Sygeplejersker vil overtage tre-års-børneundersøgelse

UDSPIL: I Dansk Sygeplejeråds nye sundhedsspil foreslås det, at de kommunale sundhedsplejersker skal overtage børnenes tre-års-undersøgelse fra de praktiserende læger. Lægeforeningen er skeptisk over for denne del af forslaget.

Kampen mod social ulighed og overvægt skal sætte ind langt tidligere. Og sygeplejerskerne er klar til at kaste sig ind i kampen. Det er en af pointerne fra Dansk Sygeplejeråds indspark til regeringens sundhedspolitik.

Et konkret forslag i Dansk Sygeplejeråds udspil er, at de kommunale sundhedsplejersker overtager tre-års-undersøgelsen af børn fra de praktiserende læger.

Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, peger på, at en del børn ikke kommer til tre-års-undersøgelsen, fordi der ikke er en vaccination ved denne undersøgelse.

"Fordelen er blandt andet, at sundhedsplejersken kommer hjem til familien. Og netop når det gælder overvægt, er det vigtigt, at der bliver sat ind tidligt. Sundhedsplejersken kender familien. Det gør det lettere at tale om kost og livsstilsomlægningerne. Ved netop at tage hjem til børnene kan sundhedsplejersken også bedre få en fornemmelse af, om der er andre problemer, der spiller ind," siger Grete Christensen, der ikke mener, at de praktiserende læger generelt har samme forhold til familierne, som sundhedsplejerskerne ifølge hende har.

Hun peger samtidig på, at Danmark tilbyder syv børneundersøgelser, hvor Norge og Sverige tilbyder henholdsvis fem og fire undersøgelser. Den daværende Forebyggelseskommission foreslog blandt andet på den baggrund, at sundhedsplejerskerne overtog en af undersøgelserne.

Grete Christensen understreger dog, at Dansk Sygeplejeråd ikke opfordrer regeringen til at spare penge på forebyggelse. Rådet mener derimod, at området skal opprioriteres med en stribe tiltag. Rådet foreslår blandt andet, at der skal sættes yderligere skub i arbejdet med at sikre dokumentation for hvilke forebyggende tiltag, der virker.

DSR: Lyt til OECD
I forhold til at sikre bedre sammenhæng i behandlingen af de stadig flere kronikere melder Dansk Sygeplejeråd også sine medlemmer klar til at tage imod nye opgaver. Derfor kommer sygeplejerådet igen med deres forslag om kliniske ekspertsygeplejersker. Grete Christensen peger på, at OECD netop har udgivet en rapport om det danske sundhedsvæsen, der primært kritiserede de praktiserende læger.

I rapporten peger OECD på, at andre lande har gode erfaringer med at specialuddannede sygeplejersker i almen praksis overtager en del af arbejdet med patienter med eksempelvis KOL, diabetes og andre kroniske lidelser eller mindre alvorlige sygdomme.

"Vi er naturligvis glade for, at OECD peger på, at man i andre lande har gode erfaringer med denne type sygeplejersker. Når OECD samtidig er så kritisk overfor almen praksis, så mener vi, tiden er kommet til få gang i brugen af de kliniske ekspertsygeplejersker," siger Grete Christensen om udpillet, der også foreslår, at plejecentrene får tilknyttet sygeplejersker.

Lægeforening: For meget fokus på sygeplejersker
Hos Lægeforeningen er man enig i Dansk Sygeplejeråds analyse af, hvad der er de store sundhedspolitiske udfordringer. Men formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, synes, at udspillet har for stor fokus på at sprede sygeplejerskerne ud på nye områder.

"Lægeforeningen er meget enig i, at der er behov for at mindske ulighed i sundhed, skabe større sammenhæng i sundhedsvæsenet og ensartet høj kvalitet. Men sagt i al venskabelighed er det også iøjnefaldende i udspillet i hvor høj grad, sygeplejersker er svaret på problemerne", siger Mads Koch Hansen, der roser udspillets fokus på forebyggelse.

Blandt forslagene, han helt afviser, er at flytte tre-års-undersøgelsen.

"Det er negativt, at de vil flytte børneundersøgelser fra almen praksis. Når læger kender børnene fra børneundersøgelserne, er det nemmere at vurdere børnene og rådgive familien, når børnene senere kommer og er syge," siger Mads Koch Hansen. Han afviser også sygeplejerådets forslag om brug af kliniske ekspertsygeplejersker, som han betegner for "meget vidtgående".

Forrige artikel PLO: OECD-kritik er ensidig PLO: OECD-kritik er ensidig Næste artikel Se regeringens sundhedsudspil her