Ornitologer om havplanen: Vindmøller, jagt og sejlads skal forbydes og reguleres i langt større omfang
Havplanen forholder sig slet ikke tilstrækkeligt til, hvordan menneskelig aktivitet kan foregå på en måde, så det ikke generer fuglene. Der er intet "banebrydende" ved planen, som miljøministeren ellers påstår, skriver Hans Meltofte.
Af Hans Meltofte
Formand for naturpolitisk udvalg, Dansk Ornitologisk Forening BirdLife
For første gang nogensinde er der taget fat på at udvikle en samlet plan for brugen af Danmarks havarealer. Det er meget glædeligt – også i et naturperspektiv, idet vores havområder rummer nogle af de største naturværdier, som Danmark har internationalt ansvar for at sikre.
Dette gælder ikke mindst de flere millioner kyst- og havfugle, som det meste af året er helt afhængige af vores relativt lavvandede og oftest isfrie vande. Det er fugle, som yngler i et kæmpe område fra Canada og Grønland i vest til langt ind i Sibirien i øst, og som udenfor yngletiden nyder godt af det rige fødeudbud i form af bunddyr og småfisk især i Vadehavet og de indre danske farvande. Og det gælder de mange tusinde kystfugle, som yngler på Danmarks mange småøer og holme.
Fuglene kræver ro
Rige fødekilder er dog ikke nok. Der skal også være fred for menneskelige forstyrrelser, hvad enten det er fra vindmølleparker, jagt eller fritidssejlads.
Desværre er fuglene langt mere sky, end de behøvede at være, idet den intensive danske kystfuglejagt medfører, at fuglene er unaturligt sky og skræmmes væk på meget større afstand fra mennesker og både, end de ville under naturlige forhold.
Derfor er det nødvendigt at sikre fuglene store fredelige områder i form af reservater, hvor jagt og andre menneskelige aktiviteter såsom wind- og kitesurfing er forbudt eller reguleret. Og det er nødvendigt at friholde alle de områder, hvor der er særligt store koncentrationer af fugle, fra vindmøller, idet omfattende undersøgelser viser, at vindmøller holder de fleste af fuglene væk i mange kilometers afstand fra møllerne.
Det, Michael Olesen i et debatindlæg her på Altinget kalder ”behørig afstand” fra vindmøller, er således ikke mindre end 5-15 km omkring møllerne, hvor især sortænder og lommer (også en havfugl) optræder i signifikant reducerede antal. Det er trods alt nok mere, end man kan klandre jægerne for at være skyld i.
Jagtforbud vil ikke fastholde fældende fugle
Det foreliggende oplæg til havplan forholder sig kun delvis til disse problemer. Det bliver stadig ikke slået fast, hvor der ikke kan bygges havvindmøller, og behovet for regulering af andre forstyrrelser forholder oplægget sig overhovedet ikke til.
Vi har allerede et flot reservatnetværk, men det dækker næsten udelukkende regulering af jagten i meget lavvandede kystnære områder samt adgangsregulering på mange øer og holme med kolonier af ynglefugle.
Det tager imidlertid ikke højde for den rivende udvikling, der har været de senere årtier i fritidssejladsen. Ikke alene er den steget ganske betydeligt, den foregår også i højere og højere grad på lavt vand, hvor fuglene tidligere havde fred, fordi sejlbåde holdt sig til sejlrender og dybere vand.
Den øgede fritidssejlads er særlig problematisk, fordi den især foregår i sommermånederne, hvor mange af svømmefuglene fælder deres fjer og ikke kan flyve i flere uger, hvorunder de er nærmest hysterisk sky.
Antallene er fældende fugle er således aftaget i en række områder, og selv på landsplan ses reducerede forekomster, og det vil en jagtfredning ikke lave om på, sådan som Michael Olesen ellers argumenterer.
Mindst 10 procent skal være strengt beskyttet
Der er ingen tvivl om, at forstyrrelser fra blandt andet rekreative aktiviteter i naturen bliver et stigende konfliktområde i fremtiden, og der bør tages fat på at løse problemerne nu igennem intelligent planlægning.
Der er behov for, at alle de vigtigste områder bliver beskyttet mod forstyrrelser som del af de strengt beskyttede områder, som danske regeringer har været med til at vedtage i EU.
Hvis regeringen mener, at vi som et landbrugsland ikke skal leve op til ti procent strengt beskyttet natur på land, men i højere grad skal ske i lande med mere natur, så må det omvendt betyde, at vi som en ’stormagt’, hvad marin natur angår, bør strengt beskytte væsentligt mere end ti procent. Her er de foreslåede 4,1 procent en alt for beskeden begyndelse og altså ikke i nærheden af at være ”banebrydende”, som ellers fremført af miljøminister Lea Wermelin.
Læsøboer: Miljøministerens one-size-fits-all-politik er ødelæggende for ø-naturen
Dansk Sejlunion: Havplanen prioriterer ikke rekreativ anvendelse af havet
