Paks: Frit valg sikrer høreomsorg i verdensklasse

DEBAT: Lad lægen informere borgeren om ”det frie valg”, men fratag ham eller hende mulighed for at henvise til sin egen høreapparatbutik. Det skriver Paks’ bestyrelse i et indlæg.

Af Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutnings (PAKS) bestyrelse

Ved sammenligning med andre lande kan man konstatere, at Danmark har verdens bedste høreforsorg.

53 procent af alle, der lider af et høretab, får hjælp. I Norge er tallet til sammenligning 42 procent. Hos Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning (PAKS) er vi ikke i tvivl om, hvorfor vi i Danmark ligger godt til i statistikken.

En høresektor, hvor borgeren har frit valg mellem offentlig eller privat behandling og frit valg til at vælge det høreapparat, der passer den enkelte bedst, er med til at hjælpe flest muligt til en bedre hørelse. Der er naturligvis fordele og ulemper ved både den private og den offentlige sektor.

Det afgørende er, at pengene – det vil sige dine og mine skattekroner – følger den enkelte borger og anvendes på den måde, der passer den enkelte bedst.

For borgere med mildt til moderat høretab er tilfredsheden med deres høreapparatløsning 82 procent, hvis de er behandlet i den private sektor. For dem, der modtager hjælp i den offentlige sektor, er tallet 76 procent.

Det er et godt resultat, men tilfredsheden er højere i for eksempel Schweiz og Frankrig.

Informer om det frie valg
Derfor er det naturligvis også værd at beskæftige sig med, hvordan danske høreapparatbrugere bliver endnu mere tilfredse, og hvordan flere får hjælp. 47 procent af dem, der har en hørenedsættelse, får fortsat ikke hjælp.

Hos PAKS er vi af den opfattelse, at især justeringer på ét område vil øge kvaliteten af høreomsorgen: en forbedret arbejdsdeling mellem områdets forskellige aktører.

I dag håndterer det offentlige godt halvdelen af de hørehæmmede, mens den private sektor klarer den resterende del. Som lidt af en hybrid optræder de praktiserende øre-, næse- og halslæger (ØNH-læger).

De ejer ofte deres egen høreapparatbutik, hvorfra de sælger høreapparater. Samtidig udleverer nogle ØNH-læger også høreapparater på vegne af Regionerne, altså som det offentlige sygehusvæsens forlængede arm. En mere logisk arbejdsdeling mellem aktørerne vil efter PAKS’ opfattelse sikre en mere optimal udnyttelse af ressourcerne.

Lad ØNH-lægerne foretage en faglig udredning af de hørehæmmede. Lad lægen informere borgeren om ”det frie valg”, men fratag ham eller hende mulighed for at henvise til sin egen høreapparatbutik.

Det er uetisk og strider imod Lægeforeningens egne habilitetskrav. Lad det offentlige håndtere de komplicerede høretab samt børn med høreproblemer. Og lad den private sektor skabe øget konkurrence om brugernes gunst baseret på pris, kvalitet og service.

Det vil mindske ventetiderne i det offentlige og sikre brugerne maksimal gennemsigtighed og kvalitet, når de vælger høreapparat.

Forrige artikel Dansk Høreinstitution: Høreapparater løser ikke alt Dansk Høreinstitution: Høreapparater løser ikke alt Næste artikel Foreningen af Speciallæger: Der er mulighed for at forkorte ventelisterne Foreningen af Speciallæger: Der er mulighed for at forkorte ventelisterne
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.