R: Skatten kan omlægges yderligere fra arbejde til mursten

Det er ikke noget særsyn, at boligejere tjener flere hundredetusind kroner om året ved passivt at eje mursten i det rigtige postnummer. Vi er altid åbne for at kigge på, hvordan vi yderligere kan omlægge skatten fra arbejde til mursten, skriver Kathrine Olldag (R).

Af Kathrine Olldag (R)
Skatteordfører

I årtier har Radikale arbejdet på at lette skatten på arbejde og i stedet beskatte boligen.

Grundtanken er, at du skal have så meget som muligt ud af den indtægt, som du selv har kontrol over. Og så bliver du beskattet af den værdi, som du akkumulerer i boliglotteriet.

Det er ikke noget særsyn, at man som boligejer tjener flere hundredetusind kroner om året ved bare passivt at eje mursten i det rigtige postnummer. Derfor var det også et stort fremskridt, da skattestoppet for boliger blev afskaffet i boligskatteaftalen i 2017. Et skattestop, der lige siden sin fødsel har vredet Danmark skævt og været direkte årsag til stigende ulighed i samfundet.

Brug for debat om et andet skattesystem
Skattestoppet var skævt, fordi det suverænt begunstigede de rigeste ti procent uden at skabe nye arbejdspladser.

Skattestoppet satte turbo på dannelsen af rigmandsghettoer og skubbede lav- og mellemindkomstgrupper ud af byerne, parallelt med at kommuner blev lagt sammen, statslige institutioner blev centraliserede, og offentlige arbejdspladser forsvandt fra mange købstæder.

Det var på alle måder den perfekte storm. Resultatet er, at vi nu i den seneste statistisk kan konstatere, at gennemsnitsindtægten i Gentofte Kommune er 420.000 kroner efter skat, mens den i Langeland Kommune er 188.000 kroner. Samtidig er kommuner med de laveste indkomster også her, hvor den største andel af husene sælges på tvangsauktioner.

Set i det lys er det mere end rimeligt, at boligskatterne fra 2024 vil afspejle boligernes egentlige handelsværdi. Men som radikal er det svært ikke at ærgre sig. Hvis de mange milliarder, som vi brugte på skattestoppet, var blevet anvendt til at lette skatten på arbejde for alle, havde vi haft et langt mere retfærdigt skattesystem og et mere stabilt boligmarked i dag.

Men det er aldrig for sent at rette op på fortidens synder, og i Radikale Venstre er vi altid klar til at tale om, hvordan vi skruer et skattesystem sammen, der bedst muligt understøtter vores samfund og adresserer udfordringerne. Også på boligområdet.

Gevinstbeskatning – skal/skal ikke
Men de forslag, der indtil videre er luftet i Altingets debatserie, har vi ikke meget fidus til. Og det er der grunde til.

Man kan spørge, hvorfor vi ikke bare griber efter dét, som intuitivt forekommer nemmest? At omlægge til gevinstbeskatning, når boligen sælges? Problemet er, at det vil sætte sig endnu hårdere i prisen, end den løbende beskatning.

Forestil dig, at du som køber ikke skal medregne boligskatten, når du sidder sammen med bankrådgiveren og strikker købslånet sammen. For den skat skal du først aflevere, når du en dag sælger.

Det betyder, at du har råd til en dyrere bolig, og det vil presse priserne meget højere op. Det betyder også, at boligen i endnu højere grad vil blive behandlet som en investeringsaktie, hvor man sælger, når priserne er høje og holder igen, når priserne er lave. I Sverige har gevinstbeskatning ført til stagnation i boligmarkedet, og de kigger misundeligt vestpå mod den danske beskatningsmodel.

Der kommer en god løsning i 2024

Hvad så med at skrue på satserne i boligskatteaftalen eller rette den til på en anden måde?

Det er vi heller ikke tilhængere af, for vi ved ikke engang, hvordan den virker endnu. Som efterhånden alle er pinagtigt klar over, virker boligskatteaftalen fra 2017 først fra 2024, og vurderingerne begynder at tikke ind hos boligejerne til sommer i år.

Her kan man som boligejer ved selvsyn forvisse sig om, at man nok skal komme til at betale en retfærdig boligskat, ligesom man som én af 800.000 boligejere i provinsen vil opleve, at skatten sænkes. Men vi har også med lodder og trisser sikret, at ingen kommer til at gå fra hus og hjem på grund af den nye boligskat.

Vi er grundlæggende godt tilfredse med den boligaftale, som vi indgik med den tidligere regering og Socialdemokratiet, men vi er også spændte på, om den er tilstrækkelig til at tøjle boligmarkedet i de største byer.

Det være sagt er vi altid åbne for at kigge på, hvordan vi yderligere kan omlægge skatten fra arbejde til mursten. Og med den lave rente og et glohedt boligmarked er det da fristende at tænke reformtanker.

Forrige artikel S: Lidegaards anklager mod regeringens klimapolitik er urimelige S: Lidegaards anklager mod regeringens klimapolitik er urimelige Næste artikel Socialdemokratiet i EU: Er Sofie Carsten Nielsen klar til at ofre den danske model? Socialdemokratiet i EU: Er Sofie Carsten Nielsen klar til at ofre den danske model?