Erhvervsorganisation vil afskaffe anden pinsedag som helligdag fremfor store bededag

Selvom SMV'erne støtter regeringens forslag om at afskaffe en helligdag, så foretrækker organisationen, at valget falder på anden pinsedag i stedet for store bededag. "Hvis vi flytter det til anden pinsedag, så vil det ikke være en kæp i hjulet på oplevelseserhvervene, som er hårdt presset efter corona," siger topchefen.

SMVdanmark står bag regeringens forslag om at afskaffe en helligdag for at øge arbejdsudbuddet. 

Men erhvervsorganisationen foretrækker, at regeringen afskaffer anden pinsedag som helligdag i stedet for store bededag. 

Det fortæller SMV-bossen Jakob Brandt til Altinget.

"Vi bakker op om forslaget med at fjerne en helligdag, men vi ser hellere, at det bliver anden pinsedag i stedet for store bededag, fordi der ligger mange arrangementer og aktiviteter på eventområdet på store bededag," siger han. 

{{toplink}}

SMVdanmark: Marked kan miste en tredjedel af sin omsætning

SMVdanmark uddyber forslaget i et høringssvar til regeringens lovforslag om at afskaffe store bededag som helligdag.

Her argumenterer organisationen blandt andet med, at der finder der flere store arrangementer sted i store bededags-weekenden, og en afskaffelse af store bededag som fridag vil fjerne en stor del af grundlaget for disse aktiviteter, lyder det.

"Det største event er Døllefjelde-Musse Marked med 30.000 daglige gæster, men der er også konfirmationer og andet, hvor teltudlejere, serviceudlejere og musikbranchen har en del omsætning, som ikke ligger i pinsen på samme måde," siger Jakob Brandt og tilføjer: 

"En del af vores medlemmer synes, at det er en dårlig ide, fordi de kommer til at miste en millionomsætning, men hvis vi flytter det til anden pinsedag, så vil det ikke være en kæp i hjulet på oplevelseserhvervene, som er hårdt presset efter corona. Det ville være en gave til en del af mit medlemssegment, hvis det blev anden pinsedag i stedet."

I høringssvaret skriver SMVdanmark, at Døllefjelde Musse Markedet i 2022 donerede 1,1 millioner kroner til lokale foreninger, men markedet vil miste omkring en tredjedel af dets omsætning, selvom omkostningerne til markedet ikke falder tilsvarende.

Jakob Brandt har dog ikke den store tro på, at SMVdanmarks opråb får regeringen til at vælge at afskaffe anden pinsedag fremfor storebededag.

"Det tror jeg desværre ikke er ret realistisk nu. Det har fyldt så meget, at regeringen ønsker nok at lukke sagen fremfor at indgå i større og længere dialoger," siger han. 

Forvirring i Radikale

Torsdag foreslog Radikales gruppeledelsesmedlem Christian Friis Bach ligeledes at afskaffe anden pinsedag som helligdag fremfor store bededag. 

"Store Bededag har kirkelig betydning, folkelig forankring, sit eget navn og varme hveder. Fjern anden Pinsedag i stedet. Det er en mærkelig helligdag," lød det på Twitter

Udmeldingen kom samme dag som Radikale sammen med de otte oppositionspartier fremlagde en alternativ finansiering af forsvarsforliget. 

Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, var dog hurtigt ude for at lægge afstand til meldingen fra Christian Friis Bach ved at understrege, at forslaget ikke er Radikales politik 

"Nej, vi går konstruktivt ind i forhandlingerne om afskaffelse af en helligdag – og går generelt op om reformtiltag. Målet med alle reformer er for os at styrke vores økonomi og mulighederne for at investere i fremtiden, især klimaet og vores uddannelser," lyder det fra Martin Lidegaard i en skriftlig kommentar til Børsen.

{{toplink}}

Forrige artikel Her er de ni vigtigste nedslag fra 16 timers maratondebat i folketingssalen Her er de ni vigtigste nedslag fra 16 timers maratondebat i folketingssalen Næste artikel Wammen inviterer til kaffe og forhandlinger efter konflikt om store bededag Wammen inviterer til kaffe og forhandlinger efter konflikt om store bededag