Studerende: Flere sygeplejersker kræver stop for besparelser på uddannelsen

DEBAT: Regeringen vil med sundhedsreformen uddanne flere sygeplejersker. Men det hænger ikke sammen at øge dimensioneringen, hvis regeringen samtidig fortsætter de årlige besparelser på to procent, skriver de sygeplejestuderendes formand, Kamilla Futtrup.

Af Kamilla Futtrup
Formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning

Ifølge regeringen vil vi sygeplejestuderende i fremtiden få flere medstuderende, hvis altså udspillet om en ny sundhedsreform bliver en realitet.

Dimensioneringen på sygeplejerskeuddannelsen skal løbende øges med 150, så der i 2022 er 600 flere uddannelsespladser, end der er i dag. Og der er bestemt brug for flere sygeplejersker, men hvor godt vil de mange nye sygeplejersker være klædt på i sidste ende?

Nedskæringerne fortsætter
For regeringen har i mange år skåret på uddannelsen, og det vil fortsætte flere år frem. Når vi når 2021, vil der været sparet 93 mio. kroner blot på sygeplejerskeuddannelsen siden 2016.

Så der skal altså også spares en del netop i de år, hvor dimensioneringen øges. Uden den fornødne mængde undervisning og gode læringsforløb bliver det svært at varetage de mange komplicerede opgaver, som venter i fremtidens sundhedsvæsen.

Besparelser betyder risiko for frafald
Der mangler nærhed og sammenhæng, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin fremlæggelse af udspillet, men hvor er sammenhængen mellem et ønske om flere dygtige sygeplejersker, samtidig med at man fortsætter nedskæringerne på sygeplejerskeuddannelsen?

Vi oplever allerede nu alvorlige konsekvenser af toprocentsbesparelserne, med langt mindre tid til feedback og flere studerende pr. underviser, og det ser kun ud til at blive værre. Vilkårene der, hvor vi studerende er i praktik, er ligeledes pressede af et presset sundhedsvæsen.

Vilkår skal forbedres
Vi må konstatere, at vi har svært ved at se, hvordan vi får flere sygeplejersker, hvis vilkår på skolerne og i praktikken på sygehuse og i kommuner er skåret så meget ind til benet, at flere og flere vil falde fra på uddannelsen undervejs.

Så det er rigtigt set af Løkke og co., at flere sygeplejersker i fremtiden er nøglen til fremtidens sundhedsvæsen. Men det er vigtigt, at der både investeres i sygeplejerskeuddannelsen og sundhedsvæsenet, hvis det skal lykkes.  

Forrige artikel Forsker: Regeringen vil fylde 30.000 hospitalssenge med raske mennesker Forsker: Regeringen vil fylde 30.000 hospitalssenge med raske mennesker Næste artikel Læger om K-udspil: Hvor er pengene? Læger om K-udspil: Hvor er pengene?
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.