Det frie valg går for langsomt

LEDERKONCENTRAT: Koncentrat af lederen ” Regeringens frie valg er en lappeløsning” i Børsen. Regeringen har lovet et frit valg på bl.a. sundheds-, hjemmehjælps-, og børnepasningsområdet. Desværre går udviklingen ikke hurtigt nok. Regeringen har kun leveret lappeløsninger på et skrantende offentligt system.

Danskerne har fået frit valg på børnepasning, skole, sygehus eller hjemmehjælp, lyder det falske budskab i en selvrosende publikation fra Finansministeriet.

For der er ingen grund til at feste. (…) Realiteten er, at det på ingen måde er gennemført i praksis. Langt størstedelen af befolkningen betaler fortsat deres skatter og håber på det bedste, når de modtager serviceydelser fra den offentlige sektor.

Problemet er, at regeringens ambitionsniveau har været alt for lavt. VK-regeringen har villet undgå uro blandt de 840.000 offentligt ansatte, som udgør en magtfuld vælgergruppe. Derfor er det fortsat den offentlige sektor, der sidder på sygehuse, hjemmepleje, skoler og børnepasning efter fire års borgerligt styre. Der har altid eksisteret små private eller selvejende lommer, som regeringens politik har hjulpet. Men der er tale om en så langsom omstilling, at udviklingen af reelle markeder vil tage resten af dette århundrede.

(…)

Forældrene har principielt den mulighed at vælge en anden skole. Men i praksis er det vanskeligt, fordi friheden til at vælge en anden folkeskole i en anden kommune kun gælder, hvis der er plads på skolen - hvilket der sjældent er på de bedste skoler. Alternativet er privat- eller friskoler, men den tradition kan Fogh-regeringen ikke prale med at have opfundet.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) burde derfor have været langt mere dristige omkring frit valg i deres anden regeringsperiode. Det burde ikke være tænketanken Cepos, der offentliggjorde folkeskolernes karakterer, men regeringen, der på den måde gav forældrene nogle styringsredskaber til at vælge skole.

På samme måde skulle regeringen i forbindelse med strukturreformen have gennemført en reel reform af sundhedssektoren. I stedet for et frit valg efter en måneds ventetid, som er regeringens løfte i 2007, burde staten være blevet indkøber af sundhedsydelser til borgerne. Så kunne offentlige, private og selvejende sygehuse og klinikker have konkurreret om opgaverne.

(…)

Regeringen har kun leveret lappeløsninger på et skrantende offentligt system. Som tingene tegner nu, har skatteyderne ikke et reelt frit valg - og regeringen har ingen plan om at indføre det.

Forrige artikel Stille liberal revolution Næste artikel Skævvridning i brugerbetaling bør stoppes