Schwarzenegger i spil som Obamas energiminister

USA-KLIMA: Californiens guvernør, republikaneren Arnold Schwarzenegger er ifølge Politico.com favorit som USA's næste Secretary of Energy.

Ifølge det respekterede politiske website Politico.com er Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger (R) i spil som USA's næste energiminister. Han vil i givet fald spille en vigtig rolle for, om FN's klimatopmøde i København i 2009 bliver en succes.

Politico.com bringer en liste over navne, som er i spil til den nyvalgte præsident Barack Obamas (D) regering. Listen er blevet til ved hjælp af kilder i og omkring det demokratiske parti, og med hjælp fra Politicos politiske kommentator Ben Smith og tv-stationen ABC's politiske redaktør Jonathan Karl.

På listen figurerer Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger som topbuddet til posten som Secretary of Energy.

Schwarzenegger er republikaner og har støttet John McCain (R) under den amerikanske præsidentvalgkamp, men Barack Obama har tidligere offentligt meldt ud, at han vil inkludere republikanere i sin regering. 

Lektor ved Center for Amerikanske Studier på CBS Niels Bjerre-Poulsen mener, at Schwarzenegger vil være et godt valg for Obama.

"Schwarzenegger har vist sig som en meget progressiv politiker. Han vil helt sikkert være et godt valg. Han har klaret sig virkelig godt i Californien, og har tidligere trodset præsident Bush ved at tilslutte sig Kyoto-protokollen og indføre skrappere krav for CO2-udledning," fastslår Niels Bjerre-Poulsen.

Den grønne Terminator
I 1980'erne- og 90'erne var Arnold Schwarzenegger mest kendt for hæsblæsende actionscener, eksplosioner og død og ødelæggelse som Hollywoods største actionhelt. Men i det nye årtusinde er han blevet kendt for at stå i spidsen for en af Amerikas mest progressive stater inden for miljø- og energi.

I 2003 sagde han "hasta la vista, baby" til filmkarrieren til fordel for en karriere i amerikansk politik som guvernør i Californien.

Efter et valgkampcirkus af hidtil usete dimensioner var mange skeptiske ved Schwarzeneggers evner i embedet. Siden har Schwarzenegger vundet bred anerkendelse i det politiske forum. Bl.a. har han høstet stor ros for at lade verdens femtestørste økonomi gå forrest i miljøkampen i USA.

USA's førende stat på energi
I debatten forud for føderale energipolitiske tiltag omtales ofte den californiske energilovgivning, der byder på en række succeshistorier.

  • Californiens andel af vedvarende energikilder dækker 11 procent af statens elektricitet, mens det for hele USA er omkring 2 procent.
  • Californien er også gået foran ved at opsætte bindende mål om, at 20 procent af statens elektricitet i 2010 og 33 procent i 2020 skal være produceret af vedvarende energikilder.
  • Californien har på foranledning af guvernør Schwarzenegger vedtaget at reducere statens CO2-udledninger til 1990-niveau inden 2020.

Har ambitioner om nationalpolitik
Niels Bjerre Poulsen vurderer, at Schwarzenegger vil være en politiker, som Demokraterne nemt vil kunne affinde sig med at have i en demokratisk ledet regering.

"Han er vel det, man tidligere ville kalde for en moderat republikaner. For Demokraterne vil han sikkert være nem at samarbejde med. Han kommer fra den meget liberale stat Californien, hvor han har arbejdet godt sammen med parlamentet i staten, som har været domineret af demokrater. Så han er vant til at færdes i et liberalt miljø," siger Niels Bjerre-Poulsen.

"Schwarzenegger har tidligere sagt, at han har ambitioner om nationalpolitik, og man må sige, at det politikområde, han står allerstærkest på, det er klart energipolitikken," fastslår Niels Bjerre-Poulsen.

Forrige artikel Er De Radikale på vej ud af miljøforlig? Er De Radikale på vej ud af miljøforlig? Næste artikel For lidt forskning i frivillig social indsats