Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne
FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) kunne sent fredag aften sammen med to ministerkolleger og alle Folketingets partier præsentere en aftale om, hvad de videre skridt bliver i håndteringen af coronavirus i Danmark.
Aftalen indebærer blandt andet, at restauranter må holde to timer længere åbent, og at det bliver lettere at komme til Danmark som turist, fordi kravet om seks overnatninger droppes. Men forsamlingsforbuddet består, og natklubber og diskoteker må stadig ikke åbne.
Derfor vil parterne også forlænge den økonomiske støtte til de hårdest ramte virksomheder.
Skal sætte ind mod smittekæder i "særlige grupper"
Op til forhandlingerne havde Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige foreslået, at myndighederne skulle kunne gribe mere kontant ind over for visse grupper, hvis de fylder meget i smittestatistikken.
Konkret foreslog Venstre, at politiet skulle foretage stikprøvekontrol af, om coronasmittede opholder sig i hjemmeisolation, ved at køre hjem til dem og tjekke det. Overholder man ikke isolationen, skal man i højere grad gøre brug af muligheden for tvangsindlæggelse, foreslog Inger Støjberg (V). Forslaget kom efter oplysninger i pressen om, at der havde været smitteudbrud blandt blandt andre somaliere.
Den endelige aftale indeholder et punkt om, at myndighederne skal kunne sætte ind over for smittekæder i særlige grupper, men det skal ske med oplysning og stikprøvekontrol "efter proportionalitetsprincippet". Det indebærer ifølge Radikales retsordfører Kristian Hegaard, at politiet skal ringe til folk frem for at banke på deres dør.
Se reaktioner på aftalen nederst i artiklen.
Find den fulde aftaletekst her.
Eller få hovedpunkterne i kort version her:
- Partierne er enige om, at centrale elementer i den overordnede strategi er test, smitteopsporing og isolation, og at opstået smitte skal slås ned lokalt, før den breder sig.
- Det er et mål, at 80 procent skal have adgang til COVID-19-test inden for 24 timer,
og at 80 procent får svar på test dagen efter, at testen er foretaget. Regeringen vil derfor etablere yderligere et ekstra testlaboratorium i Vestdanmark. - Myndighederne skal sætte målrettet ind over for smittekæder blandt særlige grupper, der
på et givent tidspunkt fylder særligt i statistikkerne. Det kan ske med oplysning og stikprøvekontroller efter proportionalitetesprincippet af, om folk efterlever opfordringer til selvisolation. Hvis ikke, kan myndighederne give påbud om selvisolation. - Ved lokale smitteudbrud vil der blive iværksat de nødvendige lokale tiltag, herunder i form af brug af mundbind, hjemmearbejde, nedlukning af samfundsaktiviteter og lignende.
- Natklubber og diskoteker skal holde lukket til og med den 31. oktober.
- Den tilladte åbningstid for restauranter, barer, værtshuse og cafeer i Danmark udvides fra midnat til klokken 2, forudsat at man ikke lukker nye gæster ind efter klokken 23.
- Forsamlingsforbuddet på 100 personer forlænges til og med den 31. oktober,
men partierne vil i slutningen af september vurdere, om det kan lempes tidligere. - Forsamlingsforbuddet på 500 personer forlænges til og med den 31. oktober.
- Udendørs begravelser og bisættelser omfattes af et forsamlingsforbud på 200
personer. - Lokaler, der anvendes som spillesteder med stående publikum, skal fortsat holde lukket.
- Erhvervsministeren og kulturministeren vil se på, om der kan ske yderligere genåbning af spillesteder, idræt, kulturarrangementer, konference- og messecentre og lignende på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.
- Partierne bag aftalen vil forbedre støtten til virksomheder, som er særligt hårdt ramt af fortsat nedlukning og/eller restriktioner. Det skal der forhandles særskilt om.
- Regeringen vil se på mulighederne for at dele rejsevejledningerne op i regioner, så man ikke nødvendigvis har samme rejsevejledning for eksempelvis alle dele af Spanien.
- Kravet til udenlandske turister om, at de skal have bestilt mindst seks overnatninger i Danmark for at komme hertil, bliver droppet.
Politisk ordfører for Venstre, Sophie Løhde:
Nick Hækkerup om afskaffelse af 6-dages reglen: “Der var ikke sundhedsfagligt belæg. Logikken er, at nu er vi forbi sommersæsonen”.
— Sophie Løhde (@sophieloehde) August 14, 2020
Nå, ja. Nu har S-reg smadret øko for københavnske hoteller mv, så kan godt fjernes😳 Et katrofalt forsøg - vi nu heldigvis får afskaffet #dkpol
Retspolitisk ordfører for Radikale, Kristian Hegaard:
Godt der ikke kom nye regler om tvangsisolation, fodlænke, stikprøvekontrol eller anden symbolpolitik. I stedet blev det præciseret, at stikprøver skal følge proportionalitetsprincippet. Det betyder myndigheder skal ringe og vejlede om isolation ligesom i dag. Ik banke på. #dkpol pic.twitter.com/TVk69PwlPw
— Kristian Hegaard (@KHegaard) August 14, 2020
Formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund:
Dagens aftale: Målrettet indsats over for de udlændinge, der udviser disrespekt over for danskerne og mere genåbning for resten af befolkningen, end regeringen og venstrefløjen lagde op til. Begge dele takket være godt samarbejde blandt de borgerlige partier. #dkpol #medier
— Pernille Vermund (@PernilleVermund) August 14, 2020
Direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen:
Herlig nyhed, at seks-dages-reglen nu omsider er væk. Også godt nyt, at restauranter og barer kan holde længere åbent. Det vigtige er nu, at den udvidede kompensation til ramte virksomheder kommer hurtigt på plads https://t.co/YMzIfw3a5b #dkpol #dkbiz pic.twitter.com/gmXF0CEE4L
— Brian Mikkelsen (@BrianAMikkelsen) August 14, 2020
Administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl:
Fuldt forståeligt at yderligere genåbning bliver mindre omfattende end planlagt. Til gengæld utrolig vigtigt, at #dkpol igen viser handlekraft - bl.a. ved at afskaffe 6-dages reglen og forlænge hjælpen til #dkbiz, der må holde lukket. Det er afgørende for turisme, job og #dkøko https://t.co/lNHzN80boJ
— Lars Sandahl Sørensen (@LarsSandahlS) August 14, 2020