Dagens overblik: Mette Frederiksen overvejer markant ændring af justitsministerens rolle oven på FE-sagen

Vi samler op på Folketingets afslutningsdebat. V-formanden tager hul på forsvarsforhandlinger, og et svar fra Justitsministeriet viser, at en central opgørelse de seneste ti år ikke er landet hos kontroludvalget trods et løfte om det modsatte. Dit politiske overblik finder du her.

Godmorgen og et varmt velkommen til dagens overblik oven på mandagens maratondebat i Folketingssalen.

I løbet af 14 timer stødte Folketingets 179 medlemmer sammen i den sidste afslutningsdebat i denne valgperiode. {{toplink}}

Her vakte det især opsigt, at statsminister Mette Frederiksen (S) åbner for at ændre på justitsministerens beføjelser oven på sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor blandt andre forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har været sigtet for at lække statshemmeligheder.

"Det her forløb har givet anledning til at overveje, om der stadig skal være en ordning med særlig påtalekompetence for justitsministeren," lød det fra talerstolen.

Påtalekompetencen betyder, at det i dag er justitsministeren, der skal nikke ja eller nej til, om der skal rejses tiltale i sager som Claus Hjort Frederiksens.

Forslaget kommer, efter at det det i flere år har bekymret Mette Frederiksen, at der i visse kredse er en polarisering og voksende mistro til myndighederne. Sådan lyder det fra Altingets kommentator, Erik Holstein.

"Forslaget om at ændre justitsministerens rolle er det første konkrete udslag for at dæmme op for det, statsministeren ser som en meget farlig udvikling," skriver han.

Du kan læse hele den minianalyse – og syv andre hot takes fra vores to politiske analytikere oven på gårsdagens debat – lige her.

Og her du appetit på endnu mere fra Folketingssalen, kan du hoppe til højdepunkterne fra debatten, som vi samlede dagen igennem i vores livedækning. Dem finder du her. {{toplink}}

I ti år har Folketingets kontroludvalg ikke fået central liste

En årlig opgørelse, der ellers skulle sikre, at Folketingets kontroludvalg ikke ender som en mølpose for politisk betændte sager, er aldrig blevet sendt til udvalgets medlemmer.

De er nemlig omfattet af så stor en tavshedspligt, at medlemmerne ikke engang må fortælle, om en sag eller et spørgsmål har været præsenteret for dem.

Derfor skulle opgørelsen fastslå, hvor mange gange en minister på samråd eller i udvalgsspørgsmål havde henvist til besvarelse i udvalget – og dermed reelt sikret, at svaret aldrig kom frem. Men det har skiftende regeringer siden 2010 altså ikke gjort. Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af et svar fra Justitsministeriet.

Det er udtryk for et svækket kontrolorgan, mener Pernille Boye Koch, forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder. Du kan læse meget mere om sagen lige her hos avisen.

Venstre vil bruge forsvarspenge på militær forskning

Selv om forsvarsforhandlingerne endnu ikke er begyndt, tager Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, med et interview i Berlingske nu hul på dem.

Partilederen foreslår at hæve investeringerne i forsvarsforskning fra cirka 0,3 procent af forsvarsudgifterne til to procent. I 2033 vil det svare til en milliard kroner ekstra om året.

Du finder hele interviewet i avisen her.

 

Smal aftale om gymnasiefordeling skaber ro

Når unge fremover skal fordeles rundt på landets gymnasier, vil det ikke længere kunne foregå gennem lodtrækning. I stedet vil det være elevernes transporttid til gymnasiet, der vil være med til at afgøre fordelingen.

Det fastslår en ny tillægsaftale, som partierne bag en oprindelig aftale indgik mandag.

Og det har skabt ro blandt gymnasiernes aktører.

Det kan du læse meget mere om hos Altinget lige her.

Det sker i dag

  • På Bornholm gennemfører USA og Danmark en fælles militærøvelse, hvor både forsvarsministeren, Forsvarets ledelse og internationale samarbejdspartnere vil være til stede.
  • Tirsdag formiddag er der også borgmestermøde i Industriens Hus, hvor en række kommuner sammen med Dansk Industri præsenterer et nyt frikommuneforsøg på erhvervsområdet.
  • Over middag holder Det Udenrigspolitiske Nævn et møde. Fra regeringen deltager statsminister Mette Frederiksen (S), og på dagsordenen er det kommende ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd næste uge.
  • Om eftermiddagen skal udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) i samråd om faldet af indberetninger om radikalisering hos Udlændingestyrelsens indkvarteringssteder.
  • En delegation fra Europa-Parlamentets landbrugsudvalg er på inspirationstur i Jylland for at høre om danske løsninger inden for bæredygtigt landbrug.

Forrige artikel Mette Frederiksen varsler nyt grønt råderum Mette Frederiksen varsler nyt grønt råderum Næste artikel Hos elever og rektorer skaber fordelingsaftale ro her og nu: ”Men vi skal være klar på at lave ændringer Hos elever og rektorer skaber fordelingsaftale ro her og nu: ”Men vi skal være klar på at lave ændringer"