Dagens overblik: Heunicke afviste at lade Folketinget høre eksperter forklare deres syn på tvangstiltag i Vollsmose

Sundhedsminister Magnus Heunicke er kaldt i samråd, efter han sagde nej til eksperters besøg i Epidemiudvalget. Nyt coronaorgan er som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt, og forhandlinger om coronapas er sat i gang. Få overblik over tirsdagens politiske nyheder.

Godmorgen og velkommen til tirsdagens udgave af Altingets politiske nyhedsoverblik. Første historie, som vi kaster os over, finder vi på forsiden af Berlingske.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bliver nu kaldt i samråd af Konservative, som er blevet rystet over nye oplysninger om de eksperter, der rådgav regeringen om tvangstiltag i den odenseanske bydel Vollsmose. Ifølge Berlingske afviste Magnus Heunicke at lade de to sundhedseksperter besøge Folketingets Epidemiudvalg og redegøre for deres syn på tiltagene.

Det var ellers et ønske fra politikerne, og eksperterne havde begge også tilbudt at møde op.

”Jeg er rystet over, den måde det her bliver kørt på. Det er jeg. På baggrund af den her aktuelle sag må ministeren forklare sig i et samråd,” siger Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, til Berlingske.

Hverken sundhedsminister Magnus Heunicke eller Sundhedsministeriet har ikke svaret på, hvorfor de to eksperter ikke måtte besøge udvalget. Men ministeriet oplyser i et svar til Berlingske, at et folketingsudvalg kan anmode en minister om tekniske gennemgange.

Eksperter: Nyt coronaorgan kan mørklægge kritik
Den nye Epidemikommission kan ende med at blive mørkekammer, hvor myndighedernes uenigheder om håndteringen af corona vil blive skjult. Sådan lyder vurderingen fra flere eksperter i tirsdagens udgave af Politiken.

Det skyldes, at udveksling af interne dokumenter i det nye organ som udgangspunkt er undtaget fra aktindsigt. Hvis de forskellige styrelser fremadrettet deler uenighed i regi af den nye kommission, vil medierne derfor som udgangspunkt ikke kunne få indsigt i det:

”Hvis direktørerne mailer internt, har man nu mulighed for at sige, at det er en del af kommissionsarbejdet og derfor ikke omfattet aktindsigt. Det bliver nemt en ret bred gråzone, hvor man kan undtage aktindsigt i det, som er del af kommissionens arbejde,” siger Sten Bønsing, som er professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, til Politiken.

Danmark lokker med data i vaccinejagt
I forsøget på at finde ekstra vaccinedoser har de danske sundhedsmyndigheder i månedsvis forsøgt at række ud til vaccineproducenterne. Det er sket med et tilbud om, at producenterne kan få adgang til op til en halv million frivillige danskere i et forskningsstudie.

Det skriver Jyllands-Posten.

Lægemiddelstyrelsen bekræfter overfor avisen, at der lige nu er taget kontakt til fire forskellige producenter, hvor myndighederne har afsøgt interessen for at lave et såkaldt fase-4-forsøg, hvor der efter frivillig deltagelse fra op til 500.000 borgere i Danmark vil kunne deles data om vaccinernes effekt og virkning.

”Producenten skulle i sagens natur stille vacciner til rådighed for disse forsøgspersoner, hvorved Danmark ville få flere borgere vaccineret,” oplyser Lægemiddelstyrelsen til Jyllands-Posten.

Indtil videre er der dog ikke kommet noget konkret ud af det danske tilbud.

Forhandlinger om coronapas er i gang
Mandag eftermiddag mødtes Folketingets partier til drøftelser om det digitale coronapas, som er tiltænkt en rolle i den langsigtede genåbning af Danmark. Det skriver TV 2.

Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) er tanken, at passet skal kunne bruges i forbindelse med adgang til kulturbegivenheder og liberale erhverv. Men de endelige rammer skal nu drøftes, og der sigtes efter, at de er fastlagt og passet er klar til brug i maj:

”Til maj vil vi have en færdig, brugervenlig løsning, som vi også vil tænke sammen med EU, så man kan bruge sit coronapas ikke alene i en dansk sammenhæng, men også hvis man skal ud i Europa,” siger Nicolai Wammen til TV 2.

Coronapasset skal både kunne vise, om man er vaccineret mod coronavirus, eller om man enten netop er testet negativ eller tidligere har været smittet.

Det sker i dag

  • Klokken 13.00: I dag er der møde i Folketingssalen, som indledes med statsminister Mette Frederiksens (S) spørgetime.
  • Klokken 13.00: Åbent samråd med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), hvor ministrene skal redegøre for, hvordan klima- og bæredygtighedsdagsordenen bliver en integreret del af alle uddannelser.

Forrige artikel Mai Villadsen: Regeringen kommer til at være dødtræt af os Mai Villadsen: Regeringen kommer til at være dødtræt af os Næste artikel Berlingske rokerer rundt på Borgen og får ny politisk kommentator Berlingske rokerer rundt på Borgen og får ny politisk kommentator