Hækkerup vil øge straffen for coronaforbrydelser: ”Den slags kriminalitet tolererer vi ikke”

CORONA: Tricktyverier, indbrud og bedrageri skal straffes markant hårdere, hvis det har relation til coronakrisen, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

Mens hele samfundet står på den anden ende på grund af coronakrisen, så udnytter kriminelle situationen.

Og for at gøre noget ved det problem vil regeringen øge straffen for coronarelateret kriminalitet. Det sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde onsdag.

”Vi har set begyndende tegn på, at kriminelle udnytter den sårbare situation, vi er i. Derfor vil regeringen vil slå hårdt ned på dem, der begår kriminalitet i lyset af coronaepidemien,” sagde han.

Ministeren kunne berette om ”en række forbrydelser, der har sammenhæng med corona”. Som udgangspunkt er der tale om en fordobling af straffen for forbrydelser, der sker i lyset af coronakrisen (se faktaboks til højre). Det gælder eksempelvis tricktyverier, hvor ældre mennesker franarres værdier af kriminelle, der udgiver sig for at repræsentere sundhedsmyndighederne.

Det gælder tyverier af håndsprit og andre livsvigtige værnemidler på hospitaler, som nu skal betyde fængselsstraf i stedet for en bøde. Og for virksomheder, der skulle finde på at svindle med hjælpepakkerne, vil straffen være fire gange så høj som normalt. Og det gælder også på nettet, hvor kriminelle forsøger at bruge coronakrisen til at få fingre i folks oplysninger.

”Det vigtigste er, at budskabet nu går ud til skruppelløse personer og virksomheder, som måtte overveje at snyde sig til profit og på den måde gøre skade på samfundet. Til dem siger vi helt klart: at den slags kriminalitet tolererer vi ikke. Og derfor skal der straffes markant hårdere end normalt,” siger Nick Hækkerup.

Ikke mange forbrydelser
I Rigspolitiet er der glæde for stramningerne.

”Alle de, der lader sig pålægge restriktioner, begrænsninger og økonomiske byrder, skal selvfølgelig ikke tåle at se et lille mindretal blæse på det hele og gøre, som de vil. Det er vigtigt, at vi fra myndighedernes side slår hårdt ned på den lille gruppe, der ikke vil høre. Hvis ikke man vil høre, så må man føle,” lød det fra rigspolitichef Thorkild Fogde på pressemødet.

Han sagde dog også, at problemet ikke er stort på nuværende tidspunkt.

”Vi har heldigvis ikke set mange af de her forbrydelser. Men det vigtigt at være et skridt foran udviklingen og tage initiativerne, inden de breder sig. Så det er vi glade for, at regeringen gør nu,” sagde han.

Ifølge justitsminister Nick Hækkerup tegner der sig et bredt flertal bag regeringens forslag, der hastebehandles i Folketinget torsdag.

Forrige artikel Isolation kan efterlade tusindvis af ældre bundet til sengen, deprimerede eller med forværret demens Isolation kan efterlade tusindvis af ældre bundet til sengen, deprimerede eller med forværret demens Næste artikel Økonomer: Coronakrisen er en historisk mavepuster, men vi står endnu på fødderne Økonomer: Coronakrisen er en historisk mavepuster, men vi står endnu på fødderne