Politikere skal advare om lang sagsbehandling
Debat: Kommunalchef beder politikerne belave befolkningen på massive sagspukler på miljø- og teknikområdet, når strukturreformen træder i kraft.
Mikael Jentsch,
formand for Kommunal Teknisk Chefforening
En af de største udfordringer i virkeliggørelsen af den nye kommunale struktur er at afstemme de forventninger, borgerne vil have til den sagsbehandling, de vil opleve, og så de muligheder, vi som kommuner vil være tvunget til at agere inden for.
Der vil, hvis gabet bliver for stort, opstå en utilfredshed, der bliver svær at håndtere. Nogen vil sige, 'hvad sagde vi', og andre vil have travlt med at skyde skylden på andre.
Jeg tror, at det bedste vi kan gøre i den situation er, at alle de parter, der har arbejdet sammen om strukturreformen, også nu påtager sig den fælles forpligtelse at moderere de forventninger, der naturligt er nu.
Manglende bekendtgørelser skaber sagspukler
Det er altså ikke tiden til at signalere, at alle problemer kan forventes løst, når den nye fagre verden åbenbares.
Et konkret eksempel herpå er det manglende bekendtgørelsesgrundlag inden for miljøområdet, der betyder, at vi i kommunerne ikke endnu kender de præcise regler for myndighedsbehandlingen.
Konsekvensen heraf er blandt andet, at vi ikke vil kunne tilrettelægge arbejdet inden for de løbende sager, sådan at de kan overføres til de nye kommuners nye lovgrundlag.
Det betyder, at vi i kommunerne som i amterne, vil være tvunget til at stoppe sagsbehandlingen på de sager, vi ikke kan blive færdige med inden årsskiftet. Disse sager skal derefter startes på ny.
Massive sagspukler på vej
Alle i sektoren ved, at det kommer til at betyde massive sagspukler i de nye kommuner. Pukler som det vil tage lang tid at komme igennem.
Og her taler vi om sager, der ofte har meget stor betydning for den enkelte borger. Samtidig vil vi skulle tage stilling på baggrund af et nyt lovgrundlag, som vi ikke kender fuldt ud.
Endelig vil der være et massivt fokus på både sagernes indhold, men også på de forvaltningsjuridiske finesser og faldgruber, som sagskomplekset jo vrimler med.
Også dette vil være med til at øge potentialet for et fald i effektivitet, fordi mange kommuner vil føle sig nødsaget til at gå både med livrem og seler.
Pointen hermed er, at dette ikke kan løses med en massiv indsats af ressourcer, for disse ressourcer findes ikke.
Penge hjælper ikke
Selv om vi i kommunerne fik ubegrænsede økonomiske muligheder for at ansætte folk til opgaven, ville vi ikke kunne finde dem på jobmarkedet, for det er støvsuget allerede.
Vi vil heller ikke kunne udlicitere opgaven, for det er en myndighedsopgave. Og vi vil ikke kunne oprette kommunale fællesskaber med henblik på at nyttiggøre vores viden på tværs, for det er lovgivningsmæssigt blevet forhindret.
I dette tilfælde, som i så mange andre, har vi behov for en klar melding fra det landpolitiske og -administrative system, hvor man ikke bare vasker hænder og sender aben videre. For det løser ikke problemerne, men vil bare øge utilfredsheden. Her er der er der en fælles opgave.
