Radikale vil vælte Mette Frederiksen, hvis ikke hun udskriver valg inden begyndelsen af oktober

Radikale vil ikke stemme for en advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar i minksagen, men de udtrykker mistillid til hende, hvis ikke hun udskriver valg inden Folketingets åbning. De mener ikke, at minkberetningen understøtter, at hun har handlet groft uagtsomt. 

Hvis ikke Mette Frederiksen har udskrevet valg inden Folketingets åbning den 4. oktober, vil Radikale Venstre stille et mistillidsvotum til regeringen. 

Derimod stemmer partiet ikke for, at Mette Frederiksens retslige ansvar i minksagen vurderes af advokater.

Sådan lyder det nu fra partiets leder, Sofie Carsten Nielsen (R). 

"Granskningskommissionens redegørelse og efterspillet efterlader for mig og Radikale Venstre et meget klart billede af, at betingelserne for flere gode politiske aftaler den kommende tid er tæt på ikkeeksisterende," udtaler hun i en pressemeddelelse. 

Siden gransningskommissionen torsdag offentliggjorde deres beretning om minksagen, har både journalister og de borgerlige partier presset på for et svar på, hvordan Radikale Venstre vil forholde sig til den meget kritiske vurdering af forløbet.

Ville partiet støtte en advokatundersøgelse af, hvorvidt Mette Frederiksen kan stilles retligt til ansvar for en rigsret for hendes ageren i forløbet?

Særligt har spørgsmålet om, om statsministeren har udvist groft uagtsomhed fyldt i debatten. Et spørgsmål som granskningskommissionen ikke har taget stilling til i deres beretning. 

Men det har Radikale Venstre:

"Der [er] intet i beretningen, der understøtter, at statsministeren har handlet groft uagtsomt. Dermed er der intet grundlag for at føre en rigsret," lyder det i pressemeddelelsen.

{{toplink}}

Forrige artikel Ny aftale om CO2-afgift giver skattelettelser for over to milliarder Ny aftale om CO2-afgift giver skattelettelser for over to milliarder Næste artikel De var midt i orkanens øje i Britta-sagen: Nu efterlyser de bedre håndtering af møgsager i centraladministrationen De var midt i orkanens øje i Britta-sagen: Nu efterlyser de bedre håndtering af møgsager i centraladministrationen