolte British Rail 50 års monopol på jernbanedrift i England.

I 1997 var den epoke slut. Den neoliberale bølge, der skyllede ind over de vestlige samfund, ramte det statslige jernbaneselskab som en tsunami.

British Rail blev slet og ret nedlagt og togdriften alene overladt til private aktører. Igen var briterne foregangsmænd, der viste verden fremtiden: Ud med staten og ind med de private.

Det var opskriften, der ville sikre bedre og billigere produkter, som det havde været tilfældet i fly- og telebranchen.

Men ak. Nu er 30 år gået, siden British Rail blev lagt i graven. Og nu svinger pendulet så tilbage. Under den nuværende konservative regering, der ellers nok forstår at sværge troskab til nyliberale principper, er der igangsat en proces, der reelt henter hele ansvaret for togdriften tilbage til staten.

Et nyt nationalt selskab, med det beskedne post-brexit klingende navn ”Great British Railways”, ser snart dagens lys.

{{toplink}}

Men hvad så i resten af Europa?

På det kontinentale Europa har man også udliciteret jernbanedrift i de sidste par årtier. Tendensen er klar: Praktisk talt alle udbud af togstrækninger vindes af statsselskaber.

Liberaliseringen har i Europa reelt betydet, at dele af togdriften i det ene land nu varetages af et andet lands nationale togselskab – og ofte med underskud til følge.

Er det egentligt en succes? Er det en organiseringsform, der kan sikre toget fremgang og fremdrift. Jeg er ikke overbevist.

Til gengæld er jeg overbevist om, at det vil være en klar fejl at kaste DSB ud i en omfattende udlicitering her og nu. Det vil slide på organisationen, og det vil slide på medarbejderne.

De kæmper allerede rigeligt for at få det hele til at hænge sammen i dagligdagen. Lad os her og nu give dem fred til at få toget tilbage på sporet igen.

{{toplink}}

debat@altinget.dk