Penge til ny natur i Østerild

DEBAT: Anlægsloven vedrørende testcentret i Østerild sikrer, at der afsættes penge til både erstatningsskov og ny natur i området, skriver By- og Landskabsstyrelsen.

Af Sven Koefoed-Hansen
Vicedirektør, By- og Landskabsstyrelsen

På Altinget skriver Hans Henrik Bruun og Rasmus Ejrnæs d. 2. juni om testcentret for vindmøller i Østerild. De 2 forfattere mener ikke, at der er afsat de nødvendige midler til at etablere ny natur i området og at pengene til rydningen og erstatningsskov vil gå fra ministeriets almindelige budget og dermed forringe de kommende års naturindsats. Det er ikke korrekt.

Med forslaget til anlægslov er der lagt op til, at der skal ske en fældning af i alt ca. 450 ha skov. De ryddede arealer vil udvikle sig mod et mere sammenhængende naturområde med klitheder og overdrev og fugtige strøg med vandløb, søer, enge og moser. Spredt i de åbne naturområder vil der være krat og småbevoksninger af pil, eg, birk, skovfyr og ene mfl.

Den nye natur kommer ikke kun af sig selv men kræver en langsigtet indsats. På de ryddede arealer skal der knuses stød, tidligere veje skal sløjfes og eksisterende grøfter skal lukkes. Disse særlige tiltag i forbindelse med skovrydningen er budgetteret til ca. 3 millioner kroner. Disse udgifter finansieres af testcentrets brugere – altså vindmølleindustrien.

Når rydningen er afsluttet og de nye naturområder er etableret, skal de naturligvis plejes. Blandt andet skal der løbende skæres opvækst ned, arealerne skal slås eller afbrændes og der skal indgås aftaler om græsning. Dette koster også penge - 0,3 millioner kroner årligt - som betales af vindmølleindustrien.

Der vil i hele projektområdet ske en indsats for naturen. F.eks. vil der blive lavet nye vådområder for at forhindre udvaskning af næringsstoffer. Og der etableres nye søer, moser, heder og enge i forholdet 1:2 som erstatning for dem som påvirkes af selve de tekniske anlæg. Endelig laves der forbedringer af levesteder for arter som flagermus og natravn. Alle afværgeforanstaltninger er budgetteret til ca. 7 millioner kroner. – de betales af vindmølleindustrien.

Derudover vil der blive lavet et program for overvågning som vil gøre det muligt, at vi også får ny viden om møllernes påvirkning af bl.a. fugle og flagermus. Der er afsat 5 millioner kroner til overvågning – regningen går til vindmølleindustrien. 

Hertil kommer udgiften til etableringen af erstatningsskov gennem privat skovrejsning, i alt ca. 29 millioner kroner, som betales af - vindmølleindustrien.

Samlet set bliver der anvendt i alt ca. 44 millioner kroner på at lave nye erstatningsskove over hele landet, genoprette de ryddede områder i Østerild til ny natur samt til naturovervågning. Alt sammen indsatser som testcenterets brugere betaler jf. nedenstående faktaboks..

Herudover vil der i lokalområdet som følge af skovfældningen blive rejst 100 ha bynær skov som finansieres af staten, jf. aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti (aftalens bilag 3). Finansiering heraf sker ud over Miljøministeriets eksisterende bevillinger.

Der vil blive udarbejdet en implementeringsplan i samarbejde med bl.a. Danmarks Miljøundersøger, hvor den praktiske planlægning af rydning, genopretning af området samt udførelse af afværgeforanstaltninger vil blive håndteret. I forbindelse med udarbejdelse af planen vil lokalbefolkningen blive inddraget.

Forrige artikel Naturen taber dobbelt i Østerild Næste artikel Ingen tidsfrist for spildevandsindsats i det åbne land