Træimportør afviser kritik

DEBAT: Det er totalt misinformation, når Nepenthes beskriver os som skurke i debatten om ulovligt regnskovstræ, skriver DLH's miljøchef som svar på et skarpt angreb fra Nepenthes.

Af Erik Albrechtsen,
Miljøchef,
DLH

I et debatindlæg fra miljøorganisationen Nepenthes kritiseres DLH i dag i skarpe vendinger for ikke at have underskrevet et initiativ om lovgivning om import af tropisk træ.

Det er korrekt, at vi har undladt at deltage i en underskriftsindsamling, som er startet af COOP Danmark. Men selvom idéen er sympatisk, så indeholder initiativet med al respekt ingen konkrete løsningsforslag.

Jeg vil gerne opfordre til, at man i stedet diskuterer praktiske og operationelle løsninger - for eksempel ved at kigge på DLHs aktiviteter over hele verden. I modsætning til Nepenthes anklager er det således et faktum at:

 

  • DLH er i dag en af verdens største udbydere af miljøcertificeret tropetræ (FSC).
  • DLH arbejder aktivt for at fremme FSC certificering overalt i verden og har blandt andet gennemført FSC certificering af 296.000 hektar regnskov i Congo - den største certificering i den afrikanske regnskov nogensinde.
  • DLH er i øjeblikket i gang med yderligere certificering af 1.000.000 hektar regnskov i Afrika.
  • I Malaysia og Indonesien arbejder DLH med et af Sydøstasiens mest ambitiøse, uafhængige verificeringsprojekter - i øvrigt i aktivt samarbejde med lokale NGO'er.
  • DLH har siden 2002 arbejdet med en omfattende evaluering af leverandører under navnet "Good Supplier Programme". Programmet sætter DLH i stand til at undgå leverandører, der ikke kan dokumentere lovligheden af deres træ. Programmet har medført udelukkelse af en lang række leverandører, der ikke kunne lever op til kravene
  • Vi arbejder til stadighed på at forbedre systemet samtidig med, at vi udvikler nye værktøjer i samarbejde med internationale NGO'er og certificeringsfirmaer
  • DLH deltager kontinuerligt og aktivt i den internationale debat for at finde løsninger, der kan forhindre illegal handel med træ og bidrager ofte med praktisk viden og erfaringer

Det er derfor absurd når Nepenthes beskylder os for ikke aktivt at bekæmpe ulovlig træhugst.

Praktiske løsninger over hele verden
Vi gennemfører løbende nogle af de mest krævende og omfattende FSC-certificeringer af tropiske skove i verden, og globalt set stiller vi nogle af de skrappeste krav til vores leverandører.

Det er praktiske løsninger, der virker ude i virkeligheden, hvor problemerne eksisterer. Men illegal skovhugst er et globalt problem, der kræver globale eller regionale løsninger.

Derfor mener vi også, ministeren i stedet bør bruge energien på at sikre et fælles EU initiativ, der kan gøre en reel forskel. Af den årsag har vi ikke prioriteret initiativet fra COOP Danmark.

Og jeg vil da gerne understrege, at DLH gerne går i dialog med ministeren om konkrete løsningsforslag.

Forrige artikel Når vi får nationalparkerne... Næste artikel Uklar husdyrlov skaber trængel i miljøklagenævn