Velstanden kvæler miljøet
DEBAT: Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Frederikshavn forklarer her, hvordan han i sin levetid har set velstanden øge presset på natur og miljø.
Af Jens Hedegaard Kristensen,
Formand for Teknisk udvalg, Frederikshavn
Den miljømæssige krise, vi befinder os i her i 2007, har vi bevæget os ind i med åbne øjne og arme. Advarslerne har været utallige, men vi lyttede ikke. Vi var, og er ikke villige til at betale prisen.
En radikal omlægning af vores samfund og leveforhold. Vi angler efter en redningsplanke. Vi har udråbt vedvarende energi til at være vidunderet. Det er bare ikke nok. Vi skal ændre vores adfærd markant. En adfærd, der er så almindelig at vi knapt bemærker den.
Et måltid mad. En fisk fra Canada. En lammekølle fra New Zealand. Grøntsager fløjet ind fra Gran Canaria og nye kartofler fra Ægypten. Hertil vin fra Chile. Afsluttende med sød frugt fra Nordafrika.
Bagefter sættes de to biler i garagen i omdrejninger. Retningerne går mod ishockeyhallen og svømmebadet. For slet ikke at tale om de energislugende wellnesscentre, eller oplyste fodboldstadions. Det hele kører med fuld blus på hele året. Som om, at årstidernes skiften var sat ud af kraft.
Landbruget holder sig ikke tilbage
Næste dage pendler den ene af ægtefællerne som det naturligste i verden 100 km i bil, og den anden ægtefælle sætter sig i flyet for at nå et vigtigt møde 500 km væk. En trend, der vokser og vokser. Fleksibilitet, kalder vi det!
Virksomheder i alle afskygninger presser omkostningerne ned. Hvilket bl.a. indebærer, at halvdelen af deres lagre primært befinder sig på lastbiler samt tog, skibe og fly.
Landbruget holder sig ikke tilbage. Hvis der ikke kommer så og så mange fødevarer over disken, lukker forretningen. Ergo bliver der spædet til med pesticider, antibiotika og gødning.
Det offentlige renser, deponerer, genbruger og afbrænder, så godt de kan, mod betaling. Men de kan jo slet ikke følge med. Der skal en adfærdsændring til. Vi er ganske enkelt ved at brænde kloden af.
Det gik galt efter krigen
Hvornår gik det galt ? Det skal jeg ikke kunne sige præcist, men eftersom jeg er 62 år gammel fornemmer jeg, at min hukommelse strækker sig tilbage til 1949. Født og opvokset på landet oplevede jeg, hvordan vi om nogen kildesorterede vores affald og genbrugte, hvad der genbruges kunne. Det fik hønsene, grisen, koen og hesten. Gylle var ikke opfundet, og jeg mener ikke, at Brugsen solgte varer overhovedet, der var forseglet i plastik. Ordet Miljø var ikke kendt i den brede befolkning.
Kreaturerne drak som det naturligste af bækken og vi andre tog såmænd også en håndfuld direkte fra vandløbet. Nye kartofler spiste vi i juni og juli. Resten af året spiste vi de grøntsager, som årstiden bød os. Men inden Morten Korch løber af med mig, husker jeg også tydeligt, hvordan den fagre nye verden sneg sig ind på os.
Adfærdsændring er nødvendig
Mejeriet begyndte sammen med alle landmænd, der leverede mælk, pludseligt at bruge klor til rengøring af spande, tanke og gulve. Der gik forbavsende kort tid, under et år, så ændrede bækken karakter. Den døde simpelthen.
Nu gik det stærkt. Allehånde giftige kemikalier blev taget i brug i hele samfundet. Over en bred kam. Landbruget var såmænd langtfra de største miljøsyndere. Men det var jo synligt, når landmanden sprøjtede. Landmanden kunne jo ikke som Grindstedsværket og Cheminova bare lede det hele ud i naturen, når det var mørkt.
Der skal en adfærdsændring til. Men det er meget svært at få politikere, der er valgt for en fireårig periode, til at gå ud at satse deres politiske liv ved at kræve kæmpeinvesteringer af borgerne, der først, muligvis, giver resultat om 50 år. Men det er nødvendigt - ellers får ingen af os nye kartofler!
