Sygeplejerskernes lederforening: Vi er for dårlige til at tale om døden - også i sundhedssystemet

Af Irene Hesselberg
Formand for Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd

2021 bliver året, hvor vi får ret til at sige nej tak til at blive genoplivet, når vores hjerte holder op med at slå. Ikke nødvendigvis fordi, at vi er dødeligt syge eller i store smerter. Men fordi vi selv har ret at beslutte, at livet slutter på en naturlig måde.

Et samlet Folketing lægger op til ændringen, og det er godt. Det er godt, fordi det skaber ro. Men også fordi, vi måske får plads og mulighed for at pege på nogle af de steder i vores indsats, som politikerne bør styrke.

Der vil sikkert blive peget på en hel del i den anledning: Hvilke etiske og moralske aspekter skal politikerne huske på i forhandlingerne? Skal beslutningen kræve en samtale med en læge? Og bør retten udvides til patienter med andre livstruende sygdomme?

Den gode samtale
Men lad os ikke overse det måske vigtigste. Lad os starte med at konstatere, at vi som samfund er utrolig dårlige til overhovedet at turde tale helt naturligt om døden. Denne ulyst til at tale om afslutningen på livet forplanter sig desværre alt for let til vores måde at tackle døden på. Også i vores sundhedssystem. Dét kunne jeg godt tænke mig, at vi bliver bedre til.

I virkeligheden starter det lidt ærgerlige dilemma jo tidligt i livet. Hvornår har du for eksempel selv snakket om døden med dine børn? Eller med dine forældre? Kan du med hånden på hjertet sige, at du ved, hvordan dine forældre tænker om livet og døden?

Skal vi mindske berøringsangsten, må vi alle medvirke til at italesætte det tydeligere. Det handler om at skabe den naturlige samtale – og også at skabe den gode samtale, når det indvirker på prioriteringer og behandlingen i vores sundhedssystemet.

Hvis vi skal sikre, at den personlige beslutning rent faktisk bliver en personlig beslutning, må der derfor afsættes ressourcer og prioriteres, at dialogen bliver en helt naturlig del af plejen og behandlingen, inden man pludselig står overfor de svære valg.

Skal håndteres på tværs af faggrupper og sektorer
Der skal være tid og lyst til at snakke om døden med både det konkrete menneske – men også med de pårørende til borgeren. Og de ønsker og tanker som fremkommer i sådan en snak skal deles, så vi også reelt husker, hvem og hvad det handler om, når vi pludselig står i situationen.

Vi må ikke på nogen måde komme i tvivl om, hvorvidt der er nogen, der har spurgt plejehjemsbeboeren. Eller om vi har sikret, at plejepersonalet, der skal overholde aftalerne, kan finde frem til borgerens egne ønsker.

Det er med andre ord ikke en enkel proces. Vi skal skabe et system, der prioriterer samtalen, og som samtidig er nemt for personalet efterfølgende at håndtere på tværs af faggrupper og sektorer.

Alle og enhver kan naturligvis ikke have adgang til disse personlige oplysninger. Omvendt skal vi sikre, at systemet bliver brugbart. At vores ældrepleje rummer flere og flere demente borgere, gør i øvrigt ikke denne pointe mindre vigtig, måske endda tværtimod.

Svært for de pårørende 
I de nuværende retningslinjer fra Styrelsen for Patientsikkerhed står der, hvad lederen har ansvaret for. Det er vigtigt, at vi opretholder denne tydelige tilgang. Både læge og den sygeplejefaglige leder har med andre ord også en nøglerolle, som ikke må udviskes, når vi nu skal sikre den personlige ret.

Det gode er, at en øget dialog vil give både læger, omsorgs- og sygeplejepersonalet og de pårørende endnu bedre mulighed for at pleje, behandle og drage omsorg i samme retning.

Fælles retning vil betyde, at der truffet en beslutning om, hvad der skal ske, hvis og når borgerens hjerte i sidste ende vælger at stoppe.

Det er ikke sjældent, at for eksempel det faglige personale oplever, at mennesket i centrum egentlig er afklaret i sine ønsker – men at det er svært at få de pårørende til at acceptere denne beslutning. Jeg bebrejder ikke, at vi som pårørende kan have svært ved at skulle acceptere, at et nært menneskes liv er på vej til at slutte.

Men det er da ærgerligt, hvis muligheden for en fredfyldt afslutning i stedet risikerer at ende i uenighed og måske endda diskussioner.

En naturlig måde
Jeg vil rose den politiske beslutning, der sikrer, at livet kan slutte på en naturlig måde. Lad os nu derfor skabe systemet, der kan sikre den vigtige dialog, inden det for alvor bliver svært at tale om døden.

Først da kan livet slutte på en naturlig måde.

debat@altinget.dk