Pia Olsen Dyhrs exit redder SF fra splittelse
Erik Holstein | |
Print
Efter Konservatives farvel til regeringsforhandlingerne er Venstres pris blevet for høj for SF, der onsdag forlod forhandlingerne. Dermed undgår Pia Olsen Dyhr, at den lurende splittelse i partiet udvikler sig til en gentagelse af katastrofen i 2014.
De havde selv forventet at blive smidt ud af forhandlingerne efter weekenden. Det skete ikke, så onsdag tog de selv konsekvensen.
SF's farvel til regeringsforhandlingerne var en ventet nyhed, og en nyhed der vil blive modtaget med lettelse i store dele af partiet. For ikke alle følte sig sikre på, at SF-formand Pia Olsen Dyhr ville være stålsat i forhandlingerne på den yderste dag.
SF-formanden har deltaget i forhandlingerne om en regering over midten i fem uger, og for både Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V) kunne der være en taktisk fordel i at have både SF og Konservative med i en bred regeringskonstellation. Her ville Søren Pape Poulsen (K) kunne tage mange af kuglerne fra højre afsendt mod Ellemann, mens Pia Olsen Dyhr kunne få samme rolle som Mette Frederiksens bolværk mod venstrefløjen.
Dominobrikkerne falder
Lørdag røg den første dominobrik, da Konservative trak sig fra forhandlingerne. Det var næppe med Søren Papes gode vilje, for en ministerpost havde samtidig reddet hans formandspost, men hans parti var simpelthen ikke indstillet på en regering med Mette Frederiksen.
Derefter blev presset på Jakob Ellemann-Jensen voldsomt forøget, og både Pernille Vermund (NB) og Inger Støjberg (DD) rettede hidsige angreb på Ellemann for at svigte det borgerlige samarbejde. Derfor – lød Ellemanns konklusion – måtte Venstre have en endnu højere pris for at gå i regering med Mette Frederiksen og begå det, Ellemann selv erkender er et løftebrud.
For SF var logikken anderledes. Med Konservatives farvel var der nu 65 røde mandater i vægtskålen (S-SF) over for Venstres 23 blå mandater, og mandaternes logik tilsagde, at det måtte give Venstre mindre – og ikke mere – indflydelse, lød argumentet fra SF.
Men Mette Frederiksen prioriterede at imødekomme Ellemann, og dermed var løbet kørt for SF. Det var det reelt allerede lørdag, for det var indlysende, at Ellemann ikke kunne holde til at lade Venstre være det eneste blå parti i en regering sammen med både S og SF. {{toplink}}
Intern splid i SF
SF får ikke ministerposter i denne omgang, men til gengæld undgår man uriasposten, som SF havde den tvivlsomme fornøjelse af mellem 2011 og 2014. SF's tre år i Thorning-regeringen står stadig for mange som et lavpunkt i partiets historie.
Flere SF'ere så en risiko for en gentagelse af miseren i de aktuelle regeringsforhandlinger, og der har de senere uger været dyb uenighed om tilgangen til forhandlingerne.
Der har ganske vist været opbakning til, at SF forsatte forhandlingerne. Men det har været ud fra helt forskellige præmisser:
En fløj har ment, at det var totalt urealistisk at nå et acceptabelt resultat med Venstre, og at en regering med Venstre uundgåeligt ville føre til en gentagelse af rædslerne fra Thorning-perioden, hvor SF var truet på sin eksistens. Man har støttet en fortsættelse af forhandlingerne, men kun af taktiske grunde, for at presse de borgerlige ud og signalere pragmatisme over for Mette Frederiksen. Den gruppering tæller både folk i det organisatoriske bagland, landsledelsen og folketingsgruppen.
En anden fløj har derimod ment, at man helt reelt skulle afsøge muligheden for en regering, der også inkluderer borgerlige partier. Her har man slået på, at SF har flere fællesnævnere med Venstre, for eksempel når det gælder uddannelse og spørgsmålet om decentralisering. Det har meget været SF-formandens linje, og den udlægning har også haft sine støtter såvel i organisationen, landsledelsen og folketingsgruppen.
Det var landsledelsen, der til syvende og sidst skulle vende tomlen op eller ned til regeringsdeltagelse, og det var langtfra sikkert, hvordan en sådan afstemning ville ende: SF-formanden risikerede simpelthen at få et flertal imod sig.
Nu undgår SF alt det. Og Pia Olsen Dyhr kan i stedet sige:
"Se bare, hvad jeg sagde, jeg ville ikke i regering for enhver pris".
De mere skeptiske SF'ere vil omvendt se sig bekræftet i, at Venstre er en helt umulig partner.
SF kan hurtigt komme videre og har mulighed for at udbygge den styrkeposition, partiet gradvist har genvundet gennem de sidste fire-fem år.
"Konstruktiv opposition"
Det mest sandsynlige er nu en ren SV-regering, og her vil SF ikke være støtteparti. Man går i opposition, men "en konstruktiv opposition", som SF-formanden formulerede det. SF vil aktivt deltage i forlig, og SF's 15 mandater er lige nok til at sikre en SV-regering flertal.
Samtidig vil den frie position give mulighed for at opsamle nogle af de utilfredse socialdemokrater, der uundgåeligt bliver resultatet af Mette Frederiksens samarbejde med arvefjenderne i Venstre.
Nu er det Mette Frederiksen, og ikke Pia Olsen Dyhr, der skal forklare og forsvare indrømmelser til Ellemann på skat, arbejdsmarked og klima.
Det var ikke det udfald, SF-formanden havde drømt om, men det kan være den bedst mulige udgang for hendes parti.
Moderaterne fik hver anden vælger fra Venstre. Det understreger Ellemanns dilemma
Skal FE-sagen undersøges? Lars Findsens politiske bombe fra valgkampen kan ende som en fuser
