3F Transport: Kilometerbaserede afgifter skal også gælde personbiler

Kilometerbaserede vejafgifter for lastbiler er sund fornuft, men de skal udbredes til hele vejtransporten, så den, der forurener, betaler, skriver Jan Villadsen, gruppeformand i 3F Transport.

Vi har en ambitiøs grøn regering, hvis mål er at nedbringe CO2 og øvrige drivhusgasser med 70 procent inden 2030. Sammen med SF, Enhedslisten og Radikale Venstre har regeringen landet en aftale om at indføre kilometerbaserede vejafgifter for lastbiler.

Det er sund fornuft. Men vi skal ikke nøjes med vejafgifter for lastbiler. Vi skal udbrede det til hele vejtransporten. I 3F Transport kalder vi den model for intelligente kilometerafgifter.

Alene vejtransporten udleder knap 30 procent af den samlede CO2-udledning, og vi mener, at den, der slider på vejene, og den, der forurener, skal betale.

Skatteyderne betaler for slitagen

I dag betales der ikke registreringsafgifter og grønne ejerafgifter af køretøjer til erhvervstransport. Allerede i 2012 bad vi Cowi om at lave en analyse af CO2-udslip fra lastbiler og fly. Den viste, at lastbiler ikke betaler for 40 procent af de udgifter, de påfører samfundet. Det er altså udelukkende skatteyderne, der betaler for slitage og forurening på de danske veje. Selvfølgelig skal lastbilerne bidrage fremadrettet, men vi skal gå skridtet videre.

Vejtransport er årsag til problemer med trængsel og udledning af CO2. Trængsel koster årligt 12 milliarder kroner, og de næste 10-15 år forventes trafikken at stige med cirka 1,3 procent årligt. Stigende trafik medfører mere trængsel, flere CO2-udledninger, støj og luftforurening.

Ved at indføre intelligente kilometerafgifter for person-, vare- og lastbiler kommer man til at betale afgifter, når man kører, og ikke fordi man har købt en bil eller lastbil og betalt afgifterne på én gang.

Vi foreslår, at det skal være et landsdækkende system med afgifter på kørsel per kørt kilometer i personbil, varebil og lastbil. Dels med en grundtakst, der betales på alle veje og alle tidspunkter. Dels med en takst, der stiger trinvist i takt med, at man kører i områder med mere trængsel.

Når vi foreslår, at man skal betale afgift for at køre på steder uden trængsel, skyldes det rimeligheden i, at man betaler en afgift for det slid, der er på vejen, og den forurening, det skaber at køre.

Kørselsfradraget kan omlægges, så fradraget fremadrettet beregnes ud fra den kilometerafgift, der skal betales, snarere end ud fra antallet af kilometer, der skal køres. Og så anbefaler vi, at provenuet går tilbage krone for krone til den grønne omstilling af vejtransportsektoren og til infrastrukturforbedringer i Danmark.

Registrér al kørsel

Vi opfordrer politikerne til at kalibrere systemet sådan, at der ikke er tale om en skattestigning, men blot en omlægning. Biler, varebiler og lastbiler skal have installeret en boks med GPS, radiosender og software, der hele tiden sender informationer om køretøjets position til en myndighed, der beregner, hvor langt bilen har kørt på forskellige steder og tidspunkter.

Jeg bliver ofte mødt med argumentet om, at teknologien slet ikke er klar til intelligente kilometerafgifter. Men systemerne er her, teknologien findes allerede. Vi kender det fra GPS’en i bilen, der til enhver tid kan angive helt nøjagtigt, hvor vi befinder os, og i dag kan det slet ikke lade sig gøre at drive vognmandsvirksomhed uden at vide, hvor dine chauffører præcist kører.

Vi foreslår at investere i en gennemtænkt og lang indfasningsplan. En lang indfasning gør risikoen minimal, fordi indfasningen gennemføres i en række faser, hvor man kan samle erfaringer.

Som regeringen og støttepartierne allerede har besluttet, mener vi også, at vejafgifterne skal indføres for lastbilerne som de første. Det giver god mening, da de langt hen ad vejen allerede har installeret lovpligtig teknologi, der gør det muligt at indføre intelligente kilometerafgifter.

Når vejafgifterne er indfaset for lastbilerne, skal vi fortsætte med henholdsvis varebilerne og personbilerne. På den måde undgår vi også en forkert incitamentsstruktur med overflytning af varer fra lastbiler til mindre effektive varebiler.

Danskerne er miljøbevidste som aldrig før. Det er nu, vi skal turde. Udfordringerne trænger sig på for hver måned, der går. Det samme gør virkeligheden.

Forrige artikel Tidligere direktør for Dansk Luftfart: Krigen i Ukraine er en alvorlig udfordring for luftfarten Tidligere direktør for Dansk Luftfart: Krigen i Ukraine er en alvorlig udfordring for luftfarten Næste artikel Frie Grønne: Den tredje Limfjordsforbindelse kan føre asbest ind i Aalborg centrum Frie Grønne: Den tredje Limfjordsforbindelse kan føre asbest ind i Aalborg centrum