Erhvervsministeren finder Tommy Ahlers' afløser
Tommy Andersen bliver ny formand for Iværksætterpanelet. Han overtager efter Tommy Ahlers, som er stoppet på posten for at blive ny uddannelses- og forskningsminister.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) måtte på udkig efter en ny formand for Iværksætterpanelet, da tidligere formand Tommy Ahlers (V) 2. maj blev udpeget af statsministeren som ny uddannelses- og forskningsminister efter Søren Pind (V).
Og valget er faldet på Tommy Andersen, serieiværksætter og investor, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Den nyudpegede formand ser frem til arbejdet:
"Jeg er glad for udnævnelsen og for den mulighed, Iværksætterpanelet giver os iværksættere og investorer for at komme med bud på, hvordan vi får skabt flere store vækstsucceser i Danmark," siger Tommy Andersen.
Sammen med de øvrige panelmedlemmer arbejder Tommy Andersen på højtryk for at have den næste runde med anbefalinger til regeringen klar. De forventes klar i løbet af andet kvartal af 2018.
Også erhvervsminister Brian Mikkelsen er tilfreds med sit valg af formand:
"Tommy Andersen har både prøvet at starte og udvikle egen virksomhed, har forstand på fonds- og investeringsdelen, og han har et indgående kendskab til det danske iværksættermiljø".
Og fortsætter:
"Samtidig har Tommy Andersen været en del af Iværksætterpanelet siden begyndelsen, og jeg er derfor overbevist om, at Tommy Andersen vil kunne føre panelets arbejde videre på bedste vis."