Socialordfører ser tilbage: Vi løser ikke strukturelle problemer med individrettede indsatser

Et folketingsvalg nærmer sig, og min periode som social- og psykiatriordfører ender. Det er en god anledning til at reflektere og give stafetten videre.

På trods af, at der er taget vigtige skridt for blandt andre udsatte børn og unge og hjemløshed, står udfordringerne i kø, og det er vanskeligt at prioritere mellem de mange brændende platforme.

Den stigende psykiske mistrivsel, social eksklusion, mistillid og oplevelsen af at få for sen, for lidt og forkert hjælp, når man har brug for den.

Det er åbenlyst, at mennesker med funktionsnedsættelse, socialt udsatte, borgere i beskæftigelsessystemet, anbragte unge, som er på vej videre i voksenlivet og mange flere har brug for mere relevante indsatser. Der er nok at tage fat på i næste valgperiode.

Som socialpolitiker bør man løfte blikket, og stille sig selv spørgsmålet: Hvordan skaber vi systemer, der ikke bare behandler og kompenserer, men giver mulighed for at blive kusk for eget liv, få indflydelse på eget forløb, behandling og eget liv?

Duer ikke at pege fingre ad personalet

Social udsathed og psykisk mistrivsel er, hvad nogen kalder "vilde problemer." Der findes ikke lette løsninger. Problemerne er komplekse, svære at adskille og symptomer på andre udfordringer. Det kan være svært at opstille klare mål, fordi der ikke er en direkte sammenhæng mellem indsats og effekter.

For eksempel har relationen, tilliden og borgerens egen tro på behandlingen stor betydning. Løsninger kræver derfor nysgerrighed, læring og samarbejde; og borgeren er den centrale, hvis der skal skabes ændringer og udvikling. Mennesker trives bedst, når de kan bestemme over eget liv - det kalder på empowerment- og recovery-orienterede tilgange.

Det kræver tillid til, at mennesker har viden og ønsker til eget liv, som er vigtige for at finde ud af, hvad der er det bedste for dem og styrke deres handlemuligheder i de beslutninger, der træffes.

Når det ikke altid sker, duer det ikke at pege på de medarbejdere, som har den direkte kontakt. Hvis man som medarbejder skal kunne skabe tillid og samarbejde hos de mennesker, som har brug for hjælp, fordrer det tid, tillid og fleksibilitet både fra ledelse og det politiske niveau.

Ufleksibelt system

Jeg har tidligere undervist og superviseret faggrupper på det sociale område. De har valgt deres profession med de bedste intentioner om at understøtte menneskers udvikling, trivsel og livskvalitet.

De har fra deres professionsuddannelse en grundtænkning, der blandt andet matcher idealer omkring helhedstænkning, kommunikation, brugerinddragelse og etik.

Desværre oplever mange, at den virkelighed, de møder i praksis fortrænger idealerne, fordi strukturer, kulturer og arbejdsvilkår ikke understøtter det.

De møder et system, hvor kontrol ikke altid giver plads til individuelle hensyn. Hvor silotænkning skaber forhindringer for helhedstænkning. Hvor det bliver vigtigere at gøre systemet tilfreds end brugeren. Hvor ledere bliver målt på parametre, som er barrierer for at lave gode processer med borgeren. Hvor styringen af kommunernes økonomi skaber styring i et excelark og forhindrer en sund økonomi med fokus på sociale investeringer.

De gode historier og positiv udvikling kræver paradoksalt nok en risiko for, at man som borger oplever, at støtte reduceres, og at man som medarbejder erfarer at ressourcer forsvinder.

Der findes eksempler på gode brugerinddragende initiativer, hvor man arbejder helhedsorienteret, og hvor indsatserne er tilpasset den enkeltes ønsker og behov. Eksempelvis Åben Dialog, Borgerstyrede Budgetter, IPS (Individuelt planlagt job eller uddannelse med støtte) og Housing First.

Desværre bærer disse satsninger med gode resultater præg af at være midlertidige og kortvarige. Tidsperspektivet for udvikling bliver for kort, og udbredelsen prioriteres ikke. Socialområdet har brug for at forpligte sig mere på udvikling og forandring.

Giv slip på den individrettede indsats

Beskrivelsen af problemet er samtidig afgørende for forståelsen og handlemulighederne. For eksempel kalder det på forskellige, mere eller mindre individuelle, sociale og strukturelle løsninger - alt efter om vi beskriver problemer som mistrivsel, sårbarhed, belastningsreaktioner, sygdom eller lidelse.

Det er vigtigt at huske, både i det konkrete møde mellem fagprofessionel og borger, i organiseringen af indsatser, samarbejde og i politiske beslutninger, der vedrører menneskers liv, trivsel og adgang til hjælp og støtte.

Vi løser ikke strukturelle og sociale problemer som eksempelvis fattigdom, marginalisering, eksklusion og ulighed med individrettede indsatser.

Derfor ligger der et stort politisk ansvar, som involverer mange ministerier og andre ordførere end socialordførere. Vilde problemer er karakteriseret ved deres kompleksitet og behov for at kunne samarbejde og handle på tværs.

{{toplink}}

debat@altinget.dk