RenoSam: Affald på kulkraftværker kan udsætte kulstop

DEBAT: RenoSam advarer mod at lade kulkraftværker afbrænde affald. Det kan forlænge afhængigheden af kulkraft, skriver RenoSams formand.

Af Vagn Larsen,
formand for RenoSam

Lige nu har pressen fokus på DONGs etablering af et nyt stort, kulfyret kraftværk i Tyskland. Spørgsmålet er, om etableringen af et sådan anlæg er i overensstemmelse med den danske og europæiske klimapolitik om at nedbringe CO2-udslippet.

I de igangværende forhandlinger om den fremtidige energipolitik er der idéer fremme om, at større mængder affald skal brændes på kulfyrede kraftværker.

Man kan derfor med lige så god ret spørge, om medforbrænding af affald på kulfyrede kraftværker i Danmark overhovedet er en god idé. Vil en sådan beslutning ikke blot forlænge levetiden på de CO2-belastende kulfyrede kraftværker, der ellers nu burde udfases hurtigst muligt?

Undersøgelse: Ingen fordele ved fælles kul- og affaldsforbrænding
I cirka et halvt år har RenoSam forsøgt at komme i dialog med energi- og miljømyndigheder om grundlaget for dette fundamentale skifte i danske miljøpolitik.

Vi har senest rettet henvendelse til både den nye klima- og energiminister Connie Hedegaard og miljøminister Troels Lund Poulsen, og vi ser frem til deres svar.

Rambøll har vurderet medforbrænding af affald på kulfyrede kraftværker, og konklusionen er klar:

Der er ingen samfundsøkonomiske eller miljømæssige grunde til at medforbrænde affald på kulfyrede kraftværker, tværtimod.

Tænk jer om politikere
RenoSam opfordrer derfor politikerne til at revurdere, om medforbrænding af affald på kulfyrede kraftværker er en god idé.

Søger man informationer om medforbrænding på Miljøstyrelsens og Energistyrelsens hjemmeside, er søgeresultatet negativt.

Der bør som minimum ligge et grundigt, gennemarbejdet beslutningsgrundlag, der belyser sagen, før der træffes så vidtgående beslutninger som at medforbrænde affald på kulfyrede kraftværker i Danmark.

Derfor håber RenoSam, at politikerne, som i disse dage forhandler et nyt energiforlig, også tænker sig om en ekstra gang.

Vi opfordrer interesserede til at læse Rambølls udredning herom, som findes på RenoSams hjemmeside http://www.renosam.dk/

Forrige artikel Regeringsgrundlag uden løfter Næste artikel Velstanden kvæler miljøet