V-ordfører vil ikke drage ”hårdnakkede konklusioner” om kontrol af dyrevelfærd: ”Noget af det kan være i småtingsafdelingen”

Venstres landbrugsordfører insisterer på at gå overtrædelser af dyrevelfærdsreglerne ”mere grundigt og nuanceret” igennem, før han vil konkludere på udviklingen de seneste ti år. Nogle af lovbruddene kan være ”enkelte bagateller,” påpeger V-ordføreren.

Det er for tidligt at komme med klare konklusioner på resultaterne fra kontrollen med dyrevelfærden i landbruget fra de seneste ti år.

Det mener Venstres landbrugs- og dyrevelfærdsordfører, Erling Bonnesen.

Han vil gerne nå til bunds i resultaterne fra den seneste rapport fra Fødevarestyrelsen, der blev sendt ud til Folketinget for lidt over to uger siden, før han vil gøre status, forklarer han.

Der er ingen grund til, at "koge over i voldsomme gloser" eller drage "hårdnakkede konklusioner", før man har set nærmere på, hvad "der ligger bag ved tallene", forklarer Erling Bonnesen (V) til Altinget. 

Styrelsens seneste rapport viser, at cirka hver tredje svinebesætning overtræder reglerne for dyrevelfærd i stikprøvekontrollen.

Det er især mangelfuld pleje og behandling af syge og tilskadekomne dyr samt utilstrækkelig adgang til beskæftigelsesmateriale, der volder problemer.

En gennemgang af styrelsens tidligere rapporter viser derudover, at niveauet af sanktionerede svinebesætninger har været nogenlunde stabilt i de seneste syv år.

Rapporterne har da også fået skiftende ministre fra både Venstre og Socialdemokratiet til at udtrykke bekymring over resultaterne i de seneste ti år.

{{toplink}}

Enkelte bagateller

Erling Bonnesen har siddet med på sidelinjen som Venstres landbrugs- og fødevareordfører i flere af årene, men han insisterer på at vente med at konkludere.

"Nu skal vi lige have tallene gennemgået lidt nøjere," siger han.

Det er tal fra Fødevarestyrelsens årlige kontrolrapporter fra de seneste ti år, som skiftende ministre har reageret på og taget initiativer på baggrund af...

"Ja ja, men vi skal lige have gået det igennem. Man skal passe på med ikke at skære alle over én kam. Der kan jo være noget af det, som er i småtingsafdelingen. Altså små...

Lovovertrædelser?

"Ja... Men vi skal lige have det gået igennem, så vi kan finde ud af, hvordan det fordeler sig, og hvad der er op og ned. Der er jo forskel på, om det er store eller små ting."

Det er rigtigt, at der også kan være administrative overtrædelser, men det er vel trods alt stadig overtrædelser af regler for dyrevelfærd?

"Ja, og det er selvfølgelig klart, at udgangspunktet må være, at tingene skal være i orden. Det ønsker landmændene også, og det er der ikke nogen, der er i tvivl om. Men inden man koger over i voldsomme gloser, skal man lige have kigget på, hvad der ligger bag ved tallene,” siger Bonnesen og fortsætter:

”Det er for forhastet at konkludere for hårdt på tallene. Vi er nødt til at finde ud af, hvor stor en del af tingene, der større og alvorlige, og hvor stor en del, der er mere ubetydelige. Det skal vi have gennemgået først, inden at man kan konkludere på det."

De her tal har været høje i mange år, og både blå og røde ministre har derfor også på skift udtrykt stærk bekymring, når rapporterne er udkommet. Har I ikke haft rigeligt med tid til at gå tallene igennem? 

"Jeg siger bare, at inden man bare populistisk konkluderer en masse i en eller anden rus, så er man nødt til lige at finde ud af, hvad der ligger bag tallene. Man bliver nødt til lige at se på, hvordan det ser ud i den seneste rapport, og hvordan de her ting fordeler sig - om det er alvorlige overtrædelser eller om det snarere er enkelte bagateller."

Grundlag er ikke klarlagt

I den seneste rapport er størstedelen af sanktionerne på svinebesætninger givet i tilfælde, hvor syge eller tilskadekomne grise ikke har fået den fornødne pleje, og i tilfælde hvor grisene ikke har haft permanent eller tilstrækkelig adgang til beskæftigelsesmateriale. Hvordan kategoriserer du det?

”Jeg vil gerne lige selv gå tallene igennem lidt mere grundigt og nuanceret, inden jeg kommer med for hårde konklusioner. Grundlaget er ikke helt klarlagt på en måde, hvor vi kan drage endelige konklusioner. Vi har brug for en nøjere gennemgang.”

Gælder det også rapporterne med resultater fra 2011 til 2019? Dem har I vel haft god tid til at gennemgå nøje?

"Nu kigger jeg på den nye rapport, og om der har været nogle ændringer. Ligesom, at der kan have været ændringer undervejs igennem årene."

Og det er også fair nok at dykke ned i den nye rapport først, men nu spørger jeg ind til rapporterne fra de sidste ti år, og der tyder det på, at problemet har været der længe. Det har I vel haft god tid til at kigge på og gøre noget ved?

"Jo jo, det har vi da kigget på."

Men hvorfor er der så ikke sket noget mærkbart med andelen af lovovertrædelser i de år?

"Jeg vil gerne lige have lejlighed til at dykke ned i tallene og se på, hvad der ligger bag, så vi får et mere opdateret og aktuelt grundlag. Det handler ikke kun om at se ti år tilbage, det handler også om at se på de seneste tal, og hvordan overtrædelserne fordeler sig. Det skylder man at gøre, inden at man kommer med for hårdnakkede konklusioner og meldinger. Billedet kan jo godt være lidt mere nuanceret."

{{toplink}}

Hårdnakkede konklusioner

Hvis vi ser bort fra den nye rapport, har ministre på skift - heriblandt din egen nuværende formand Jakob Ellemann-Jensen - netop været ude og konkludere ret skarpt, at de her overtrædelser er et stort problem. Alligevel er overtrædelsesprocenterne de samme. Du har været med på sidelinjen i alle de år; Hvad er forklaringen?

"Jeg vil gerne lige have lejlighed til at dykke ned i tallene, før at jeg kommer med for hårdnakkede konklusioner. Det er godt lige at få tallene skilt ad, så man ikke drager hurtige, overfladiske konklusioner, men får det tygget igennem."

Ministrene har på skift forsøgt at tage nogle af de samme initiativer. De har sagt, at de vil gå i dialog med landbruget, og varslet forskellige variationer af øget kontrol. Det er også den samme linje, som den nuværende fødevareminister ligger på. Er du tryg ved, at det også er det, der kommer til at virke på overtrædelserne? 

"For at kunne drage konklusioner på et mere sikkert grundlag, vil jeg gerne lige have lov til at løbe det igennem først."

Men gælder det også de tidligere rapporter? Dem har du vel længe haft mulighed for at løbe igennem?

"Ja, men nu handler det om at kigge på den nye rapport."

Så de historiske tal er ikke så afgørende? 

"Nej. Men der er kommet en rapport nu, og det er så den, vi kigger på. Jeg vil gerne lige have lejlighed til at dykke ned i den, inden at man kommer med for hårdnakkede konklusioner."

De her rapporter har vist nogenlunde samme resultater og ført til enslydende reaktioner i godt ti år. Synes du, det er uretfærdigt, at jeg spørger ind til, hvorfor I politikere ikke har fået de her tal ned, når I på skift har påpeget problemerne?

"Nej, men jeg siger bare, at det er klogt lige at kigge tallene godt og grundigt efter. Det er fint at spørge ind til det, men inden man kommer med for hårdnakkede konklusioner på et overfladisk niveau og farer frådende ud over markerne, så er det godt lige at kigge tallene efter og se, hvad de dækker over, hvordan overtrædelserne fordeler sig."

Både blå og røde ministre har gennem årene på skift været ude og drage de konklusioner, du advarer mod; nemlig, at der er problemer på det her område. Skal jeg forstå det, du siger sådan, at du er i tvivl om, at der er problemer?

"Nej, jeg siger bare igen, at jeg gerne lige vil have lejlighed til at kigge tallene igennem, så vi får et mere klart funderet og nuanceret grundlag at tage stilling til tingene på. Når der kommer en rapport, så kigger man selvfølgelig seriøst på tallene. Men jeg tror, at det er klogt at kigge tallene grundigt igennem, så man ikke falder over i at komme med hårdnakkede konklusioner,” siger Erling Bonnesen, landbrugs- og dyrevelfærdsordfører for Venstre.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) ønsker ikke at stille op til interview om sagen. Trods gentagende henvendelser er det heller ikke torsdag lykkedes Altinget at få Socialdemokratiets fødevareordfører, Anders Kronborg, i tale. 

Forrige artikel På trods af dødstrusler, politianmeldelser og fodring af vilde heste frygter miljøministeren ikke for kommende naturnationalparker På trods af dødstrusler, politianmeldelser og fodring af vilde heste frygter miljøministeren ikke for kommende naturnationalparker Næste artikel Ugen i dansk politik: Folkemødet løber af stablen på Bornholm med alt fra partiledertaler til DM i debat Ugen i dansk politik: Folkemødet løber af stablen på Bornholm med alt fra partiledertaler til DM i debat