Debat: Drop den skarpe skelnen mellem nært og fjernt sundhedsvæsen

Af Allan Flyvbjerg
Direktør og klinisk professor, Steno Diabetes Center Copenhagen, Region Hovedstaden

Siden udspillet til sundhedsreformen blev lanceret, har debatten svirret med begreber som nært, fjernt, svært og let, når reformens visioner skal forklares.

Ikke mindst statsminister Lars Løkke Rasmussens udtalelse i nytårstalen om, at "dét, der ikke er svært, skal være nært", har udløst læserbreve og kommentarer, blandt andet fra de praktiserende læger.

Der er ingen tvivl om, at de tre sektorer, kommuner, praksissektoren og hospitalerne, kan blive bedre til at arbejde sammen, og det er heller ikke uden grund, at dette samarbejde benævnes sundhedsvæsenets Bermudatrekant: Borgeren tabes let mellem de tre sektorer.

Patienter skal ikke være kastebold
Jeg kan derfor kun være enig i sundhedsreformens ønske om at holde fokus på den enkelte borger og skabe så enkle sygdomsforløb som overhovedet muligt. Men er det skarpe fokus på nært, fjernt, let og svært den rette løsning?

Jeg vil påstå, at hvor enkelt det end lyder, så er det ikke sådan, virkeligheden ser ud. Virkeligheden findes mellem de to yderpunkter, især for borgere med en kronisk sygdom som diabetes.

Deres sygdom er livslang, og det er oftere reglen end undtagelsen, at de har flere end én sygdom.

Multisygdom er en kompleks og dynamisk tilstand, hvor de forskellige sygdomme på skift kan være i ro, i bedring eller forværring, og den nødvendige behandling på et givent tidspunkt kan komme fra både praksislægen, det kommunale sundhedstilbud eller specialisten på hospitalet – eller alle tre på én gang. Det kræver koordinering, videndeling og ekspertise.

Alt er til stede, men alligevel fungerer det ikke optimalt i dag, til trods for at jeg aldrig er stødt på hverken praksislæger, kommunalt sundhedsansatte eller hospitalsansatte, der synes, det er en god ide at gøre borgeren til kastebold mellem de tre sektorer.

Tværtimod er jeg stødt på fagligt kompetente sundhedsprofessionelle, der med stort engagement ønsker at gøre det bedste for den enkelte borger.

Nye løsninger afprøves på Bornholm
Det fælles engagement er et godt udgangspunkt. Mine mangeårige erfaringer som læge og leder i sundhedsvæsenet siger mig nemlig, at det i den grad styrker arbejdsglæden hos de sundhedsprofessionelle at bidrage konkret og positivt til at skabe værdi for borgerne.

Det er den arbejdsglæde og de relationer, der skal til for at opløse Bermudatrekanten. På Steno Diabetes Center Copenhagen er vi gået i gang med skabe tættere samarbejde og mere overskuelige forløb.

Vi har for eksempel indledt et projekt på Bornholm, hvor der er én regionskommune, ét hospital og 25 praktiserende læger samlet på ét geografisk afgrænset område.

Her afprøver vi nye forløb for borgere med multisygdom, der er i kontakt med to eller tre sektorer.

I projektet sætter praksispersonalet, hospitalspersonalet, de ansatte i kommunen og borgerne sig ved samme bord og taler hverdag, praktik og muligheder: Hvad er et godt forløb set fra din stol? Hvad skal der til for at skabe et godt forløb?

Skab det relationelle sundhedsvæsen
Tilsvarende har foreløbige resultater fra TværSam-projektet, som er et tværsektorielt samarbejde på diabetesområdet mellem Københavns Kommune, Bispebjerg-Frederiksberg Hospital og de praktiserende læger i optagerområdet, vist, at antallet af henvisninger til hospitalet er halveret, når eksperterne mødes om de gode forløb.   

Når rammerne giver de sundhedsprofessionelle muligheder for at mødes, danne gode relationer og få indsigt i hinandens faglige styrker og begrænsninger, bliver nærheden konkret og arbejdet meningsfuldt.

Lad os derfor gå væk fra det store fokus på, om sundhedsvæsenet er nært eller fjernt og forløbene lette eller svære.

Lad os i stedet tale om det relationelle sundhedsvæsen, hvor vi skaber rammerne for, at de sundhedsprofessionelle helt tæt på borgeren kan mødes, dele viden og bidrage med ekspertise.

Det er i det samarbejde, at de gode forløb bliver skabt.

debat@altinget.dk