Dansk Elbil Alliance: Investeringer i grøn transport afhjælper begge kriser

DEBAT: Transportområdet er en helt afgørende faktor i at skabe fremtidens vækst på grønne vilkår. Investeringer i infrastruktur er ikke bare en mulighed for at kickstarte økonomien efter coronakrisen – det er en absolut nødvendighed, skriver Lærke Flader.

Af Lærke Flader
Branchechef i Dansk Elbil Alliance

Coronakrisen er over os, og den vil trække spor i dansk økonomi i lang tid fremover. Der er brug for at investere klogt, så vi kan vinde tabte arbejdspladser og vækst tilbage. Det er helt oplagt at sigte efter investeringer i den grønne omstilling, så vækst og arbejdspladser står på et klimavenligt fundament. Den ene krise viger ikke for den anden, og vi skal derfor udnytte muligheden for at tage hånd om såvel coronakrisen som klimakrisen.

Langt flere elbiler på vejene er en forudsætning for at nå i mål med den brede politiske målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Fra Dansk Elbil Alliances side arbejder vi med en målsætning på 1,5 millioner elbiler ved årtiets ende.

Hvis regeringen mener det alvorligt, når den vil gøre en ende på salg af benzin- og dieselbiler, så kommer vi ikke uden om at sikre ordentlig infrastruktur for elbilerne – det vil sige langt flere ladestandere i det offentlige og semioffentlige rum.

Flere ladestandere gavner turismen
Opsætning af ladestandere ved arbejdspladser, indkøbscentre, kantstenen, rastepladser med videre giver jobs til flere faggrupper, sætter gang i efterspørgslen hos producenter og operatører og spredes ud over hele landet til gavn for dels regional beskæftigelse og dels nutidige og fremtidige elbilejere.

Den tid er forbi, hvor en elbil var et eksotisk syn på danske veje, og over de kommende år bliver det kun mere og mere almindeligt at se de efterhånden omkring 100 forskellige elbilsmodeller på vejene. Vi ved, at usikkerhed om infrastrukturen i dag udgør en barriere for mange, der overvejer at købe en elbil.

Det skal der gøres op med ved at placere langt flere ladestandere der, hvor bilisterne er. Det vil også på længere sigt efter corona kunne gavne turismen og gøre Danmark mere attraktivt at besøge i elbil, hvis man kommer fra eksempelvis Norge, hvor elbilerne er langt mere udbredte.

Bornholm viser vejen
Bornholm er et godt eksempel på, hvordan man med offentlige investeringer kan lægge sporene ud til meget mere grøn transport. Øen er netop kåret som EU’s mest bæredygtige energi. Her har man investeret i tilslutningen til elnettet og gravearbejde og har herefter inviteret ladestanderoperatørerne til at byde på brugsretten på installationen.

Den offentlige investering udgør cirka 1/3 af udgiften til at sætte ladestandere op. Hvis staten investerer 1 milliard kroner, skal ladestanderoperatørerne investere 2 milliarder kroner i at sætte standere på installationerne. Det er med andre ord en god forretning for kommunerne.

Når kommunerne og staten investerer i alt det, der er gravet ned under jorden, bliver det lettere for små virksomheder at komme ind på markedet. De skal binde meget mindre kapital og investerer ikke i noget, som man ikke kan tage med sig, når en kontrakt slutter.

Det er derfor lettere for en lille virksomhed at købe ladestandere og leje sig ind på gode placeringer, som er forberedt til ladestandere, og det giver konkurrence og bedre vilkår for elbilisterne.

Hverken coronakrisen eller klimakrisen er løst alene med investeringer i infrastruktur til elbiler, men vi har her en mulighed for at rette op på økonomien ad veje, der giver mening og har effekt i både økonomisk og klimamæssig forstand.

Forrige artikel IDA præsenterer klimaplan: Vores ambitioner overgår klimaloven IDA præsenterer klimaplan: Vores ambitioner overgår klimaloven Næste artikel FDM: Dansk økonomi er afhængig af en veludbygget vejinfrastruktur FDM: Dansk økonomi er afhængig af en veludbygget vejinfrastruktur