Mens topminister tøver, er Moderaterne klar: Vi skal leve op til regeringsgrundlaget og landbrugsaftalen

Moderaterne har ikke tænkt sig at løbe fra regeringsgrundlaget og det bindende klimamål for landbruget, melder partiet klart ud. Det sker efter, at V-minister Stephanie Lose ikke har kunne give samme garanti. Også S svarer udenom. SF kræver svar i Folketingssalen.

Regeringen er ikke internt afstemt på spørgsmålet om, hvorvidt landbruget skal nå det bindende klimamål, som SVM-partierne skrev ind i regeringsgrundlaget.

For mens økonomiminister Stephanie Lose (V) ikke kan garantere, at regeringen stadig har tænkt sig at leve op til målet, er Moderaterne anderledes klar i spyttet.

”Det står i regeringsgrundlaget, at vi skal nå i mål med landbrugsaftalens klimamål, og det bekender vi os selvfølgelig til. Det er vigtigt, at man gør det,” siger klimaordfører Henrik Frandsen (M).

Når man spørger regeringen, kan den ikke give svar på det samme spørgsmål. Hvordan kan det være?

”Det må du spørge Stephanie Lose om. Jeg er kommet med et klart svar på vegne af Moderaterne. Vi har alle forpligtet os til regeringsgrundlaget, og der står det, så det ikke kan misforstås,” siger Henrik Frandsen.

Meldingen kommer efter, at Altinget tirsdag kunne fortælle, at det kun er én af de nye anbefalede modeller til en CO2e-afgift på landbruget fra regeringens eksperter, der giver sikkerhed for at nå landbrugets bindende klimamål.

Klimamålet for landbruget blev bestemt af et meget bredt flertal i landbrugsaftalen fra 2021, og det er skrevet ind i regeringsgrundlaget, at CO2e-afgiften på landbruget skal ”sikre opfyldelse” af dette mål.

{{toplink}}

S svarer udenom

Altinget har også forsøgt at få et interview med Socialdemokratiets klimaordfører, Lea Wermelin, for at få svar på, hvordan S stiller sig til spørgsmålet.

Wermelin henviser til politisk ordfører Rasmus Stoklund, der heller ikke vil stille op til interview, men i stedet sender et skriftligt svar.

Her svarer han ikke på, om partiet stadig står fast på landbrugsaftalen og regeringsgrundlaget.

”En klimaafgift skal hjælpe den grønne omstilling på vej, som danske landmænd er allerede i gang med. Den er nødvendig for at vi når vores klimamål, passer bedre på vores drikkevand og bekæmper iltsvind i havet," skriver han og fortsætter:

”Det er for tidligt at sige, hvordan klimaafgiften konkret skal implementeres. Her må vi afvente resultaterne af arbejdet i den grønne trepart.” 

Artiklen fortsætter efter faktaboksen.

SF kalder Lose i Folketingssalen

Det er i Økonomiministeriet, at det videre arbejde med en CO2e-afgift på landbruget er forankret, men det har ikke været muligt for Altinget at få et interview med økonomiminister Stephanie Lose (V).

I stedet sendte ministeren tirsdag et skriftligt svar, hvori hun dog ikke svarede på, om landbrugets bindende reduktionsmål stadig skal opfyldes.

I svaret lød det i stedet, at landbrugsaftalen tager udgangspunkt i ”det udfordringsbillede, de forventninger og den viden, man havde på aftaletidspunktet”. Lose henviste videre til, at aftalen skal genbesøges i indeværende år.

Det vækker vrede i SF, der nu stiller et mundtligt paragraf 20-spørgsmål til Stephanie Lose, der skal besvares i Folketingssalen.

”Det er uhørt, hvis regeringen er ved at løbe fra det klimamål, som vi i fællesskab har aftalt med landbrugsaftalen. Jeg er meget bekymret for, at regeringen anført af Venstre lige nu er i gang med at cykle tilbage på de krav, de ville stille til landbruget. Det betyder, at det er resten af Danmark, der skal levere på CO2-målsætningerne, hvis ikke landbruget leverer sin del,” siger klimaordfører Signe Munk.

Regeringens ekspertgruppe vurderer, at man godt kan nå i mål med de 70 procent i 2030 uden at landbruget leverer på sektormålet. Hvorfor er det så stadig vigtigt, at det sker?

”Man skal ikke kun stirre sig blind på 70-procentsmålsætningen i 2030. Vi har en lang række klimamål, vi skal leve op til, blandt andet fra EU, og verden slutter heller ikke i 2030,” siger Signe Munk og fortsætter:

”Og så er det også for mig et vigtigt spørgsmål om retfærdighed; landbruget skal deres del af ansvaret også. Det er ret og rimeligt.”

{{toplink}}

Behøver ikke være model 1

Målet for landbruget lyder, at 55 til 65 procent af erhvervets drivhusgasudledninger skal reduceres i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Hvis det skal opfyldes, udestår der reduktioner svarende cirka tre millioner ton drivhusgasser, og det er kun den højeste af de tre modeller fra ekspertgruppen – den såkaldte model 1 med en afgift på 750 kroner per ton udledt CO2e – der gør det.

Da Moderaterne endnu ikke var stiftet ved indgåelsen af landbrugsaftalen i 2021, er partiet heller ikke bundet af den. Det fremgår dog, at partiets partiprogram, at ”det står ikke til diskussion, at vi skal nå klimamålene, og at vores landbrugs- og fødevaresektor skal nå de klimamål, der er fastsat i landbrugsaftalen”.

Når Moderaterne forpligter sig på at nå målet, betyder det dog ikke, at partiet har lagt sig fast på denne afgiftsmodel, understreger klimaordfører Henrik Frandsen.

”Jeg kan sagtens forestille mig en kombination af én af modellerne og nogle flere tiltag. Der er åbent for, at vi kan tænke i initiativer, der både gør, at vi får en CO2e-afgift på landbruget og når i mål med landbrugsaftalen,” siger han og fortsætter:

”Vi vil ikke slække på vores klimaambitioner. Det ligger helt fast. Vi er meget optaget af, at vi får indført en CO2e-afgift på landbruget og nogle initiativer, der sikrer, at vi når i mål med klimaloven, EU’s klimamål og landbrugsaftalen.”

Heller ikke SF har lagt sig fast på en model. Partiets ”klare budskab” er dog, at afgiften på landbruget skal være på linje med afgiften på industrien, der lyder på 750 kroner per udledt ton.

”Det er derfor også klart, at vi læner os op ad afgiftsniveauet i model 1. Men der skal også bygges politik ovenpå, herunder fra de penge der kommer ind fra afgiften. Så vi er ikke gift med nogen model. Det mest væsentlige er, at vi får en grøn omstilling af sektoren, så vi skaber sikkerhed for, at vi når vores klimamål,” siger klimaordfører Signe Munk.

Også Enhedslisten ønsker at få svar fra regeringen på, om den har tænkt sig at leve op til landbrugsaftalen. Landbrug & Fødevarer står også fortsat bag sektormålet. Læs mere om det her.

Forrige artikel Notat afslører: Mændenes Hjem risikerer lukning Notat afslører: Mændenes Hjem risikerer lukning Næste artikel DF-ordfører går til genmæle efter skolesager: DF-ordfører går til genmæle efter skolesager: "Det er en grov anklage, at det skulle handle om at promovere mig selv"