Busvognmænd: Her er der trafik-millioner at spare

DEBAT: Bustrafikken kan løsne den stramme statsøkonomi, der bremser investeringer i kollektiv trafik og infrastruktur, skriver chefkonsulent i Danske Busvognmænd Lasse Repsholt. Her peger han på besparelserne.

Af Lasse Repsholt
Chefkonsulent i Danske Busvognmænd

Hvilken infrastruktur har vi råd til? Hvilken infrastruktur har vi brug for? Og hvordan spiller nye teknologier ind? 

Det kunne en ny infrastrukturkommission se på, men Transportministeren afviser. Han vil først se på de nære udfordringer i den kommende tid, og anlægsinvesteringerne i infrastrukturen er sat i bero, lød det i Altinget 28. april. 

Riget fattes altså penge, men der er stadig brug for gode bud på, hvordan den kollektive trafik kan sikre mobiliteten og udviklingen over hele landet. 

Her er nogle bud på, hvordan den nød kan knækkes med hjælp fra bustrafikken:

Lokalt: En BRT i Aalborg
I Aalborg havde man planer om en letbane. Nu går man i den nordjyske hovedstad i stedet efter en BRT-løsning (Bus Rapid Transit), der skal afhjælpe problemerne med den kollektive trafik mellem Vest- og Midtbyen og universitetet - og samtidig understøtte den byudvikling, der er sat i gang med byggeriet af det nye universitetshospital og de mange nybyggerier langs den planlagte rute. 

BRT-løsningen giver 95 procent af fordelene og til et godt stykke under halvdelen af omkostningerne til både anlæg og drift sammenlignet med letbane-løsningen. 

I Aalborg er man godt i gang med at konkretisere projektet, og Christiansborg bør være klar med statslig medfinansiering.

Besparelse: Cirka én milliard kroner i anlægsomkostninger, heraf udgør statens andel cirka 400 millioner kroner.

Regionalt: Lad regionerne nedlægge lokalbanerne 
Regeringens bloktilskud til regionerne er skruet sådan sammen, at regionerne ikke har råd til at nedlægge de mest urentable lokalbanestrækninger og erstatte dem med bustrafik. 

For eksempel giver Region Sjælland 133 kroner i tilskud for hver passager, der stiger på Tølløsebanen. Hvis man nedlægger Tølløsebanen og i stedet etablerer en løsning med busser, der fastholder det nuværende passagertal, sparer regionen 231 millioner kroner over en 10-årig periode. 

Som konsekvens af det nuværende bloktilskud mister Region Sjælland til gengæld 276 millioner kroner, så regionen har ikke råd til at foretage omlægningen. 

Transportministeren må sammen med social - og indenrigsministeren tage ansvar for, at denne kassetænkning hører op. 

Besparelse: Alene for Region Sjælland udgør besparelsen ved nedlæggelse af Tølløse-banen med uændret passagertal 231 millioner kroner over 10 år.

Landsdækkende: Fjernbus-trafikken skal sikres
I fjernbustrafikken havde man i 2015 1,2 millioner passagerer. 

Fjernbusserne har bragt god og direkte fjerntrafik til flere dele af landet, og en aftale mellem Trafik- og Byggestyrelsen og fjernbusoperatørerne sikrer, at pensionister, studerende og børn i den landsdækkende kollektive trafik har adgang til de samme rabatter, uanset om de rejser med bus eller tog. 

Aftalen udløber den 31. december 2016. Til den tid skal der være en ny aftale på plads, der sikrer, at disse kundegrupper også fremover har mulighed for rabat i et enkelt, fair og gennemsigtigt system.

Besparelse: Staten har ingen omkostninger ved fjernbustrafikken ud over de cirka 25 millioner kroner, der gives i godtgørelse for noget af den rabat, fjernbusoperatørerne yder til studerende, pensionister og børn. OK – ligesom den øvrige trafik slider busserne også på vejene. 

Til sammenligning var DSB’s underskud i InterCity-togdriften i 2015 på 628 millioner kroner.

 

Forrige artikel Dansk Erhverv: Her er de vigtigste anlægsprojekter Dansk Erhverv: Her er de vigtigste anlægsprojekter Næste artikel Cyklister: Dyrt at vente med cykelinvesteringer Cyklister: Dyrt at vente med cykelinvesteringer