Professor: Politikerne må på banen for at ændre den sociale ulighed i sundhed

Af Signild Vallgårda
Professor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Social ulighed i sundhed bruges om i hvert fald tre forhold: social ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet, social ulighed i den behandling, man får, og social ulighed i en befolknings sundhedstilstand.

Her skal det handle om det sidste og i mine øjne vigtigste.

De to første ulighedsfænomener er udtryk for uretfærdigheder, men har ikke den helt store betydning for uligheden i sundhedstilstanden. De væsentligste årsager til social ulighed i sundhed kan sundhedsvæsenet ikke gøre meget ved.

Forskel i adfærd og levekår
Når man undersøger social ulighed i sundhedstilstanden, kan man eksempelvis sammenligne tilstanden mellem forskellige indkomstgrupper eller mellem uddannelsesgrupper.

Ulempen ved at bruge indkomst som inddelingskriterium er, at sygdom kan være årsag til lav indkomst. Derfor kan man ikke vide, om man er syg, fordi man er fattig, eller fattig, fordi man er syg.

Forskellen i levetid mellem den højest- og lavestlønnede tiendedel af befolkningen er ti år.

Sammenligner man uddannelsesgrupper, er risikoen for omvendt årsagsforhold mindre, fordi det kun er sygdom tidligt i livet, som kan påvirke uddannelsesniveauet.

Forskellen i levetid mellem en 40-årig højtuddannet mand og en 40-årig kortuddannet mand er fem år. Stadig en betragtelig forskel, og forskellen i gode leveår er endda endnu større.

Forskellene i sundhed mellem forskellige grupper skyldes dels forskelle i adfærd og dels forskelle i levekår.

Oplysning er ikke nok
Der er meget tydelige sociale mønstre i den adfærd, der påvirker sundheden. Det tyder på, at folk ikke vælger deres adfærd helt så frit, som liberalt tænkende forestiller sig. De fleste opfører sig som andre i deres sociale gruppe.

For eksempel er det sådan, at kortuddannede ryger mere, og ældre højtuddannede drikker mere end andre grupper. Hvis man skal disse sociale mønstre til livs, må der en politisk indsats til, og oplysning er ikke nok – det er der rigelig dokumentation for.

Der er desuden andre årsager til ulighed i sundhed end menneskers adfærd.

Uønsket ensomhed, svage sociale netværk, sundhedsskadeligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø er forhold, der er socialt skævt fordelt, og som den enkelte vanskeligt kan gøre noget ved.

Andre trusler mod sundheden, eksempelvis partikelforurening og støj, er sandsynligvis også skævt fordelt, noget som ville være værd at undersøge, hvis det ikke allerede er sket. Alle disse forhold kræver det en politisk indsats at ændre på.

Politikerne må på banen
Hvad vil politikerne gøre? De fleste mennesker, herunder politikere, opfatter social ulighed i sundhed som uretfærdig, og heller ingen partier går ind for at fastholde uligheden.

Men ingen partier i blå blok og heller ikke Alternativet nævner uligheden som et problem i deres sundhedsprogrammer. Socialdemokraternes bud på en løsning består i målrettede sundhedstjek. Det er en indsats, hvis effekt ikke er dokumenteret.

SF foreslå en uspecificeret sundheds- og forebyggelsesindsats over for kortuddannede. De Radikale vil reducere uligheden, blandt andet ved at hjælpe børn til sunde valg, uanset hvor de vokser op.

Enhedslisten foreslår, at man skal gøre noget ved usikker økonomi, en stresset hverdag, manglende indflydelse på tilværelsen og dårligt arbejdsmiljø.

Så længe den politiske interesse for at gøre noget ved uligheden i sundhedstilstanden er begrænset, sker der næppe noget.

Politikere fra alle partier må på banen, og de må tænke i tiltag, der er bredere end oplysning om sundere kost, mindre rygning og alkohol og mere motion!

debat@altinget.dk