DAF: Carina C. selv skyld i dårligt image

DEBAT: Forbrugerklagenævnet er alt for lang tid om at behandle sager med nyerhvervede biler. Og det falder tilbage på forbrugerminister Carina Christensen (K), mener Danmarks Automobilforhandler Forening, DAF. Nu opretter foreningen eget ankenævn.

Af Preben Kjær
Adm. direktør Danmarks Automobilforhandler Forening, D·A·F

Jeg så og hørte for nylig i en Tv-udsendelse forbrugerminister Carina Christensen (K) fortælle, at der hos hende lyste en lampe, hver gang klager over bilbranchen blev omtalt.

Hos os - i den nok bedste del af ny- og brugtbilbranchen - kan jeg fortælle, at der tændes et helt diskotek af blinkende lamper, hver gang Forbrugerministerens offentlige Forbrugerklagenævn skal behandle en sag om brugte biler.

Biler købes og anvendes jo til transport, og det er ingen løsning, at en nyerhvervet bil skal stå stille i op til halvandet år, før klagenævnets sagsbehandlere får skrevet og voteret færdigt i en klagesag. Det er bilforhandleren ikke tjent med - og slet ikke forbrugeren, der måske skal cykle på arbejde i den mellemliggende tid.

Forbrugere og bilforhandlere bliver sorteper
Folketinget har gentagne gange spurgt til klagenævnets ventetider, og sidst (i februar 2007) blev det oplyst, at de nu var steget til 11 måneder i gennemsnit og de længste til næsten tre år.

Dette er ikke acceptabelt at henvise stakkels forbrugere og bilforhandlere til, for at de kan få et fingerpeg om, hvem der i givet fald vil vinde en eventuel retssag. Heller ikke hvis det i år lykkes at få sagsbehandlingstiden ned til "kun" syv måneder.

Hvis det er organisationerne bagved Forbrugerklagenævnet (herunder os selv), der er for tunge i bagdelen - så smid dem ud og få nogle nye ind. Hvis det er sagsbehandlerne, der skriver for meget om for lidt, så få sat dem og deres chefer på effektivitetskursus. Hvis det er dommerne, der ikke har tid, fordi de skal passe deres arbejde, så find nogle lægdommere, f.eks. pensionerede erhvervsfolk, til erstatning.

Tager skeen i den anden hånd
Nu forbereder autobranchen sit eget ankenævn for biler, men det vil i første omgang ikke påtage sig de mange sager med klager over brugtbilhandler under 100.000 kr. Til gengæld loves det, at sagsbehandlingen for resten kun vil strække sig over nogle få uger.

Et forslag i denne sammenhæng kunne være, at ministeren optager forhandlinger med det nye private ankenævn for biler om og på hvilke vilkår, man i givet fald kan overtage alle forbrugerklager over biler og bilreparationer. Så vil de danske bilejeres og forhandleres retsstilling været betydelig bedre - og forbrugerministeren et problem mindre.

Forrige artikel Udgifter og udbytte i infrastrukturprojekter følges ikke ad Næste artikel Transporten er blevet en del af velfærden