Dagens overblik: V vil kontrollere nye statsborgeres værdier, og en styrelse har regnet alvorligt forkert

NYHEDSOVERBLIK: Venstre foreslår at teste, om nye statsborgere har danske værdier ved test og samtale. En styrelse har regnet forkert i en grad, så det nu koster skatteborgerne mere end en halv milliard kroner. Og en udtalelse fra Mette Frederiksen vækker undren. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til dagens hurtige gennemgang af de vigtigste nyheder i dansk politik.

Som de faste læsere måske har bemærket, ser Altinget anderledes ud, end det plejer. Vi har nemlig fået nyt design. Få en guide til, hvordan du kan bruge det nye site, fra Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, her:

Nye statsborgere skal have danske værdier
Nye danske statsborgere bør fremover ikke bare skrive under på, at de har danske værdier. De skal også overbevise en repræsentant for myndighederne om, at de reelt har taget Danmark til sig, ved en motiveret ansøgning og en personlig samtale. 

Det foreslår Venstre i de igangværende forhandlinger om indfødsret, skriver Jyllands-Posten.

Partiet vil tilføje fem spørgsmål om danske værdier til indfødsretsprøven, for eksempel hvad man gør, hvis ens religion og dansk lovgivning siger noget forskelligt. Man skal også skrive en kort, motiveret ansøgning om, hvorfor man gerne vil være statsborger, og endelig skal en personlig samtale klarlægge, om man har danske værdier.

Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Marie Krarup, er ikke afvisende: "Der er en risiko for sindelagskontrol, men det er også det, vi ønsker."

Læs historien her.

Regnefejl koster dyrt
Det koster nu skatteyderne 573 millioner kroner, at Landbrugsstyrelsen har regnet forkert, da den skulle fordele EU's landbrugsstøtte til danske landmænd.

Det skriver Avisen Danmark på baggrund af et aktstykke fra Folketingets finansudvalg.

Landbrugsstyrelsen har udbetalt 287 millioner kroner for meget til nogle landmænd, og de penge skal EU have tilbage. Samtidig har en række andre landmænd fået i alt 286 millioner kroner for lidt. I begge tilfælde er det styrelsens fejl, og dermed må statskassen betale.

Styrelsens direktør beklager dybt, og nu vil minister på området Rasmus Prehn holde mere øje med styrelsen.

Parti forlader Grønlands regering
Det er ikke kun i dansk politik, der er gang i den for tiden, det er der også i grønlandsk politik.

For nylig fik det ledende regeringsparti, Siumut, ny formand. Og nu forlader partiet Demokraterne regeringskoalitionen i protest mod den nye Siumut-formands politiske kurs. Det skriver Altinget Arktis.

Det hele kan ende med en valgudskrivelse i næste uge. Læs mere her.

V-profiler risikerer at ryge ud af Folketinget
Hvis Venstres vælgerkrise fortsat raser, når vi når frem til næste valg, kan flere profilerede folketingsmedlemmer miste deres plads i Folketinget.

Det viser en ny geografisk prognose, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget på baggrund af data fra Kantar Gallup og Epinion.

Ifølge den nye prognose kan Venstres tilbagegang især mærkes i København og Nordsjælland. I begge storkredse står partiet til at miste to ud af tre nuværende mandater. Læs mere om, hvem der er blandt medlemmerne på vippen, her.

Hvad mener statsministeren?
Mens eleverne i 0.-4.klasse vendte tilbage i skole mandag, skal de ældre skoleelever ikke regne med at følge trop lige foreløbig.

I forbindelse med mandagens skolegenåbning sagde statsministeren ifølge flere medier, at de ældre elever først kan vende tilbage, ”når vi har en fuldstændig epidemikontrol og er nået længere frem i 2021”.

Det fik flere ordførere og aktører, som Danske Skoleelever, til at udtrykke forundring over meldingen. For hvad betyder en fuldstændig kontrol? Læs mere her på Altinget Uddannelse.

Det sker i dag

  • Klokken 13: Møde i folketingssalen med en række lovbehandlinger

  • Klokken 14: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd om anvendelse af smitteopsporing via spildevand til bekæmpelse af covid-19.

 

Forrige artikel Ny EU-taskforce skal skrue op for produktion af vacciner mod covid Ny EU-taskforce skal skrue op for produktion af vacciner mod covid Næste artikel Nogle topembedsmænd er grå og diskrete, andre står gerne på ølkassen. Dan Jørgensens nye departementschef gør det sidste Nogle topembedsmænd er grå og diskrete, andre står gerne på ølkassen. Dan Jørgensens nye departementschef gør det sidste