Partier søger kompromis om skævvridende valgmatematik

Et flertal i Folketinget afviste torsdag et forslag om at ændre matematikken bag mandatfordelingen ved kommunal- og regionsvalg. Nu søger partierne bag en alternativ løsning.

Forslag var fremsat af Enhedslisten, Dansk Folkeparti og SF i fællesskab og blev støttet af såvel Radikale som Alternativet.

I hovedtræk går forslaget ud på at ændre metoden, som omsætter et valgresultat til mandater i kommunalbestyrelser og regionsråd fra den såkaldte ’d’Hondts metode’ til den ’største brøks metode’ (jf. boks).

Det kan lyde teknisk, men valget af metode har direkte konsekvenser for adgangen til og sammensætningen af et byråd og kan i sidste ende være med til at vippe flertallet til den ene eller anden side.

”De store partier var ikke med på vores forslag. Men sammen med de øvrige forslagsstillere vil jeg nu prøve at formulere et ændringsforslag, som kan tage højde for nogle af indvendingerne mod forslaget,” siger Susanne Eilersen, kommunalordfører for Dansk Folkeparti.

Fordele og ulemper
Den nuværende metode til mandatfordeling har en indbygget skævhed, som favoriserer de større partier. Den skævvridning vil partierne bag det aktuelle beslutningsforslag gøre op med.

Et lignende forslag blev i 2012 støttet af Liberal Alliance med Simon Emil Ammitzbøll som varm fortaler. Men efter han og Liberal Alliance er indgået i regeringen, kan partiet ikke længere støtte forslaget. Helt klassisk er det først og fremmest Venstre og Socialdemokraterne, der spænder ben.

Det har de gjort, hver gang et lignende forslag i nogenlunde velovervejet timing i forhold til et forestående kommunalvalg er blevet trukket frem fra skuffen.

”Der er fordele og ulemper ved de to metoder. Det har vi afvejet i Venstre. Og vi mener, at fordelene ved det nuværende system er dem, der vejer tungest,” sagde Venstres kommunalordfører ved førstebehandlingen af forslaget 30. marts.

Fakkeltog og demokratisk desperation
Partierne bag forslaget hæftede sig først og fremmest ved, at den nuværende fordelingsmetode i praksis kan være med til at forhøje spærregrænsen og gør det sværere for mindre partier at blive valgt ind.

Med stemmespild til følge.

Herudover hæfter partierne sig ved, at det nuværende system gør det muligt for et parti at opnå flertal i en kommunalbestyrelse, selv om partiet får under halvdelen af stemmerne. Ved kommunalvalget i 2013 skete det i eksempelvis Billund, Brøndby og Ishøj Kommune.

”Vi er af den opfattelse, at det i en given situation vil være bedst at favorisere de mindre partier. Og ikke at favorisere store partier på den måde, at et parti med et mindretal bag sig kan sætte sig på magten,” sagde Enhedslistens kommunalordfører, Finn Sørensen.

Omvendt fremhævede kritikerne af forslaget, at den skitserede model vil kunne føre til en situation, hvor et parti får et flertal af stemmerne, uden at få et flertal i kommunalbestyrelsen.

Så vil alle andre partier kunne rotte sig samme og sætte flertallet blandt vælgerne uden for indflydelse i kommunalbestyrelsen.

”Der tror jeg, at man vil se fakkeltog og desperation over et demokratisk system,” sagde Socialdemokratiets kommunalordfører, Magnus Heunicke.

Flertalsbeskyttelse som kompromis
Netop den bekymring vil partierne bag forslaget nu se, om de kan imødekomme.

Susanne Eilersen foreslår konkret, at man følger overgangen til ’største brøks metode’ op med en særregel, der sikrer, at hvis et parti får mere end halvdelen af stemmerne, så vil dette parti også være sikret et flertal i kommunalbestyrelsen.

”Hvis det er juridisk muligt, vil det kunne sikre, at et flertal blandt vælgerne altid vil blive afspejlet i et flertal i en kommunalbestyrelse,” siger Susanne Eilersen.

Hverken økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll eller Magnus Heunicke var parate til at omfavne eller afvise forslaget, da de stod på talerstolen i Folketinget.

”Det kan jeg ikke tage stilling til her og nu. Jeg kan godt forstå, hvor man vil hen med forslaget. Men vi må dykke længere ned i det,” sagde Magnus Heunicke.

kim@altinget.dk