Ventilen: Afsæt ressourcer til relationer i det sociale arbejde

DEBAT: Socialt udsatte skal have både tid og råd til relationer. Hvis de er ensomme uden et netværk, er vejen ud af udsathed alt for lang, skriver Ventilens sekretariatsleder og formand. 

Af Rillo Snerup Rud og Michala Nielsen
Sekretariatsleder og formand, Ventilen 

Nære og gode relationer er et menneskeligt behov på linje med søvn, vand og mad. Man kan ikke fokusere på at blive jobparat, få en uddannelse eller flytte i egen bolig, hvis man føler sig alvorligt ensom.

Derfor bør samfundet, ligesom det sikrer en seng eller et måltid, sikre rammerne for, at alle, uanset om de er udsatte eller ej, har mulighed for at vedligeholde og skabe relationer. Sunde relationer øger trivslen og er en trædesten ud af udsatheden.

Ensomhed defineres ved, at behovet for sociale relationer ikke bliver opfyldt. Det er en subjektiv følelse. Og den er altid negativ. Man kan derfor være ensom, selv om man er fysisk sammen med andre.

Omvendt kan ens sociale behov blive opfyldt gennem få nære relationer. Ensomhed kan ramme høj som lav, gammel og ung og både dem, vi traditionelt betragter som udsatte, og dem, der ellers ikke er i fare for at falde uden for det normale samfund.

Relationer holder hånden under dig
Ensomheden, den alvorlige og langvarige, er i vækst blandt mange samfundsgrupper, særligt hos de unge, der allerede er den mest ensomme generation i Danmark.

Uanset om man er udsat eller ej, kan alvorlig ensomhed gøre, at man mister troen på, at andre vil en det godt – og mister, eller aldrig lærer, de sociale færdigheder, der er nødvendige for at skabe og vedligeholde nære relationer.

Vi ved, at gode relationer holder hånden under én. Det er typisk dit netværk, du kan bruge, hvis du mangler et sted at sove, et job eller en praktikplads. Det er din nærmeste ven, du betror dig til, når bægeret flyder over.

For alle med et almindeligt liv er det vores relationer, der sørger for, at vi ikke kommer helt ud over kanten. Og for dem, der allerede er udsatte, er det relationerne, der gør, at de ikke ender helt i grøften, eller at de løftes op igen.

Nære relationer bør sidestilles med basale behov
Det er de selvvalgte relationer, der virkelig rykker. Men relationerne til professionelle ansatte og frivillige, man møder i sit liv, har også betydning. De skal bygge på tillid og respekt for at sikre, at den hjælp, der tilbydes, vil have en effekt og virke.

Alle, der arbejder med mennesker, bør have viden om vigtigheden af sociale relationer. De skal forstå, at jo længere man har stået uden for fællesskabet, jo sværere bliver det at blive en del af et nyt.

Og de skal forstå, at følelsen af at høre til og have nære relationer skal sidestilles med andre basale behov. Det er en del af grundlaget for at arbejde sig ud af udsathed. Derfor bør vedligeholdelse og opdyrkelse af sociale relationer prioriteres højt, også i arbejdet med udsatte borgere.

Uanset ens livssituation skal der være penge i budgettet til, at man indimellem kan deltage i en fest, melde sig til fodbold, besøge familien i den anden ende af landet eller drikke en kop kaffe på en café – for det er i disse rum, at fællesskaberne opstår og plejes.

Der skal både være økonomi til og forståelse for, at relationerne i mange tilfælde er første skridt, så det ikke ender med at være ensomheden, der fastholder personer i udsathed.

Forrige artikel Brugernes Akademi: Stop tvungent fremmøde for stofbrugere under coronaepidemien Brugernes Akademi: Stop tvungent fremmøde for stofbrugere under coronaepidemien Næste artikel Debat: Mennesker med udviklingshandicap skal også være en del af foreningslivet Debat: Mennesker med udviklingshandicap skal også være en del af foreningslivet