Grabow: Det er en valgkamp – ikke en valgkrig

KLUMME: Bevar den gode tone i valgkampen og på de sociale medier, lyder opfordringen fra Rulle Grabow. De fleste af os skal nok træffe et oplyst valg uden den negative retorik. Magten kan faktisk betales for dyrt.

Vi er ikke særligt gode tabere i min familie. Heller ikke særligt gode vindere, når sandheden skal frem.

Faktisk har vi ritualiseret sejre i en sådan grad, at både jeg og børnene efterhånden ser mere frem til at vinde retten til at danse en særligt larmende og hoverende dans, når man har udslettet de andre i Ludo, Matador eller 21, end vi ser frem til at vinde selve spillet.

Men jeg har tænkt på noget, siden jeg i søndags ved ni-tiden på Sverigesvej i Allinge blev anråbt af en nydelig ældre herre, mens jeg stod og snakkede med en gammel ven fra Rederiforeningen. Han gik forbi os i rask trav, og idet han passerede mig, vendte han sig om og RÅBTE: ’Du er fuld af løgn!’

Buhet ud af Politiken-segmentet
Nu er der jo det med mig, at jeg - ligesom Terkel i knibe – ka’ ta’ det. Og dagen før var jeg blevet buhet ud af Gæstgivergården af hele Politiken-segmentet efter denne live-podcast, så jeg var ligesom i træning. 

Alligevel har jeg lyst til at bede om noget stort. Ikke til mig selv, men til os alle sammen. Om et par dage er det slut. Så har vi stemt (måske endda i fred for exit-polls, hvis tv-stationerne kommer til fornuft og venter, til valgstederne er lukkede med at fortælle os, hvad vi burde have gjort), og nogen har vundet.

At jeg håber, det bliver de blå, er formodentlig ikke nogen overraskelse. Men det skal ikke forhindre mig i at glæde mig til at give et stor trøste- (eller tillykke-)kys på valgaftenen til de af mine nære venner, der arbejder for en rød sejr. Og det er altså ulige meget nemmere at kysse (eller samarbejde med, hvis man ikke er helt så kropslig udadvendt som mig) med mennesker, man ikke lige har kaldt ’umenneskelig’, ’løgner’, ’fusker’, ’fed nar’ eller ’kælling’.

Had by proxy
I de næste par dage kunne man godt forestille sig, at nogle politiske partier blev fristede til at give deres støtter frit spil – eller måske endda incitament – til at skrue godt op for retorikken på de sociale medier.

Allerede nu er der en hel del had by proxy derude. ’Det er jo en valgKAMP,’ tænker de måske. ’Og det er jo ikke os selv, der skriver de grimme(ste) ting, det er vores følgere/ansatte/ungdomspolitikere…’

Mja. Men det er en valgkamp – ikke en valgKRIG. Og som den græske digter Aischylos skrev for godt 2500 år siden: ’I krig er sandheden det første offer.’

Magten kan betales for dyrt
Så lad være. Jeg beder jer. De allerfleste af os forstår både, hvad der skiller jer, og hvad der samler jer. De fleste af os skal nok træffe et oplyst valg – og de vælgere, der sætter krydset med baggrund i, hvilken kaffe I drikker, hvor meget I vejer, eller om I kan lide dyre eller billige sko, gider I alligevel ikke have. Tro mig. Magten kan faktisk betales for dyrt.

Så giver jeg til gengæld en frikadelle lavet af det øko-svin, jeg har købt af min bedste SF-venindes far, med et glas af den vin, som jeg har fået i gave af min elskelige ultraliberale ven, der har en kapitalfond, til. Og et kys.

Godt valg.

--- 
Rulle Grabow er kommunikationsrådgiver og politisk kommentator. Hun er tidligere rådgiver for fødevareminister Henrik Høegh (V). Under valgkampen skriver hun skæve, skarpe og humoristiske klummer om et Danmark i politisk undtagelsestilstand.

Forrige artikel Journalister: Public service skal stå stærkt Journalister: Public service skal stå stærkt Næste artikel Forskningschef: Privatlivets grænser flyder ud Forskningschef: Privatlivets grænser flyder ud