Notat afslører: Mændenes Hjem risikerer lukning

Københavns Kommune har ifølge Socialtilsynet trukket millionbeløb ud af Mændenes Hjem gennem for høje administrationsbidrag og andre regnskabsmanøvrer. Borgmester afviser kritikken. 

Artiklen er opdateret 28. februar 9.56 med kommentar fra Københavns Kommunes Socialforvaltning.

Mændenes Hjem kan ende med at skulle lukke, fordi Københavns Kommune ifølge Socialtilsynet har trukket midler ud af den sociale organisation på Istedgade uden gyldig forklaring.

Det fremgår af dokumenter fra tilsynet, som Altinget har fået aktindsigt i.  

Kritikken betyder, at Socialtilsynet indtil videre har nægtet at godkende Mændenes Hjems budget for 2024.

Mændenes Hjem er en privat organisation, men da tilbuddet har en såkaldt driftsoverenskomst med Københavns Kommune, er det reelt set kommunen, der styrer herbergets økonomi.

Hvis budgettet ikke bliver godkendt inden udgangen af marts, kan det betyde, at Mændenes Hjem mister sin godkendelse, og derfor må lukke, oplyser Socialtilsynet til Altinget. 

"For at et tilbud kan opretholde sin godkendelse, er det en betingelse, at tilbuddet har tilstrækkelig økonomisk kvalitet, herunder et godkendt budget," skriver Kristina Vang Jensen, souschef i Socialtilsyn Hovedstaden til Altinget. 

At sagen er kommet så vidt, kaldes ”pinlig for Københavns Kommune” af Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

”Jeg må faktisk sige, at jeg sjældent har set noget lignende,” siger han.

Direktør med nødråb  

I dokumenterne fra aktindsigten kan man læse, at Socialtilsynet siden december 2023 har nægtet at godkende Mændenes Hjems budget, fordi Københavns Kommune ifølge tilsynet opkræver høje og uigennemsigtige administrationsomkostninger fra herberget. 

Det sker, selvom Mændenes Hjem allerede køber hjælp til administrative opgaver af den private fond, som ejer og driver den sociale organisation. 

Af akterne fremgår det ligeledes, at Københavns Kommune også opkræver penge til administration fra de af landets øvrige kommuner, der har borgere boende på Mændenes Hjem. 

Ifølge Socialtilsynet er det dog uklart, hvad Mændenes Hjem og kommunerne reelt set får for de administrationsbidrag, som Københavns Kommune opkræver. 

Derudover konstaterer tilsynet, at Københavns Kommune giver Mændenes Hjem en bevilling, der er markant lavere, end det beløb, som tilbuddet burde få, for det antal borgere, der bruger herberget.

Af akterne fremgår det ligeledes, at kommunen ifølge Mændenes Hjems ledelse giver herberget en bevilling svarende til borgere med lavt behov for støtte.

Det selvom Socialtilsynet konstaterer, at stort set alle beboere på herberget har et højt støttebehov.  

Situationen har ført til, at Mændenes Hjems direktør Eva Secher Mathiasen har sendt et nødråb til politikerne i Socialudvalget.  

I henvendelsen til politikerne gør direktøren det klart, at de står overfor to valg:  

Enten stopper kommunen med at trække midler ud af Mændenes Hjems budget, eller også bliver herbergets ledelse nødt til at iværksætte besparelser, der vil ramme de socialt udsatte og hjemløse borgere, der er afhængige af herberget.  

“Mændenes Hjem lader det være op til politikerne på Københavns Rådhus at tage ansvar for, hvilke nedskæringer man ønsker for at at få tilbuddet til at passe til den bevilling, man ønsker at afsætte,” lyder det i skrivelsen.  

Per Nikolaj Bukh mener, at Københavns Kommune bør tage kritikken fra Socialtilsynet alvorligt. 

“Hvis det her var foregået på en skole, i en dagsinstitution, eller et hvilket som helst andet sted i velfærdssamfundet, så var politikerne blevet kimet ned af vrede borgere,” siger Per Nikolaj Bukh.  

“Når tingene har fået lov til at udvikle sig så slemt, så får man den tanke, at det bunder i, at der er tale om svært udsatte og hjemløse mennesker, som ikke rigtigt har nogen til at forsvare sig, og som der ikke er politiske stemmer i at kæmpe for,” tilføjer han. 

Borgmester: Hele og halve sandheder cykler rundt 

Politikerne skal i første omgang tage stilling til problemerne på Mændenes Hjem på et møde i Socialudvalget onsdag.  

På Københavns Rådhus understreger Laura Rosenvinge, politisk ordfører og socialordfører for Socialdemokratiet, at hun ser "med alvor" på sagen. 

"Det er ærgerligt, at vi igen står i en situation, hvor Københavns Kommune er i Socialtilsynets søgelys i en sag på hjemløseområdet. Men jeg har brug for at undersøge sagen nærmere, og derfor vil jeg i første omgang bede Socialforvaltningen om en forklaring," siger Laura Rosenvinge.   

Altinget har forelagt materialet fra Socialtilsynet for Socialforvaltningen og socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL), der begge afviser kritikken. 

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen skriver i et mailsvar til Altinget, at "hun ikke kan genkende billedet af, at der er skabt usikkerhed om fremtiden for Mændenes Hjem". 

"Det er efterhånden blevet en diskussion præget af en række hele eller halve misforståelser, som cykler rundt", skriver borgmesteren videre. 

"Jeg tror, at kernen er, at Mændenes Hjem ønsker en væsentlig højere bevilling, end de får i dag, og det er en ærlig sag. Det må vi så forholde os til politisk på Rådhuset," afslutter hun. 

Simon Pasquali, ressourcedirektør i Socialforvaltningen skriver i et mailsvar til Altinget: 

”Socialforvaltningen har gennem en møderække med den nye ledelse i Mændenes Hjem besvaret og afklaret en række spørgsmål til grundlaget for at styre Mændenes Hjems økonomi. Tilbage står spørgsmålet om størrelsen på Mændenes Hjems bevilling, som er et politisk spørgsmål. Forvaltningen har orienteret Socialudvalget om Mændenes Hjems ønske," skriver Simon Pasquali, ressourcedirektør i Socialforvaltningen, i et mailsvar. 

Ressourcedirektøren skriver videre: 

"Københavns Kommune har en driftsoverenskomst med Mændenes Hjem om drift af en række tilbud, og der er udmeldt et budget til det. Forvaltningen har flere gange foreslået Mændenes Hjem i fællesskab at få en uvildig part til at gennemgå økonomien med henblik på at vurdere mulighederne for at overholde budgettet. Det er grundlæggende et politisk spørgsmål, om bevillingen til Mændenes Hjem skal øges,". 

{{toplink}}

Forrige artikel Enhedslisten vil have klart svar fra regeringen efter nye tal: Bør leve op til landbrugsaftalens klimamål Enhedslisten vil have klart svar fra regeringen efter nye tal: Bør leve op til landbrugsaftalens klimamål Næste artikel Mens topminister tøver, er Moderaterne klar: Vi skal leve op til regeringsgrundlaget og landbrugsaftalen Mens topminister tøver, er Moderaterne klar: Vi skal leve op til regeringsgrundlaget og landbrugsaftalen