Kommuner bør beholde vådområde-indsats
DEBAT: Kommunerne er bedst til at lede vådområdeprojekterne, men reglerne er for stramme og rigide, mener Christian Kloppenborg-Skrumsager fra vandoplandsstyregruppe Lillebælt.
Formand for vandoplandsstyregruppe Lillebælt
Den politiske styregruppe for Vandopland Lillebælt vil gerne kommentere på den igangværende evaluering af kommunernes udførelse af vådområdeopgaverne.
Som udgangspunkt vækker udsigten til endnu en reform af opgavefordelingen imellem stat og kommune stor undren i det kommunale vandoplandssamarbejde. Ligesom alle andre større reformer set i historisk tid, så koster de store strukturelle omlægninger meget tid. Det er ikke nye forsinkelser, der er brug for, hvis vi sammen skal nå de ambitiøse mål i vandrammedirektivet, men snarere en konstruktiv dialog omkring den videre fremdrift.
Samtidigt vækker det undren, at det udelukkende er kommunerne, som det udførende led i den samlede implementering af vådområdeindsatsen, der skal evalueres. Der burde rimeligvis samtidigt ske en evaluering af den statslige udfoldelse af vandrammedirektivet, der jo udgør rammebetingelserne for kommunernes virke, og dermed den effektivitet kommunerne med rimelighed kan forventes at mønstre.
Rigide rammer
Ud over de store forsinkelser i den samlede implementering af vandrammedirektivet i Danmark, har det blandt andet været en hindring for udførelse af opgaven, at rammerne har været - og stadig er - meget rigide, også for de lodsejere, der lægger arealer til projekterne:
Når ansøgningen er fremsendt, kan der ikke ske områdeændringer. Det vil kræve opgivelse af projektet og ny ansøgning. Der sker heller ikke finansiering af kommunernes arbejde før for-projekt og mellem for-projekt og realiseringsprojekt, og hvis projektet må opgives pga. lodsejermodstand, får kommunen ikke dækket sine afholdte udgifter.
Samtidigt bliver der ikke kompenseret for den efterfølgende drift og pleje af vådområderne, hvor især fosfor-ådalene kræver en løbende vedligeholdelse for at fungere optimalt.
Vandplanerne dikterer stramme kommunale mål for de respektive del-oplande. Mange steder kan lokale målsætninger ikke nås omkostningseffektivt, fordi der simpelthen ikke er flere potentielle vådområder tilbage. Der er forståelse for at staten - på tværs af såvel kommunegrænser og deloplande - laver langt mere operationelle rammer for den statslige vådområdeindsats, men det vil give en større fleksibilitet og fremdrift i vandoplandssamarbejdet hvis målene var det samlede opland.
Samlet set er enkeltbetalingen erfaringsmæssigt ofte den ekstragevinst, der fører til accept fra en lodsejer. Som projektleder i forhandlingsfasen vil man ofte blive afkrævet konkrete tilkendegivelser vedr. det samlede forventelige tilskud. Regelgrundlaget i forbindelse med plejekrav til projektarealer er så svært tilgængeligt, at kommunerne bør afstå fra at rådgive om konkrete forhold, og det stiller kommunen i en svagere forhandlingssituation ikke at kunne redegøre fyldestgørende på erstatningsspørgsmålet.
Etableringen af tværkommunale vandoplandsstyregrupper inden for de 23 vandoplande, ses som en styrkelse af såvel koordination og erfaringsudveksling på tværs af kommunerne i oplandet. Men der er - med organiseringen af opgaven - tale om et meget bureaukratisk system, hvor hver mindste justering af vandoplandsplanerne (VOP) afstedkommer meget administrativt arbejde.
Staten presser på for hurtige løsninger. Det sker til trods for, at al erfaring helt tilbage fra de første vandplaner blev ført ud i livet tilbage i 80'erne viser, at en forceret proces omkring frivillige aftaler mellem myndighed og landbrug som regel er ensbetydende med stor lodsejermodstand. Netop dialog er nøglen til en god proces med landbruget. Modningsprocesser tager tid!
Kommuner har lokalkendskabet
Det er kommunerne, der har den daglige dialog med lodsejere og lodsejeres rådgivere omkring den samlede miljølovgivning, herunder vandløbslovgivning, landbrugslovgivning, vandindvinding, naturbeskyttelseslovgivning, planlægning, miljølovgivning og senest klimatilpasning og forebyggelse. Vi er overbeviste om, at en lang stribe opgaver på miljøområdet kun kan løses med kommunernes lokalkendskab. En centralisering på nuværende tidspunkt vil være et tilbageskridt!
I disse tider - hvor synergi og effektivisering er et mantra grundet lavkonjunktur - bør tilrettelæggelsen af nye vådområder og dermed helt ny natur i Danmark også sammentænkes med rekreation, turisme, sundhedsforebyggelse samt på et lidt højere niveau i forhold til bosætnings- og erhvervsstrategi. Kommunerne er bedst til at tænke i helheder, da de har størst incitament hertil.
VOS-Lillebælt ønsker, at kommunerne fortsat har ansvaret for at udføre opgaverne med vådområdeprojekter, men at ovenstående forhold tilrettes, så opgaverne kan udføres mere smidigt til gavn for borgere, natur og miljø.
