Hastrup: Sådan får vi ældre på finansloven

FINANSLOV: Ældres forhold er ofte til debat i finanslovs-forhandlingerne. På en konference fortalte Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, om, hvordan organisationen prøver at påvirke forhandlingerne.

To ugentlige bade? Højere ældre-check eller en milliard til bedre hjemmehjælp? Ældres forhold er næsten altid til debat, når finansloven skal forhandles på plads.

Det skyldes ikke mindst Ældre Sagen, som med 700.000 medlemmer udgør en magtfuld interesseorganisation.

På en konference om finansloven mandag fortalte Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, hvordan organisationen prøver at påvirke finansloven.

”Det handler om at sætte en samfundsmæssig scene, der er interessant for politikerne,” sagde Hastrup med henvisning til, at organisationen prøver at stille forslag, der bidrager til at løse samfundsmæssige problemer.

Organisationens strategi er at stille konkrete forslag – for eksempel demens-sikring af plejeboliger – i stedet for mere generelle forslag som ”bedre forhold for ældre”.

”Vi kommer med realistiske og afgrænsede forslag,” forklarede Hastrup, som pointerede, at forslagene også helst skal være veldokumenterede og konsekvensberegnede.

Politisk neutrale
Ældre Sagen ønsker at være politisk neutrale, og derfor sendes organisationens forslag og ønsker enslydende til alle partier.

”Efterfølgende tager vi en dialog på forskellige niveauer med de partier, som er interesserede i os. Det er med partisekretærer, ordførere og partiformænd. Der mødes vi ansigt til ansigt. Og her er vi super neutrale,” sagde Hastrup.

Bjarne Hastrup understregede, at det er vigtigt for Ældre Sagen, at rollefordelingen mellem organisationen og politikerne er helt klar.

”Vi yder service med forslag, fakta og beregninger, men vi intervenerer ikke direkte i de politiske forhandlinger, for så bliver vi en politisk part,” sagde Hastrup og fortalte, at det sker, at han under finanslovsforhandlinger bliver ringet op af en minister, som vil have Hastrup til at ringe til repræsentanter for andre partier. Det afviser han.

”Vi yder ikke forhandlingsbistand, selv om der er gange, hvor vi mægtigt godt kunne tænke os det,” sagde Hastrup.

Konferencen om finanslovsprocesen var arrangeret af Altinget og blev afholdt mandag på Designmuseum Danmark i København.

Forrige artikel Prognose: Holst og Løkkegaard kommer i Folketinget Prognose: Holst og Løkkegaard kommer i Folketinget Næste artikel Enhedslisten åbner for støtte til terrorpakke Enhedslisten åbner for støtte til terrorpakke