At rejse er at leve - bare ikke når man sidder i kø

DEBAT: K-ordfører parat til at bruge milliarder på intelligente trafikløsninger.

Af Henriette Kjær,
trafikordfører for Det Konservative Folkeparti

Rejsetiden til og fra arbejde er for mange mennesker blevet et dagligt problem, der gør det vanskeligere at få skabt den fornødne sammenhæng og balance mellem arbejds- og fritidslivet.

En ny undersøgelse, som Rambøll har udarbejdet, viser også, at intelligente løsninger som variable fartgrænser, kø-meldinger og tilladt kørsel i nødspor vil betyde ti færre trafikdræbte og 300 færre kvæstede årligt - alene i Hovedstadsområdet. Det er fantastisk godt nyt, og jeg håber, at vi snart kan få sat nogle forsøg i gang.

Undgå 20.000 timer kø
Bilister i Hovedstadsområdet kan undgå at holde i kø 20.000 timer dagligt, hvis der indføres Intelligente Transportsystemer (ITS), viser Rambøll-undersøgelsen. Vi skal have flere kloge veje, der elektronisk styrer lyssignaler og modvirker trængsel. Rambøll har beregnet, at vi kan undgå 4.4 mio. timer i kø om året - bare i Hovedstadsområdet.

I Hovedstadsområdet bruger man desuden ITS for at gennemføre forbedring af trafiksikkerheden i forbindelse med vejarbejde. Skiltene bliver fjernaktiveret og bliver kun anvendt i de perioder, hvor anlægsarbejdet udføres. Det er smart og tidsbesparende for alle parter.

Problemerne er selvfølgelig ikke kun i hovedstadsområdet. Vi skal have flere intelligente skilte på de danske motorveje, der kan informere om alt fra ulykker til kødannelse. Det er vigtigt, at der også investeres i intelligente trafikløsninger i trekantsområdet. Det skal være hurtigere at rejse i hele Danmark.

Nødsporet skal i fokus
Nødsporet skal også bruges mere aktivt. Det skal forstærkes og indgå i motorvejens design. Der skal være dynamisk skiltning, der med farverne rød og grøn viser, hvornår man kan bruge sporet. Det vil blive i stil med skiltningen på betalingsanlægget på Storebæltsbroen. Her er vejbaner, der ikke er i brug, markeret med et rødt kryds.

Ambulancer og andre udrykningskøretøjer kan altid få førsteprioritet i nødsporet med den nye teknologi. Jeg var med trafikudvalget i Holland, hvor nødsporet blev brugt til at klare spidsbelastningerne. De hollandske erfaringer viser, at det fungerer efter hensigten. Trafikken glider bedre ved hjælp af disse ITS-løsninger.

Koster 2. mia. kr.
Det koster selvfølgelig at indføre ITS-løsninger i Hovedstadsområdet. Eksperter vurderer, at det vil koste ca. 2. mia. kr., men investeringer giver til gengæld en samfundsøkonomisk gevinst på 1,1 mia. kr. årligt, og der er næppe andre løft i infrastrukturen, der giver så hurtig en tilbagebetalingstid som intelligente trafikløsninger.       

ITS skal også bruges til den kollektive trafik. Dynamisk styrede lyssignaler skal hjælpe bybusser hurtigere frem. Udenlandske undersøgelser viser, at smarte lyssignaler kan gøre busrejsen op til 50 pct. hurtigere. Hurtigere busser giver også bedre samfundsøkonomi og flere tilfredse kunder, der ikke skal bruge så meget tid på transport. Tiden skal bruges, ikke spildes i bilkøer.

Derfor går Det Konservative Folkeparti ind for flere intelligente trafikløsninger i de største danske byer, og på de danske motorveje. Ventetid er det modsatte af livskvalitet.

Forrige artikel Mens vi venter på Infrastrukturkommissionen Næste artikel GPS-systemer lider af sygdomme