Statsministerens grønnere stoledans
Dagens debattør er ikke imponeret regeringens satsning på energi. Det er en stor fejl, at forsøge at gøre Danmark selvforsynende.
Chresten Anderson,
direktør, Copenhagen Institute
I statsministerens åbningstale gjorde Anders Fogh Rasmussen det klart, at regeringen nu vil satse på en ”grønnere profil.”
Efter 5 år ved magten er det sandsynligvis ved at gå op for befolkningen og måske også regeringen, at man ikke kan sidde mellem to stole. Baglandet undrer sig over de mildt sagt uklare signaler, hvad angår skattelettelser.
Og velfærdsstatens kernevælgere, det vil sige den velbjergede middelklasse, går aktuelt på gaden og demonstrerer deres udprægede skepsis overfor Fogh, i rollen som systemets mand.
Velfærdsprofilen smuldrer, og broen til baglandet er, om ikke brændt så dog lettere ramponeret.
Derfor prøver man noget nyt: Noget man håber, kan få de modsatrettede kræfter til at forliges: Man satser på kampen for det grønne!
De økonomiske konsekvenserne ved eksperimentere med borgernes midler, og de skiftende positioneringer, betyder formentlig mindre end det at kunne bevare magten.
Regeringens politik skriger til himmelen
Derfor kan det næppe overraske, at det næste skridt ikke blev at vælge side, men i stedet blot at skifte position; hvilket desværre nok bliver et udtryk, der vil gå igen, når historien skal skrives.
Den tredje og grønne stol til den positionerende statsminister blev blandt andet introduceret således ved Folketingets åbning:
Regeringen vil sætte ambitiøse mål om at sikre Danmark en fremtidig selvforsyning med miljørigtig energi.
At et globaliseringsvenligt land med kun ca. fem millioner borgere placeret mellem Tyskland, Norge, Sverige og Storbritannien, skulle søge en selvforsyningspolitik, det skriger imidlertid til himlen.
Det er korrekt, at vi i Danmark har behov for masser af energi. Men vi har ikke behov for at skulle købe olie eller naturgas fra lande og regioner, som er politisk ustabile.
Vil kunne reagere tids nok
Vi vil ikke komme til at stå overfor en energikrise, og det eneste der kan skabe en krise er politiske reguleringer, der ødelægger markedet for energi. Der er et kæmpe energimarked i Europa, som med sikkerhed vil kunne reagere tidsnok, hvis prisen på olie eller naturgas skulle blive for høj.
Fogh ved med sikkerhed, at energi er en vare som alle andre. Den er ganske vist vigtigere end mange andre varer, men det er nu blot en vare.
Og vejen til at sikre rigeligt med energi, går i stik modsatte retning end Foghs tale om selvforsyning. Det kræver en målsætning om at gøre energimarkedet mere frit. Så der kan tiltrækkes investorer fra andre områder.
Der er grundlæggende kun to måder hvorved Danmark kunne blive energimæssigt selvforsynende, – såfremt nogen skulle have interesse i at forfølge et så meningsløst mål:
Den ene fremgangsmåde er, at vi i Danmark i åben konkurrence med resten af verden bliver de mest effektive i hele verden til at producere energi. Det vil sige, vi i kraft af dygtighed producerer den billigste energi i verden, samtidig med at vi kan producere nok af den til at levere energi til hele Danmark - og gerne mere så den kan eksporteres. I givet fald vil selvforsyningen medføre lavere priser for forbrugerne.
Samme problem som ved landbrugsstøtten
Den anden fremgangsmåde kræver derimod politisk interventionisme:
Ved hjælp af prisregulering, offentlige satsninger og andre indgreb gøres Danmark således i stand til at producere energi nok til hele nationen – ligesom man i Cuba og Nordkorea tilsvarende er selvforsynende indenfor en række andre områder. Og vi vil som nation bliver fattigere end hvis vi førte markedsvenlig energipolitik.
Den sidste løsning svarer i øvrigt til hvad der i dag er tilfældet for landbrugsområdet i Europa, hvor massive tilskud og støtteordninger koster forbrugerne dyrt.
Det er desværre alligevel den sidste løsning, som statsministeren lægger op til. Det er en løsning, som vil øge prisen på energi til skade for forbrugerne og for danske virksomheders konkurrenceevne.
Danmarkshistorien skrives imidlertid sjældent af mennesker med tilknytning til private virksomheder, men derimod oftere af de der lever af statens rundhåndede bidrag. Så mon ikke også Statsministeren i kraft af sin velfærdsstatslige rød-grønne profil også til sidst vil kunne sikre sig en plads i rækken af de folkekære politiske ledere, der bragte os lidt nærmere socialismen?
