Prognose: Holst og Løkkegaard kommer i Folketinget

PROGNOSE: Der er lagt op til udskiftninger i Venstres folketingsgruppe efter valget. Carl Holst og Morten Løkkegaard ser begge ud til at komme ind.

Selv om Venstre ser ud til at gå tilbage ved næste valg, kan flere nye ansigter få plads i Venstres folketingsgruppe. Både nuværende formand for Region Syddanmark, Carl Holst, og tidligere europaparlamentariker Morten Løkkegaard ser ud til at være sikre på en plads i den nye folketingsgruppe. 

Det viser Altingets gennemgang og vurdering af Venstres kandidater, som er baseret på valgforsker Søren Risbjerg Thomsens seneste geografiske prognose.

44-årige Carl Holst er ny folketingskandidat i Esbjerg Omegn-kredsen, men han er på ingen måde ny i valgkampen i Sønderjylland. Siden årtusindskiftet har han været en markant amtsborgmester og siden regionsformand i Region Syddanmark, og han har høstet meget høje personlige stemmetal: Ved regionsvalget i 2013 fik han godt 94.000 stemmer. Så mange stemmer får han ikke ved et folketingsvalg, da storkredsen er noget mindre, og konkurrencen er en del hårdere. Han betragtes dog som favorit til det første V-mandat.

I Københavns Omegn er tidligere europaparlamentariker Morten Løkkegaard ny og favorit til et af mandaterne. Han blev ikke genvalgt ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 trods 44.000 personlige stemmer. Han er kendt i den brede befolkning – både som europaparlamentariker, men også som studievært fra TV-Avisen.

Løkkegaard vurderes dog at have så meget gennemslagskraft, at han vil tage det andet mandat i Omegnen. Karen Ellemann ser ud til at tage det første mandat, mens Jakob Engel-Schmidt ser ud til at tage det tredje. Går Venstre ikke frem i meningsmålinger før valget, står tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard dermed til at ryge ud af Folketinget efter næste valg, ligesom debutanten Mads Fuglede heller ikke ser ud til at blive valgt ind.

Se hele Venstres nye folketingsgruppe på Altinget: christiansborg her (kræver abonnement)

,

Forrige artikel Betaling for at gå til lægen splitter blå blok Betaling for at gå til lægen splitter blå blok Næste artikel Hastrup: Sådan får vi ældre på finansloven Hastrup: Sådan får vi ældre på finansloven