Dramatisk regeringsdannelse er nyt kapitel i det stormfulde forhold mellem S og R

Næppe nogen partier i Folketinget har så stormfuld en relation som Socialdemokratiet og Radikale.

De to partier er som det kuldsejlede ægtepar, der går fra hinanden igen og igen, men hver gang vender hjem.

Besværligt sammen. Umuligt hver for sig.

Og inden mandagens natteforhandlinger var netop de Radikales position den store spørgsmål i den stormfulde regeringsdannelse. Skal Radikale være med i en ny regering eller ej?

Svaret kendes muligvis, når denne artikel publiceres, men det er alligevel værd at kigge på, hvordan de Radikale nok engang er endt i en helt central position, selv om ledende socialdemokrater både før, under og efter valgkampen har svoret, at det ikke kunne ske.

S har ikke kunnet regere uden R 

Forklaringen på, at de to partier som regel ender med at finde sammen, er enkel. Og det er ikke den sentimentale forklaring om 100 års samarbejde eller deres fælles projekt om at bygge det moderne Danmark. Forklaringen er helt banalt mandaternes magiske kraft.

Selv om mange – ikke mindst mange socialdemokrater – har hævdet det modsatte, så er realiteten, at Socialdemokratiet i årtier ikke har været i stand til at regere uden at tage De Radikale med på råd.

Da Helle Thorning-Schmidt vandt regeringsmagten i 2011, skete det i en tæt alliance med SF, som i høj grad var bygget for at sætte R uden for indflydelse.

Men mandaterne kom ikke i hus, og derfor kunne de Radikale i de famøse forhandlinger i Det Sorte Tårn i Ørestaden sætte tommelskruerne på socialdemokraterne. Derfor endte det med et regeringsgrundlag med den berømte formulering:”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.”

Forståelsespapir bandt S og R sammen igen

I 2019 skulle det være anderledes. Mette Frederiksen var blevet formand på løftet om en ny, socialdemokratisk linje, hvor man ikke lod sig diktere af hverken de Radikale eller Finansministeriets logik om konkurrencestaten og arbejdsudbuds-reformer.

Derfor meldte Mette Frederiksen ud et helt år inden valget, at hun ikke ville have de Radikale med i en ny regering.

Sådan blev det, men nøjagtig som i 2011 kneb det med mandaterne, og derfor måtte regeringen skrive under på et forståelsespapir, der indeholdt indrømmelser til de Radikale. Og da samarbejdet mellem de to partier kørte i grøften, udløste den radikale folketingsgruppe valget i november 2022 med et tidsindstillet ultimatum.

Frederiksen ville ikke ende i skruestikken igen

Måske var det netop for at vriste sig fri af den radikale skruestik, at Mette Frederiksen på forhånd erklærede sig klar til en bredere regering inden valget i november.

Hvis hun skulle danne regering med den røde blok, ville de Radikale sidde i en usædvanlig stærk position, og det er svært at se, hvordan S og R skulle kunne blive enige om et nyt forståelsespapir.

 

Nu tegner der sig en regering bestående af Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne. Og spørgsmålet melder sig igen: skal de Radikale så med?

Blandt mange socialdemokrater vil svaret instinktivt være nej, fordi forholdet mellem de to partier har været så forpestet lige siden Vestager spillede med musklerne i S-SF-R-regeringen og dermed gjorde livet umådeligt svært for de to regeringspartnere.

Men hos Mette Frederiksen og hendes nærmeste lader man næppe følelser eller gammelt nag afgøre sagen – det gør en forskel, at Henrik Sass Larsen ikke længere spiller nogen betydelig rolle.

Der er to argumenter imod:

Det første er, at der bliver færre ministerposter til socialdemokraterne, hvis regeringen skal bestå af fire partier. Og modsat V, M og R har socialdemokraterne faktisk et tocifret antal kompetente minister-kandidater i folketingsgruppen.

Det andet er, at det kan blive mere besværligt, fordi der er fire partier, der skal enes, frem for tre.

SVMR er mere stabilt 

Men argumenter for at tage de Radikale med er også stærke.

For det første bliver de Radikale af de fleste regnet med til den røde blok, og derfor kan radikal deltagelse måske dæmpe lidt af vreden på venstrefløjen over, at Socialdemokratiet allierer sig med to borgerlige partier – og giver dem masser af indrømmelser.

For det andet kan Radikale faktisk gøre regeringen markant mere stabil.

De tre partier S, V og M har 89 mandater tilsammen, hvilket er nok til et flertal, men der skal ikke falde mange utilfredse moderate eller venstrefolk fra, før flertallet er i fare. Med R ombord har regeringen pludselig 96 mandater plus de nordatlantiske, og det vil ose af stabilitet.

Sagt på en anden måde: Mette Frederiksen skal gøre op, om hun vil være afhængig af Moderaternes Jeppe Søe, der er i søgelyset for en stor skattegæld, og tre nordatlantiske mandater – eller om hun hellere vil være afhængig af Martin Lidegaard.

Radikale løber risiko

For de Radikale er det selvsagt heller ikke uden risiko at gå med i en midter-regering. Partiet kan komme til at sluge alvorlige indrømmelser både på udlændingeområdet, og i forhold til centrale områder som uddannelsespolitik og grøn omstilling. Det kan give ballade i folketingsgruppen, som i forvejen ikke virker harmonisk efter Sofie Carsten Nielsens bratte afgang som politisk leder.

Omvendt er det svært at se for sig, at Martin Lidegaard skulle lade en chance for ministerposter gå sin næse forbi. Ikke på grund af de behagelige sæder i ministerbilen, men fordi hele partiets historie bygger på traditionen for at tage ansvar og erkendelsen af, at indflydelsen ligger i at være med.

Mandaternes logik 

Politisk har det stor betydning, at Mette Frederiksen nu entydigt bekender sig til en reformpolitik, der går ud på at skaffe et større økonomisk råderum, blandt andet (men ikke kun) ved at øge arbejdsudbuddet.  

Det gør det nemmere for de to partier at finde sammen, selv om der fortsat er mange uenigheder mellem dem. 

Socialdemokraterne og de Radikale er bundet sammen – ikke i et skæbnefællesskab, og heller ikke af en fælles politisk mission for velfærdsstatens fremtid, men af noget mere jordnært, nemlig muligheden for at skabe et stabilt flertal, der kan regere. Det er det, der igen kan føre dem ind i en regering sammen.

Mandaternes magt betyder, at hvis Mette Frederiksen og Martin Lidegaard vil sig selv det godt, må de også ville hinanden det godt.

jn@altinget.dk