Overblik: Sådan gik mandagens regeringsforhandlinger om sundhed

Moderaterne undgik pressen, Mai Villadsen advarede mod løftebrud, og Morten Messerschmidt var i godt humør. Her er et overblik over mandagens regeringsforhandlinger om sundhed.

Seks partier lagde vejen forbi Marienborg, da Mette Frederiksen (S) mandag genoptog regeringsforhandlingerne.

Her var sundhedspolitik i højsædet, og der blev både diskuteret reformer, brugerbetaling, ligeløn – og mulige regeringskonstellationer.

Sidstnævnte ville Mette Frederiksen ikke kommentere på, da hun mødte pressen efter en hel dags forhandlinger. Men hun var fortrøstningsfuld og sagde, at "fællesmængden" mellem partierne er stor.

"Der er en bred erkendelse af, at vi ikke kan fortsætte på samme måde med at drive vores velfærdssamfund. Der er nødt til at ske noget nyt," lød det fra Mette Frederiksen.

Forhandlingerne om sundhed fortsætter tirsdag, hvor de resterende partier – undtagen Danmarksdemokraterne – er inviteret.

Få overblikket over mandagens regeringsforhandlinger her:

Messerschmidt i godt humør

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ser ens på mange af sundhedsvæsenets udfordringer.

Sådan lød det fra en fornøjet Morten Messerschmidt (DF), efter han og tidligere folketingsmedlem René Christensen (DF) som de første havde været til forhandlinger med Mette Frederiksen mandag formiddag.

Ifølge Morten Messerschmidt er sundhed "et rigtig godt sted at arbejde" for Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, da de kan blive enige om forhold som psykiatri, ældre og nærhed. Det, der primært adskiller dem, er finansieringen.

Morten Messerschmidt mener derudover, at Mette Frederiksen fortsat er inde i en "sonderingsfase", hvor hun undersøger, hvad partierne vil, og et eventuelt regeringssamarbejde mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet "er slet ikke det, vi taler om, eller der vi er," sagde han.

Han understregede også, at Dansk Folkeparti hverken vil støtte en regering med Radikale eller Moderaterne.

Villadsen: Lønnen bliver ikke løftet med blå blok

Efter Dansk Folkeparti mødte Enhedslisten op til forhandlingerne.

Her gentog Mai Villadsen (EL) sit budskab om, at Socialdemokratiet begår løftebrud, hvis Mette Frederiksen ikke laver en regering med det rød-grønne flertal. Mai Villadsen uddybede, at Socialdemokratiets løfte om højere løn til sundhedspersonale kun kan lade sig gøre, hvis Socialdemokratiet kigger mod venstrefløjen.

"Det, som Moderaterne, Venstre og andre partier har lagt op til, er et midlertidigt tillæg for mennesker, der går fra deltid til fuldtid. Og jeg tror ikke et sekund på, at det vil virke," sagde Mai Villadsen (EL).

{{toplink}}

SF åben for reformer

Ligeløn var også på dagsordenen, da SF’s Pia Olsen Dyhr var inde at forhandle med Mette Frederiksen.

Derudover havde partierne ifølge Pia Olsen Dyhr både diskuteret brugerbetaling på tandlæge, som SF gerne vil have sat ned, og reformer.

"Vi har diskuteret, om vi kan gøre noget bedre i vores velfærdssamfund, og om vi skal til at tænke helt nyt. Det er vi villige til i SF. Vi vil blandt andet gerne sætte folkeskolerne fri," lød det fra Pia Olsen Dyhr, der både havde Jacob Mark, Karina Lorentzen og SF’s næstformand, Lise Müller, med til forhandlingerne.

Venstre vil teste Socialdemokratiets reformkurs

Da Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen rullede ind på gårdspladsen foran Marienborg, var han flankeret af tidligere sundhedsordfører og -minister, Sophie Løhde, og Troels Lund Poulsen.

Jakob Ellemann-Jensen sagde før forhandlingerne, at Venstre ville teste, om Mette Frederiksen er lige så villig til at lave reformer, som regeringen "gav udtryk for i valgkampen".

Han understregede også, at han ikke tror, at sundhedsvæsenets problemer skal løses med en administrativ omlægning (ved at nedlægge regionerne, red.), og at Venstre ikke vil røre ved den danske model.

Om Mette Frederiksen bestod Venstres reformtest er uklart, da partiet kørte væk fra forhandlingerne uden kommentarer.

Moderaterne og Konservative undgik pressen

Der var heller ingen kommentarer at hente fra Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen (M).

Han ankom til Marienborg sammen med Moderaternes nyudnævnte politiske ordfører, Jakob Engel Schmidt, og de to kørte lige forbi pressen både før og efter mødet.

Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, kørte samme stil og forlod forhandlingerne uden en kommentar.

Ingen af de seks partier, der har været til forhandlinger mandag, er ude af regeringsforhandlingerne.

Forrige artikel Løkkes wingman er blevet sammenlignet med tre forskellige slags hunde. Nu vil han gerne snart kaldes noget andet Løkkes wingman er blevet sammenlignet med tre forskellige slags hunde. Nu vil han gerne snart kaldes noget andet Næste artikel Mette Thiesen: Mette Thiesen: "Vi diskuterer ikke politik. For så er der fred. Jeg er ellers ret tæt med min søster"