Medico-direktør til Løkke: Centralt indkøb af medicinsk udstyr virker ikke

Af Peter Huntley
Direktør i Medicoindustrien

Den nye sundhedsreform lanceres efter alt at dømme inden længe. Mange venter formentlig i spænding på reformens konkrete indhold. Og medicobranchen er ingen undtagelse.

En af vores store bekymringer er, at man fejlagtigt tror, at centralisering af indkøb af medicinsk udstyr kan gavne sundhedsvæsenet.

Efter Folketingets åbning i oktober kom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med det overordnede budskab, at en øget centralisering af indkøb kan være med til at imødegå sundhedsvæsenets samlede økonomiske udfordringer.

Men da små fem procent af det samlede driftsbudget til sundhed går til indkøb af medicinsk udstyr, kan besparelserne her næppe ændre på sundhedsvæsenets samlede økonomiske udfordring. Tværtimod.

Indkøb af det rette medicinske udstyr kan derimod skabe bedre behandling, øget kvalitet, bedre ressourceudnyttelse og effektiviseringer, som vedrører langt større udgiftsposter i sundhedsvæsenet.

Glem ikke klinikernes rolle
Centralisering af indkøb betyder også, at man overser klinikernes vigtige rolle, når der indkøbes medicinsk udstyr.

Patientbehandlingen og patientsikkerheden afhænger af, at det korrekte udstyr i den korrekte kvalitet indkøbes og ikke mindst anvendes korrekt ude i sundhedsvæsenet.

Leverandørerne af medicinsk udstyr er pligtige til at give klinikerne den nødvendige instruktion i brugen af udstyret. Nogle gange deltager leverandøren endda under diagnosen eller operationen for at støtte klinikerne. Leverandørerne giver også anvisninger til, hvordan udstyret skal anvendes, opbevares og serviceres for at sikre optimal driftsfunktion.

Denne tætte relation mellem leverandøren, indkøberen, klinikeren og de medicotekniske afdelinger i sundhedsvæsenet gør, at indkøb af medicinsk udstyr bliver til en kompleks størrelse. Derfor er det problematisk at anskue indkøbet isoleret. Indkøbet skal i stedet kobles til driften af sundhedsvæsenet.

Det er leverandørens ansvar, at produktet lever op til godkendelsen, og at instruktionen er fyldestgørende. Det er indkøbernes og klinikernes ansvar at indkøbe de rette produkter i rette kvalitet. Derudover er det klinikernes ansvar at sikre sig tilstrækkelig oplæring i udstyrets anvendelse.

Vælger man at centralisere, frygter vi, at disse omstændigheder ikke tænkes ind, når der indkøbes medicinsk udstyr.

Indkøb og anvendelse hænger sammen
Indkøb og anvendelse af medicinsk udstyr er således en sammenhængende proces.

Overser man dette i en ny sundhedsreform, vil der være to overhængende risici: At totalomkostningen i hele processen ikke kan minimeres, og at patientsikkerheden forringes.

En god forudsætning for et succesfuldt indkøb af medicinsk udstyr er derfor, at indkøbet dækker en veldefineret skare af klinikere, som har bidraget til kravspecifikationen, og som deltager i en eventuel efterfølgende oplæring.

Erfaringerne taler
Medicobranchens klare erfaring er, at indkøb på kommunalt plan er problematiske, fordi kommunerne har store udfordringer med at opbygge tilstrækkelig professionalisme vedrørende indkøb af medicinsk udstyr.

Det rammer i sidste ende borgerne. Medicobranchens lige så klare erfaring er, at nationale indkøb gennem SKI lider under en afkobling fra de kliniske miljøer samt de medicotekniske ekspertiser. Det forringer driftssituationen og går ud over patientsikkerheden.

Det regionale indkøb repræsenterer efter medicobranchens erfaring en fornuftig afbalancering mellem de mange omstændigheder, der skal håndteres for at opnå et optimalt indkøb.

Vi kan derfor kraftigt anbefale, at indkøb af medicinsk udstyr gennemføres, så de ovennævnte omstændigheder respekteres.

Indkøbsvolumen skal være stor nok til at opnå en økonomisk skalaeffekt. Men der må samtidig forventes professionalisme i udbud og indkøb, samt at klinikerne og de medicotekniske afdelinger bliver involveret direkte i de produkter, som de senere har ansvaret for.

debat@altinget.dk