Tænketanken Hav: Myndighedernes håndtering af importeret spildevand er dybt kritisabel

Sagen om RGS Nordics import af affald fra den norske olieindustri har afsløret betragtelige mangler i myndighedernes håndtering af import og miljøgodkendelser af spildevandet. Det kan få alvorlige konsekvenser for havmiljøet, skriver Henriette Selck, der opfordrer til skærpede krav på området.

Af Henriette Selck
Seniorforsker, Tænketanken Hav

Kære miljøminister Magnus Heunicke (S). I dag er du indkaldt i samråd i Folketinget i en principiel og vigtig sag om at beskytte det danske havmiljø mod miljøfarlige stoffer.

Den sydvestsjællandske virksomhed RGS Nordic har i flere år importeret millioner af tons oliespildevand fra blandt andet Norge med meget lavt olieindhold, bearbejdet det, og bagefter udledt store mængder af spildevandet direkte ud i det danske hav.

Sagen vækker bekymring hos Tænketanken Hav, fordi havet i Danmark allerede er presset. Derfor skal vi sørge for, at vores aktiviteter holder sig inden for havets bæreevne.   

Miljøfarlige stoffer ender på tallerkenen
Sagen om RGS Nordic står langt fra alene. Tal fra Miljøstyrelsen viser, at man i perioden fra 2013 til 2022 har givet cirka 63 tilladelser til at importere i alt næsten 2,8 millioner tons olieholdigt spildevand fra offshore-industrier i især Norge og Sverige for at udnytte dele af olien.  

Udledninger som disse kan have store miljømæssige konsekvenser. I forbindelse med målinger foretaget i Agersø Sund ved RGS Nordic, er der fundet forhøjede værdier af flere miljøfarlige stoffer.

Uanset hvor godt virksomheder renser spildevandet, så udledes der miljøfarlige stoffer til havmiljøet – et hav der i forvejen er hårdt presset, og hvor økosystemer bryder sammen, og fiske- og dyrearter forsvinder i et hastigt tempo.

Mange af de miljøfarlige stoffer der udledes til havet fra spildevand vil ophobes på bunden af havet, hvor bundlevende dyr vil optage stofferne. På den måde kommer de miljøfarlige stoffer ind i fødekæden og vil i sidste ende lande på vores tallerkener.

Store miljø- og forvaltningsmæssige udfordringer
Helt overordnet set tjener de gældende regler og procedurer indenfor import af spildevand til Danmark langt fra havets bedste.

For det første er kriterierne omkring nyttiggørelse af oliespildevand meget åbne for fortolkning fra Miljøstyrelsens side. Det er problematisk, fordi kriterierne principielt kan bøjes til at tilgodese andre interesser over havets.

For det andet er det dybt problematisk, at nyttiggørelseskriterierne primært er baseret på en økonomisk og energimæssig betragtning, og at myndighederne ikke inkluderer hensyn til det havmiljø, der aftager al spildevandet fra virksomhederne.

For det tredje er det kritisabelt, at spildevandet, der udledes til havmiljøet, tillades at have koncentrationer af miljøfarlige stoffer over de tilladte grænseværdier. Det kan have skadelige konsekvenser for dyr og mennesker. Når først miljøfarlige stoffer er udledt til havet, er det ekstremt svært – hvis ikke umuligt – at fjerne dem igen.

For det fjerde er det uholdbart, at kommunernes miljøgodkendelser til virksomhederne ikke opdateres og godkendes jævnligt, så man tillader udledninger langt over grænseværdierne. I tilfældet for RGS Nordic er miljøgodkendelsen ikke blevet opdateret siden 2008, hvilket blandt andet har resulteret i, at 17 ud af 24 udledte stoffer fra virksomheden ligger over gældende grænseværdier.    

Behov for ændringer af praksis på området
RGS Nordic-sagen understreger, at der er behov for nogle grundlæggende ændringer på området.

Tænketanken Hav har nogle konkrete anbefalinger til, hvordan myndigheder, kommuner og virksomheder kan styrke deres tilgang til arbejdet med import og udledning af industrispildevand:

Dels bør de nationale myndigheder udarbejde klare retningslinjer for kriterierne for, hvornår affald kan vurderes som nyttiggørelse. Det kan have en gavnlig miljømæssig effekt og samtidig forhindre en debat om, hvorvidt man kan retfærdiggøre, at få procent af spildevandet kan nyttiggøres.  

Dels bør miljøgodkendelser tilgodese havmiljøet og sikre, at udledningen af miljøfarlige stoffer til havet ligger under gældende miljøkvalitetskrav. Miljøgodkendelser skal opdateres jævnligt og følge de nyeste krav.

RGS-sagen bør give anledning til eftertanke og få os til at overveje hvilke, og hvordan vi har aktiviteter på havet. Den opfordring er hermed givet videre til miljøministeren.

{{toplink}}

Forrige artikel Rådet for Grøn Omstilling: Vi skal lægge arealpuslespillet rigtigt - for landbrugets og klimaets skyld Rådet for Grøn Omstilling: Vi skal lægge arealpuslespillet rigtigt - for landbrugets og klimaets skyld Næste artikel Dansk Affaldsforening: Udbud om CO2-fangst bør gå til forbrændingsanlæg Dansk Affaldsforening: Udbud om CO2-fangst bør gå til forbrændingsanlæg